Header image  
rejsedagbog    
  HOME ::
   
 
Dagbog for de 16 dage i indien.

Dagbog for Thailand

november 2008

30. november 2008:

Til lyden af nintendospil og stadig lettere påvirket af jetlag er det blevet tid til at fordøje de første mange indtryk. Ved siden af mig i den store dobbeltseng sidder to trætte og meget blege børn og fordøjer en dag i en helt anden verden, bag hver deres nintendo.

Rejsen forløb smertefrit, hvis man ser bort fra en enorm mangel på søvn. I Delhi lufthavn blev vi afhentet af Gulbir [Guldbeer] i "vores" nye fine TOYOTA. Han er en meget sympatisk herre vi har fornøjelsen af at tilbringe de næste 16 dage sammen med, hvor han er vores chauffør. Efter vi var kommet til hotellet var det tid til at indtage vores første indiske morgenmad, ikke den store kulinariske oplevelse, men nysgerrigheden var på det nærmeste drunket i træthed, så vi tog af det vi kendte. Så var det endelig blevet tid til at få indhentet noget søvn. Guldbeer afhenter os kl. 14.00 sammen med vores guide, forude venter 3 timer rundt i Indiens hovedstad Delhi. Old Delhi og New Delhi, velkommen til kontrasterne.

Der ligger et gråt gardin af tåge over byen i dag, trafikken er et kaos, der bliver dyttet konstant og et menneskemylder kun de lokale kan finde et system i udspiller sig, på det der her betegnes som en rolig søndag. Der er lukket i de fleste butikker og de mange lokale familier nyder det de kalder en picnic og som vi sidder bag bilruden og betragter som et sært syn. Familiehygge og nærvær, pladseret midt i bilos, horn og kaos. De mange hjemløse bastarder, kvinder i farvestrålende klæedragter, og børnene der bliver brugt til at tigge til familien. Vi holder i et stort vejkryds ved siden af os sidder en mor med sine børn og trommer, til lyden af de simple trommeslag danser en pige på omkring 6 år. Vi har set meget i fjernsynet derhjemme, men hendes smidighed er næsten skræmmende. Hun kommer til at sætte dybe spor i os. Efter at have danset kommer hun over til bilen, hun forsøger ikke at åbne bildøren, men hun tigger og råber alt imens hendes smukke øjne borer sig ind i ens hukommelse, hun går lige i hjertet på en. Der er noget ved hende; Knud sidder med kameraet, men lader det sænke - har lyst til at fotografere hende, men kan ikke få sig selv til det. I vores vesteuropæiske øjne er det ikke et værdigt børneliv, sidder lidt med mine egne tanker og min moderfølelse med det enorme ansvar og betragter hvordan det lige for øjnene af mig er så anderledes at det gør ondt. Vi siger intet, sidder bare og håber på at vi snart kører videre. Hun træder op på bilen med sine bare tæer, og jeg sidder og fryger at hun kommer til skade hvis vi pludselig kører. Det sker ikke, hun opgiver til sidst.

Vi besøger India gate, Thilde og Smillas lyse hår tiltrækker opmærksomhed. En slangetæmmer vil spille for Thilde, men vi går afvisende videre, vi har endnu ikke hævet penge, og vi vil ikke risikere at skylde nogen noget. De mange gadesælgere næsten omringer os på vej mod monumentet og et par grupper af lokale unge mænd (soldater hvis vi skal tro dem) vil gerne fotograferes sammen med pigerne, de må finde sig i at mor og far er med, her slippes pigerne ikke. Aldrig før er så mange mobilkameraer blevet rettet imod os, det gentager sig ude ved Lotustemplet. Smilla går lidt fri af blitzlys, da hun går med sin kasket, Thilde har derimod taget den af og synes til sidst at det er lidt irriterende at så mange vil fotografere hende. Det meste af turen rundt i Delhi foregår i bil, byen er 150 kvKm stor og der passes godt på os. I Old Delhi bor der 7 millioner, så selv om man skiller sig ud fra mængden er det muligt at blive væk.

Vi oplever en service udover det forventede, ikke engang bildøren får vi lov til at åbne selv. Men det er ikke nogen hemmelighed at det også er et spørgsmål om sikkerhed. I morgen har vi fridag og vi har fået grønt lys af Gulbir til at gå de ca. 50 meter ned ad gaden til Jysk Servicecenter, men derudover skal vi blive på hotellet for vores egen sikkerhed. Delhi er ikke en by man selv begiver sig ud i, men vi skal også have ladet op til en lang og spændende tur rundt i Rajasthan.

Pilotlærlinge

Smilla & Thilde som pilotelever i lufthavnen i Helsinki

Udsigt fra hotel

Udsigten fra hotelværelset

V

Asfaltarbejdere

 

 

Mager Hund

Gadehund - et frygteligt syn.

 

 

 

Bryllup

Det er højsæson for bryllupper. også kl. 7 søndag morgenen.

India Gate

India Gate Mindesmærke for tusinder af soldater, omkomne under 1. verdenskrig.

Familien til den lille slangepige.

december 2008

1. december 2008:

Midt på eftermiddagen begav vi os ud på gaden for at krydse den og dermed komme til Jysk specialrejsers servicekontor. Det var en udfordring for en temmelig naiv vesterling med en trafikopdragelse der ikke helt gør livet lettere i Delhis gader. En to tre og så er vi gået, krydser fingre imens, for at vi når helt over gaden - Yes, så er vi klar. Vinay der bestyrer kotoret er meget venlig - som de fleste andre vi har mødt hidtil. Han forsikrer os om at vi roligt kan begive os ud i byen, men at vi blot skal holde os til de gul - grønne tuktuk's, og tage til connaught place(centrum). Smilla og Thilde står helt af, de vil ikke være her ude på gaden- der lugter og mennesker, biler, cykler og tuktuk's fylder gaden til over bristepunktet - det larmer vildt og de holder sig instinktivt for ørerne. Vi beslutter alligevel at springe ud i det og sikke en oplevelse. Vi finder en tuktuk til den rigtige pris og starter den næsten eventyrlige slalomtur. Vores chauffør er meget snakkesaglig og vil gerne foreslå en masse, men vi insisterer på at komme til vores bestemmelsessted og sjovt nok så aner vi ikke om det er der vi har været eller om han tog røven på os. Men hvad vi ved er at vi fik en oplevelse vi vil huske. Vi bliver sat af ved et butikscenter i flere etager. Vi besøger som det første en tæppebutik, her pladseres vi i sofaer og det ene unikke ægte indiske tæppe bredes ud efter det andet. To af dem er endda magiske, de skifter farve når de drejes 180 grader. Her serveres kashmire the og cola til pigerne, vi er lidt tilbageholdne med theen, men pigerne får lov at drike deres cola, der først åbnes foran os og serveres med sugerør. Vi sidder her længe og betages af de smukke stykker enestående håndværk. Her er vores første indiske køb, om det er godt ved vi ikke endnu, hvad priser angår bliver vi måske klogere med tiden. Vi får vores lille, smukke tæppe i de meget sjælne blå farver fløjet til hjem til marts. Vi bliver ført videre til den næste sælger/butik og sådan føres vi rundt, båret på hænder og fødder, selvom vi ikke bruger en eneste rubi de andre steder. Det er virkelig flotte håndværk og flere af stederne er der forbud mod at fotografere, ikke at de behøver at frygte kopier. Håndværk af denne kvalitet og finish laves ikke af en vestlig hånd. Vi kunne nemt have købt mange flere fine sager, men vi har en stærk fornemmelse af at det ikke er det billigste sted vi kommer og vi vil nødig springe det budget vi endnu ikke har lagt, allerede på den første dag. Da vi igen når ud på gaden tager vi imod det første tuktuk tilbud for at vende hjem, prisen er den rigtige og det er mørkt, vi har alle bare arme og temperaturen falder drastisk. Der er stadig et mylder uden lige og jeg undgår kun med nød og næppe at blive ramt af en stak tæpper der stikker ud over siden på en modkørende Rickchaw, da de rammer vores tuktuk lige hvor min arm stikker ud. Hjemme på hotellet igen og den fantastiske indiske mad venter på den lille restaurant på tagterrassen.

Velbekomme

 

Det magiske tæppe

Vores nyindkøbte tæppe.

 

Tuc - Tuc

Delhis motorrikchaw, i daglig tale Tuk Tuk

 

Afslapning

Afslapning på hotellet om aftenen.

 

 

 

 

 

Kulørte klædedragter i hobetal

Overflod af kulørte klædedragter.

 

 

 

Hotel Grand Goodwin

Vores hotel i Delhi: Grand Godwin.

 

2. december 2008

I dag har vi kørt i 6-7 timer for at nå til Mandawa Castle, sikke en tur. Slottet er over 200 år gammelt og størstedelen af det bruges i dag som hotel. Undervejs gør vi holdt ved en restaurant, hvor de også har en lille butik, stedet bærer tydeligt præg af at der kommer mange turister, så priserne på maden er betydeligt højere her end hotellet i Delhi som vi lige har forladt. Jeg får her mulighed for at prøve en sharih (indisk klædedragt til kvinder), da jeg står og betragter mit nye outfit glæder jeg mig i mit stille sind over at jeg ikke skal bruge så meget tid på at iføre mig mine jeans hjemme. Jeg køber ingenting, men tilbuddene mangler bestemt ikke. Da vi kommer ned i den lukkede have, hvor vi skal spise mærker vi en stilhed vi ikke har oplevet siden vi forlod vores hus hjemme i lille Danmark.

Hotellet i Mandawa var en fin oplevelse, men det var ikke et sted vi ville ønske at blive. Det er en rigtig turist magnet og priserne er derfor meget høje. Sulten havde for alvor ramt os da der endelig var åben på hotellets eneste restaurant Kl. 19.30, og trætheden oven på en lang dag havde også meldt sin ankomst. Midt under maden kom der en mand der spillede på indisk violin, et instrument der på os virker som et stykke primitivt skrammel. Med ham var en kvinde - det kunne for så vidt godt være hans kone. De gik rundt mellem bordene og spillede og kvinden sang sin frygtelige klagesang til, alt imens hun tiggede. Vores slotsværelse er gigantisk og vi har et lille badekar på vores fine badeværelse. Pigerne kommer en tur i baljen og så er det under dynerne. Da pigerne er puttet er det vores tur til at komme i bad og vi sidder stillle i det varme vand og fordøjer endnu en dags oplevelser. Vi er pt. nået til et punkt hvor det er temmelig irriterende at alle omkring os tigger penge, og så er selve fremgangsmåden egentlig ligegyldig. Folk er meget venlige men vi skal ikke glemme at der ofte er en bagtanke - frem med pengepungen. Vi går tilsyneladende rundt med store usynlige skilte i panden der nærmest skriger til himlen at vi er stenrige og temmelig naive. Det sidste er sikkert rigtigt et stort stykke hen ad vejen, men pengene kan hurtigt slippe op, hvis vi ikke tænker os om. Vi putter os under "dynerne" og forsøger at få noget søvn, der er et bryllup i byen, så vi kan høre høj musik og der er taler, diskretion er ikke kendetegnende for det indiske folkefærd.

 

Lord Shibah

En statue af Lord Shiva ved hovedvejen lidt udenfor Delhi

 

 

 

 

 

 

 

 

Mandawa Castle

Mandawa Castle (en tilbygning af nyere dato)

 

 

 

 

Kamelvogn

Kameltransport af grene til dyrefoder.

 

 

Smuk Inderkone

Typisk indisk kvinde klædt i Sahri - bare mere bleg!

3. december 2008

I dag skal vi videre med bil til Jaipur - Ratjasthans hovedstad, med et indbyggertal på 10 millioner. Inden vi forlader byen Mandawa bliver vi vist rundt af en guide i de små gader og vi får mulighed for at se det hele lidt fra bagsiden - her lever de udelukkende af turister, så vi må holde temmelig lav profil. Vores chauffør passer rigitg godt på os, så han skaffer os en ordentlig guide, så vi ikke risikerer at blive snydt og bedraget. Uden hans hjælp ville det være svært hvis ikke umuligt for os at finde rundt - både geografisk men sandelig også i forhold til turistfælder. Efter vores tur rundt i byen med guide går turen videre. Ligesom i går bliver Thilde kørersyg og kaster op, men Smilla går fri i dag. Vi spiser frokost på en restaurant hvor priserne afspejler kunderne meget godt, dvs. udelukkende turister, de eneste lokale vi ser her er et par guider, der følges med deres kunder. Hotellet vi skal bo på de næste to nætter her i Jaipur er ganske udemærket og det bedste af det hele er at de har trådløst internet - JUBIII. Vi udnytter chancen for at få lagt flere dages dagbog ind på hjemmesiden, samt at få ringet til vores dejlige familie hjemme i Danmark. Vi har det skønt og savner pt ikke rigtig noget, bortset fra forloren hare med sovs og kartofler - men dejligt var det at tale med familien. Kl. 17.30 bliver vi hentet af Gulbir Singhir (vores chauffør) og han kører os til en tekstilbutik. Der er ingen tvivl om at han finder os et billigt sted, men deres service er fantastisk - begge piger får et tørklæde og de får lov at prøve at lave traditionelle indiske stoftryk. Knud får syet et flot jakkesæt og vi køber også flere andre ting som vi får sendt til Danmark. I morgen skal vi tilbage så Knud kan prøve jakkesættet for at se om det passer. Vi bruger meget lang tid i butikken der er i tre etager og imens venter Gulbir udenfor. Han forhører sig hos os om vi har lyst til at se noget traditionel Rajasthan folkedans når vi skal spise, i så fald kender han et rigtig godt sted. Vi nyder et dejligt måltid i en god atmosfære og pigerne nyder ikke mindre end to portioner pomfrites - de første af sin slags på vores rejse der minder bare lidt om de danske i smagen.

Danserinde

Traditionel Indisk danserinde underholder til aftensmaden.

 

Thilde

Thilde veltilpas efter maden.

 

Trætte og mætte bliver vi kørt tilbage til hotellet, tøserne bliver dyppet i badekaret og så er det i seng.

 

 

Morgensøvn

Pigernes fælles prinsesseseng i morgensolen.

 

Markedet

Alt godt fra haven kan købes på markedet.

 

Hotel portier

Portier på Hotel Glitz i Jaipur

 

 

 

 

 

 

Elinstallationer

Elinstallationer i det lokale vandværk. Der er direkte adgang fra gaden.!!!

 

Vægudsmykning

Vægudsmykning. Læg mærke til hvordan tyrens og elefantens hoved er tegnet.

 

Taxa

En af byens taxaer.

 

Måltagning

Skrædderen blev tilkaldt, og tog mål til jakkesættet, sammen med sælgeren og en anden medhjælper.

4. december 2008

8.30 bliver vi hentet af Gulbir og vores Jaipur-guide. Det kan indimellem være svært at få folk til at forstå hvad det er man gerne vil og her i Indien er det nærmest en kunst. Vi bliver trukket igennem en masse der virker trættende, men det lykkes dog for os at forklare at vi vil ride elefant, man er vel turist. Planen var at vi skulle ride på elefant op til Amber Fort, hvor verdens største kanon er opstillet, men fortet er lukket i dag pga. at der er valg i Rajasthan i dag. Vi besøger også en tæppefabrik, her får vi lov til at prøve at binde på et stort tæppe. De sidder to mænd og binder tæpper, en mand retter tæpperne til når de er færdige og endnu en mand rasper overskydende uld af. det tager mellem to månderne og op til et helt år at lave et tæppe, afhængig af størrelse. På fabrikken sidder der også en mand der maler nogle smukke traditionelle indiske billeder, Der er ingen tvivl om at han er dygtig, han demonstrerer det ved at skrive vores navne på bare to riskorn (KNUD - KARINA, SMILLA - THILDE) Vi køber to af de flotte billeder og så er det hjem til hotellet, nu gider vi ikke trækkes igennem flere turistfælder idag - guiden vil rigtig gerne have os med til en butik der er ejet af en af hans venner men vi afvser det og til sidst accepterer han det også. Vores besøg på et andet fort om eftermiddagen bliver aflyst, pigerne trænger bare til at være på hotelværelset og mit blodsukker falder drastisk. Jeg får Gulbir til at hjælpe mig med at købe nogle chips, kiks, noget brød og et par sodavand, så kan vi lige klare os til aften. Selvom der kun er højest 250 meter til den lille bod så bliver jeg kørt. Vi krydser sjældent gaden, og de få gange vi gør er der altid mindst en udover Gulbir der hjælper os over. Vi hentes på hotellet først på aftenen så Knud kan prøve sit jakkesæt - det skal rettes lidt til ved skuldrene men ellers ser det rigtig fint ud. Gulbir kører os bagefter til en lille tre-etagers butik med indisk kunsthåndværk. Vi køber et par silkebilleder og en fin indisk elefant a la Cow Parade og pigerne får hver en snurretop af butiskindehaveren. Vi er i butikken i en lille time og der står konstant 4 mænd til vores rådighed. De vil selvfølgelig gerne sælge noget, men her i butikken virker de ikke helt så insisterende. De tager et nej for et nej og det oplever vi sjældent i butikkerne eller ved gadesælgerne. Vi er for alvor blevet opmærksomme på, hvor mange gange det er muligt at omformulere det samme spørgsmål. Tålmod er en dyd - en sætning jeg til stadighed må gentage indeni mig selv. Vi slutter dagen på den samme restaurant som i går og nu er det tid til at sove, i morgen venter der endnu en lang og oplevelsesrig dag. Vi kører til Bikaner kl. 8.30. Godnat

Kunsthåndværksbutik

Butik med masser af kunsthåndværk.

Hawa Mehal i Jaipur

 

Waterpalace i Jaipur

 

Valg

Udsigt fra vores balkon: Den lokale skole bruges som valglokale.

 

 

Hele familien foran Amber Fort (fortet var lukket P.G.A. valg)

 

Tæppevæverelev

Pigerne lærer at væve ægte tæpper af uld.

 

Elefant-kusk

Smilla rider på en elefant i butikken.

5. december 2008

Vi forlader hotellet lidt morgentrætte, men den lange tur i bil kræver heller ikke så meget energi. Turen varer omkring 6 timer, deri er der så også en frokostpause. Vi kan som altid her i Indien bare læne os tilbage og blive serviceret. Igen i dag spiser vi frokost i en hyggelig restauranthave - her nyder vi stilheden og bemærker at det her er muligt at høre fuglene synge i trætoppene.

Imens resten af familien falder i søvn sidder jeg i mine egne tanker i bilen og funderer over hvor hurtigt man vænner sig til det fuldstændig absurde bybillede og omgivelserne der langs vejene får mere og mere ørken karakter. Jeg vender ikke længere hovedet efter de dekorerede kameler, de overfyldte tuktuk's, de hellige køer der trygt og ganske langsomt krydser gade når det passer dem, og da vi passerer en familie der sidder på toppen af et flere meter højt læs på en gammel slidt trævogn trukket af en kamel og får at vide at de er ved at flytte - tager jeg mig selv i at tænke: "Nårh ja, klart nok - hvad skulle de ellers gøre". Vi når frem til Bikaner [Bikanir] ved tretiden og får en times fred og ro på hotellet inden vi igen bliver hentet af Gulbir. Vi skal besøge Junagarh Fort - det er det største og fineste fort der ikke ligger i bjergene. Vi følger skiltene rundt inde i fortet og alligevel farer vi vild en enkelt gang - da vi kommer til at gå i ring. Det er blot en lille del af fortet det er muligt at komme i, men det er gigantisk og sikke en arkitektur. Inde i en af fortets store sale står der et fly i træ, der blev skudt ned under 1. verdenskrig og siden hen foræret i gave til en Maharaja fra Bikaner der har deltaget i ikke mindre end 3 krige. En Maharaja kan sammenlignes med en prins. Bagefter kører vi efter eget ønske ud til en kamelfarm, den eneste i hele Asien finder vi ud af. Stedet er væsentlig anderledes end vi havde forestillet os. Her er tale om et statsejet forskningscenter, så det er et kæmpestort foretagene. Og her har de heller ikke glemt at lave en lille souvenier-biks. Pierne får hver en lille kamel skåret ud i træ - samlet værdi kr.: 2,50 Vi tager tilbage til hotellet får vores aftensmad og så er det ellers i seng - i morgen venter 6 nye timer i bilen før vi er fremme i Jaisalmer ved Tharørknen. Vi har fået tilbuddet om at sove i en ørkenlejr, men vi venter til i morgen med at beslutte os.

 

 

Kirke

En kirke, der er pyntet til jul

 

 

gadebilledet

Grøntsagsboder og handlende i byens gader

 

 

Tuk-Tuk

Velholdt Tuk-Tuk, model Bikaner (hver storby har sin egen model)

 

 

Krigsfly

Fly fra 1. verdenskrig

 

Kæmpelæs

Var der nogen der sagde at indere er ineffektive?

 

Junagarh Fort

Junagarh Fort

 

Kamel

Kamel eller mere korrekt en drommedar (iderne siger altid kamel)

6. december 2008

Bilturen flyver afsted - vi sidder stille og betragter hvordan landskabet der suser forbi endnu engang forandres. Vores chauffør er fantastisk til at dele sin viden med os, så da vi passerer en mand der ligger sig helt udstrakt inde i vejkanten for at rejse sig gå et skridt frem og ligge sig ned på ny, fortæller Gulbir at det er en meget religiøs hindu på vej til tempel. Hans offer til sin gud/gudinde er at gå på denne meget krævende måde hele vejen til templet, en tur der i dette tilfælde sandsynligvis er på ca. 20 kilometer. Vi ser en skole og betragter hvordan læreren afstraffer børnene. Langs vejen er der helt øde, rødligt sand og små buske og træer præger landskabet. Dyr ser vi ikke mange af og de små hytter er der langt imellem. Gulbir fortæller os at vi, på trods af at der ser helt mennesketomt og øde ud, ikke kan stoppe her uden at der vil komme en masse børn på ganske kort tid. Det er lidt svært at tro, for hvor skulle de komme fra, men da pigerne kort tid efter skal tisse forsøger han at holde ind til siden, inden han når at slukke for bilens motor kommer der pluselig tre børn trækkende med en kamel og vi bliver derfor nødt til at fortsætte yderligere et par kilometer. Ikke fordi det havde været farligt for os på nogen måde, men børnene her tigger og vores piger er de rene magneter. Vi kører ud til ørknen hvor vi skal sove, igår har det regnet rigtig meget, så der er vådt og vi ser vores første vandpytter. Selve teltlejr i ørknen er pillet ned pga det dårlige vejr dagene forinden, så vi bliver istedet indlogeret på et ørkenresort. En halv time senere står der 4 kameler klar til os og så drager vi ellers ud i sanddyngerne. Der er stadig ret overskyet, så den smukke solnedgang får vi desværre ikke at se, men oplevelsen er alligevel stor. Da vi står ude midt i sand og ingenting, møder vi en anden dansk familie. Det er de første danskere vi ser, og idet vi atter drager afsted på kamel støder der endnu et dansk par til. Det viser sig at vi bor på det samme lille resort som Sanne og Peter - og nej hvor er det hyggeligt at sidde og få en hyggesnak inden sengetid.

Ørkenresort - hold da op, nu er vi primitive, strømmen gik for tre dage siden da det blæste, to master er knækket så vi må, ligesom resten af landsbyen, nøjes med den smule lys vi kan få fra stearinlys og tro mig der bliver ikke bare mørkt men fuldstændig kuldsort i ørknen. Her er ikke mindre end to toiletter endda med brus, men vand er der ikke meget af - en enkelt hane midt på væggen på det ene toilet virker, så vi må fylde vand i en gulvspand for derefter at fylde det i cisternen inden vi kan trække ud. Vi sover på noget der på ingen måde kan måle sig med en feltseng - men det ligner da en seng når den er redt. Hytterne vi bor i er lavet af mudder/sand og kolort og taget er småkviste med et fint rødt stofsejl spændt ud nedenunder. Til aften bliver der dækket op til os på jorden med tæpper ved små 25 cm. høje borde og menuen er traditionel Rajasthan vegetarmad. Ørkenbønnerne der mest ligner små grønne græshopper har tilmed en smag der gør dem lidt svære at få ned, men meget af det andet smager godt. Der er blevet hyret 4 lokale musikere til at komme og spille på deres finurlige instrumenter - det koster selvfølgelig, men for os er det jo et ret beskedent beløb og den chance får vi næppe igen, så vi smiler bare og betaler. Når bare man er træt nok så kan man sove hvor som helst, det er nu bevist. Da jeg sidst på dagen sidder med mit fedtede hår og mærker, hvordan der langtsomt men sikkert er dannet et jævnt lag af skidt på mig, fortryder jeg at jeg var for sippet til at bade på gårsdagnes hotel, blot fordi der ikke var helt så rent som der har været de andre steder. Slut med nykker, fra nu af!! I hvert fald lige indtil næst gang.

 

Aftenunderholdning

Lokale musikere underholder til aftensmaden.

 

 

Pilgrim

Pilgrim

Midtvejsrestaurant

Frokostpause i det grønne.

 

Kamelsafari

En glad Thilde højt til vejrs.

 

Smillas kamel

Smilla og hendes fine kamel, den yngste i flokken.

 

Vegetarmad

Et anderledes måltid - også kaldet dagens ret.

 

 

 

Skole

Skole ved vejen, børnene i venstre side bliver afstraffet.

 

Hotel

Ørken - resort, vi bor i de 2 værelser i hytten til højre.

 

Ørkenvandring

Det store ørkenløb - good old Gammelnok kan ikke følge trop.

 

 

Kalve

Et par af landsbyens beboere.

Turban-Knud

En glad og bleg inder.

7. december 2008

Det har været en fantastisk oplevelse at være i ørknen og og at bo så primitivt, men hvor glæder vi os over at en ny dag er startet. En ny dag der betyder et nyt HOTEL med badeværelse inkl. rindende vand. Planen er at vi skal besøge et fort, men vi orker det ikke og flere guidede ture der altid i sidste ende handler om at trække de naive turister med ind i diverse forretninger med de samme suveniers er også blevet for trættende. Vi vælger derfor at vi gerne vil have vores chauffør til at vise os et par templer i området. Men først skal vi ind på hotellet for at skifte tøj, da Gulbir har lovet os at få det vasket for os. På vejen til hotellet besøger vi en sø, vi takker nej til en guide og derfor ved vi heller ikke alverden om hvad det var for et sted, men det har på nuværende tidspunkt heller ikke den store betydning. Nogle gange er det også bare et spørgsmål om at få det ud af det man nu engang gør.

I dag har vi aftalt med Gulbir at vi gerne vil se et tempel indefra, og her er der to templer vi kan se. Det første tempel vi besøger er et mindre Jain tempel og Gulbir viser os rundt og fortæller om de forskellige gudinder og guder der er repræsenteret her, samt lidt om de traditioner der er i forbindelse med tempelbesøg. Det andet tempel er et kobratempel, her tilbedes kobragudinden og under templet eller inde i murene bor der ikke mindre end tre giftige kobraslanger, inde i templet er der billeder af de to af dem og folk her siger om dem, at de er vegetarslanger så de fodres udelukkende med mælkepulver. Efter et hvil på hotellet bliver vi kørt til en gravplads for de kongelige - det er også her de kremeres, herfra er det muligt at se solnedgangen samt få et flot udsyn op til fortet , solnedgangen er dog ret beskeden da det er skyet, men pyt. Vi møder de andre danskere og vi aftaler at spise aftensmad sammen. Efter at have været ude for at se på nogle sølvsmykke produktioner hos nogle dygtige lokale sølvsmede ender vi på en restaurant. Smilla og Thilde nyder at have fået selvskab af Marius og Aksel, de to danske drenge og vi voksne får snakket en del - en super hyggelig aften. Nu kalder dynerne - i morgen rykker vi atter videre.

 

Thilde og Gulbir

Thilde og Gulbir ved en af de lokale sølvsmede. Thilde er ikke vild med halsringen.

 

Brønden

Nogle af landsbyens kvinder ved brønden for at hente vand.

 

Køkken

Dette er et typisk landsbykøkken.

 

Vaskeriet

Her afleveres vores vasketøj i det "fine" vaskeri.

 

 

Landsbyen

Et af landsbyens huse - læg mærke til hytten til højre, det er et af husets få rum.

 

Danskertræf

Ved søbreden hvor vi igen møder familien fra Horsens.

 

Tempel

En del af det smukke Jain tempel

8. december 2008

Det første der var på programmet i dag var at få afhentet vores vasketøj. Derefter gik turen videre til næste by - Jodhpur. På vejen besøger vi et lille fort, det er hyggeligt, men mest af alt fordi her er så stille. Vi aftaler med Gulbir at vi bare ønsker at holde fri resten af dagen. Vi passerer også et par stenskærer fabrikker og et af stederne går Knud og Gulbir en lille herretur ind for at se lidt på sagerne. Selvom det er midt i fabrikkens arbejdstid, så bliver bliver de budt indenfor , de vises rundt og kommer sågar ind på chefens kontor for at se nogle af fabrikkens produkter i deres katalogerne.

Så snart vi kommer på værelset får pigerne lov til at se en film på computeren, det er det første tv de ser siden vi forlod Danmark. Vi pakker vores "nyvaskede" tøj ud og min verden bliver lige pludselig ret så overskyet. Hvilket syn. Alt vores tøj er stadig vådt og så er det tilmed pakket ind i avispapir. Sikke et trist syn. Tøjet lugter og en stor del af det er blevet misfarvet. Så resten af eftermiddagen er gået med at vaske alle vores trusser i hånden, så er de da i det mindste rene, samt at tørre og dermed vende alt det tøj der hænger/ligger rundt i hele vores værelse.Nå ja, man er vel i Indien, hvad mere kan man forvente. Så nu er det bare med at få slappet af.

Hotellets restaurant er en vegetar-restaurant, men vi springer ud i det, når vi alligevel kun kan vælge imellem kylling, ged og fisk alle andre steder så er der ikke det store at miste. Maden er rigtig god, restauranen er den hidtil pæneste og prisen den laveste vi er stødt på. Dagens bedste nyhed - hotellet har trådløst internet, det virker ganskevist kun nede i lobbyen, men det er her! Så nu kan vi kontakte noget af familien hjemme og få opdateret hjemmesiden. Sidder her i sengen og glæder mig som et lille barn til at få lov til at sove to nætter i en rigtig god seng, det har været en mangelvare i 3-4 nætter. Man lærer meget på en sådan rejse og ikke mindst at værdsætte de små ting i livet og det går for alvor op for os hvor priviligerede vi er hjemme i lille Danmark. På trods af diverse skuffelser så har det været rigtig godt at have tid til afslapning og vi er glade for at vi igen i dag valgte nogle ting fra. Programmet kan godt være lidt kvævende i længen, så det var hvad vi trængte til.

VI MÅ DA HÅBE DET BLYWER BEDRE I MORGEN!!!

 

Familieidyl

Familien Toft på et fredeligt fortbesøg, uden sælgere - SKØNT!!!

 

Udsigt

Udsigten fra vores hotelværelse i Jodhpur.

 

værelseshygge

Så er der dømt afslapning og råhygge på hotellet.

 

 

 

Stenskærerfabrik

Den fine stenskærerfabrik Knud besøgte - bemærk den diskrete rundsav.

 

transformerstation

En dødsensfarlig transformerstation - sådan ser de alle ud.

9. december 2008

Sikke en fantastisk dejlig dag. Vi var blevet fortalt af Gulbir i går at vi skulle videre i dag, men han havde ikke tjekket vores voucher, vi fandt derfor ud af at vi har endnu en nat her på Hotel Niki. Dagen starter kl. 8.30 hvor vi mødes med Gulbir og bliver kørt op til en gravplads for de kongelige her i byen, der er virkelig smukt og udsigten er storslået. Rundt om den gamle bydel er der en 7 kilometer lang mur, vi går gennem et hul i muren ved gravpladsen og når frem til bymuren - pyha det var dagen fysiske udfordring!!!

Vores næste mål er byens store fort, der er det største fort i Rajasthan. Her er ret så hyggeligt. Men det bedste af det hele, hvis man spørger pigerne, er at vores frokost som vi nyder på en restaurant inde på fortet, smager så lidt indisk at man næsten glemmer at man sidder langt væk hjemmefra - men så er det jo godt at duerne der flyver rundt på restauranten hjælper hukommelsen lidt på vej. Der er mange der gerne vil fotografere pigerne, men idag har de fået nok, så vi siger pænt men bestemt nej, til de mange fotografer - det er både andre turister men også lokale folk. Efter fortet besøger vi den lokale billedkunstskole og ser en masse fine billeder, vores købelyst er dog ret begrænset efterhånden, så vi kigger kun. Mens vi er her skal Thilde pludselig tisse - vi bliver derfor ført udenfor og rundt om huset, jeg når lige at tænke om vi mon skal ud til et træskur eller ud i rendestenen, da det går op for mig at vi skal ind i et privat hjem for at låne deres toilet, gæstfriheden er stor her. Kunstskolen er rimelig hurtig overstået, pigerne gider det ikke og Knud og jeg har jo også set lignende ting før - de mange smukke billeder er ikke en sjælden kunstart her i Rajasthan. På vej hjem til hotellet kører vi forbi paladset der tilhører Jodphurs kongelige familie - et palads der også fungerer som hotel i dag, et storslået byggeri. Knud springer ud af bilen og skyder et par gode fotos, det er alt.

Vi slapper af et par timer på hotellet og nyder at vi ikke skal en masse. Kort efter vi er kommet op på vores værelse kommer der et bryllupsoptog nede på gaden foran hotellet. Brudeparret og flere af gæsterne bor på hotellet. Et bryllup her går ikke stille af, så vi står og overværer det hele oppe fra vores vinduer. 17.30 tager vi ned i en te og krydderi shop, her køber vi en masse spændende teblandinger, og diverse krydderier skal vi da også lige have med. Sælgeren her er virkelig en behagelig mand og han er god til pigerne. Herefter skal vi på marked, men den første del af markedet er ikke sikkert at færdes i, der er en hel del lommetyve og ejeren i teshoppen er ikke vild med at vi skal derned selv, så vores Chaufør - Gulbir går med. I dag er det en muslimsk helligdag, så en hel del af butikkerne på markedet er lukkede og menneskemylderet er intet i forhold til det normale. Det er utroligt så mange der hilser på os, hello, hello, hello lyder det konstant i vores retning. Der er flere af de forbi passerende der lige skal røre ved os, men vi fornemmer intet ubehageligt. På vores tur rundt køber Gulbir nogle fine indiske armbånd til Thilde og Smilla, han er rigtig glad for vores piger. Da vi når tilbage til bilen får vi mulighed for at gå den modsatte retning, det er nærmest en hovedgade med butikker side om side, her kan vi trygt gå. Pigerne vil ikke med, de mange blikke, opmærksomheden og folk der taler uforståeligt til dem er for meget, så de bliver ved Gulbir i bilen og Knud og jeg går en lille tur selv. Selv uden pigerne får vi opmærksomhed og en helt ung knægt på omkring 16 år ser sit snit til lige at holde mig i hånden i det han passerer. Tjaa, så kan han jo prale af at have flettet fingre med en blegfis.

Gulbir har fundet os en restaurant, hvor vi kan spise til aften - HOLD DA OP!! En stemning og et menukort der ikke er set lignene de sidste 10 dage. Dette var uden tvivl vores (Knud og jeg) bedste måltid i Indien - i hvert fald indtil nu. Inden sengetid nåede vi lige at tale lidt med noget af familien hjemme i lille Danmark. Jodphur er et FANTASTISK sted.

 

 

Bryllup

Bryllupsoptog.

 

 

 

Jaswant Thada

Et gravmonoment for den kongelige familie

 

Kongestol fra gammel tid.

 

Den blå by

Udsigt over den blå by

 

Middagsmad

Uhmmm.. En menu uden karry og ris.

 

Kryddeributik

Karina går amok i krydderier og the.

 

 

 

Meharangarh Fort

Rajasthans største Fort

 

Malerkunst

De fine gemakker.

 

Umaid Bhawran Palace

En af verdens største private boliger.

 

Marked

Markedsplads i Jodphur.

10. december 2008

Endnu en køretur på godt 5 timer er overstået og vi er fremme ved Rohet Garh Herritage Hotel. Sikke en fred og idyl, haven er super hyggelig og endelig en pool man kan bade i. Pigerne får sig en lille svømmetur og så er det blevet frokosttid. Vi sidder i haven og nyder vores frokost, imens vi betragter de flotte påfugle der spankulerer rundt. De mange søde egern der lystigt leger tagfat og de farvestrålende grønne papegøjer i trætoppene er med til at gøre hele scenen ret så eksotisk. Vi finder en gekko i et af havens mange træer.

Midt på eftermiddagen bliver vi hentet af en jeep og så skal vi på besøg i nogle små landsbyer - såkaldte bisnoi-landsbyer. Sammen med os er en anden familie, et par med en søn på omkring 11 år fra Australien. På vej derud kører vi ud for at finde nogle vilde dyr, og vi er heldige. Vi ser mange vilde antiloper,(guiden kalder dem Black Buck - sort buk) ikke mindre en tre af de flotte sorte hanner. Der er agerhøns og vilde kameler - fantastisk. Vi ankommer til den første lille Bisnoi-stamme. Her bor kun en familie i fem lerhytter, og da vi ankommer er familiens ældste ved at trække deres senge ud af et af husene, for at vi skal have noget at sidde på. Vi har en engelsktalende guide med os og han forteller os om Bisnoi-folket. Det er et folk, der for 200 år siden ændrede deres egen kaste ved at gå fra at være jægere til at beskytte naturen og dermed leve 100% økologisk og udelukkende som vegetarianere. Intet levende må slåes ihjel, det vil sige at de også kun bruger døde grene og træer til at bygge med. Det er det eneste folk der ikke brænder de døde og årsagen er at de ikke vil slå træerne ihjel for at få brænde. De har ingen vand og ingen elektricitet. Der er omkring 200 Bisnoi-familier i området her og man gifter sig inden for samme kaste, så udvalget er ikke så uoverskueligt når der skal findes en partner. Næste stop er i en anden landsby, her bor Brahmin-folket. Her ligger der mange huse sammen og de har også deres egen lille skole. Her har de elektrisitet og vi spotter endda en parabolantenne på taget ved den familie vi bliver budt ind hos. De serverer CHAI for os, det er en te med mælk og sukker i rigelige mængder. Det er ikke lavet på flaskevand, men vi bliver forsikret om at det er kogt nok til at vi roligt kan drikke det. Vi smager høfligt på det, men mængden af CHAI begrænser vi. Guiden fortæller os at grunden til at vi bliver budt indenfor og får serveret CHAI er fordi folk her er så venlige og gæstfrie, det er de helt sikkert også - men vi kan godt gennemskue at det også er et spørgsmål om cool buisness. Da vi går ser jeg lige at vores guide vender sig om og rækker den ældste kvinde i familien penge. Det skal lige tilføjes at vores guide selv er en Brahmin, han bor dog inde i byen, men de kender alle hinanden. Det sidste stop er i en tredje lille landsby, få hundrede meter fra vores hotel. Her bliver vi budt velkommen med den traditionelle opiumsceremoni. Vi ser hvordan de laver opiumsdrikken, de ofrer til en af guderne og så er det tid til at drikke opium!! Meningen er at vi skal drikke det af værtens hånd, men det får vi lov til at slippe for, så vi drikker af vores egne hænder. Vi skal drikke tre gange, men jeg må opgive efter bare en lille slurk - fy for den lede. Knud gennemfører ceremonien, og der er ingen sure miner over mit mislykkedes forsøg, tværtimod så griner de højlydt over mit forsøg på at skjule at jeg ikke kan drikke det. Vi køres tilbage til hotellet og slapper af indtil vi smutter over på restauranten for at spise. Maden er ok, men vi hungrer ikke længere efter det indiske køkken. Så er det hjem og i seng, jeg er et par dage bagud med dagbogen, så det skal lige indhentes. I morgen er det min fødselsdag og endnu en kørertur på 5-6 timer venter os, inden vi når Pushkar.

 

Antiloper

Flotte antiloper kaldet Black Buck, læg mærke til den flotte han.

 

 

Kelmtæpper

Karina væver et kelimtæppe.

 

Bisnoi-børn

Et par børn i Bisnoi-stammen.

 

Poolen

Så er der aftenstemning foran restauranten.

 

 

Vandhund

Så skal der bades.

 

Brahmin-landsby

Der lavet CHAI til os på det lille ildsted.

Opiumsceremoni

Vores vært drikker opium af guidens hånd. Velbekomme!!

 

Gartner

En indisk kvinde, der fejer hotellets have for blade.

11. december 2008

I dag er det moars fødselsdag hurra hurra hurra....

Jeg får et rigtig flot halssmykke i hvidguld, af min dejlige familie, et smykke vi fandt i Jaipur. Knud har i går ændret aftalen med Gulbir, så vi skal først køre lidt senere end ellers. Jeg får en luksus-massage lige efter morgenmaden - sikke en oplevelse. Jeg nærmest svæver ud derfra - føler mig som født på ny. Afslappet og blød som en baby sætter jeg mig endnu engang sammen med familien i "vores" bil og lader Gulbir om resten. Vi oplever ikke det store, er ved at være lidt fyldt op af nye indtryk. Da vi næsten er nået frem til Pushkar, skal vi krydse et af de mange bjerge og så skal jeg da lige love for at vi får aber at se. De sad helt tæt langs vejen og flere af dem forsøger at hoppe ind i de biler der kører forbi med åbne vinduer. Vi ankommer til Pushkar Resort, hvor vi skal overnatte - sikke en idyl. Her er virkelig skønt og her gør de meget for at holde stedet fint og rent. Pigerne og jeg går en lille tur rundt i den store have og finder en rigtig flot swimmingpool, beachvollybane, krockethave, badmintonbane, hængekøjer og liggestole i massevis. En rigtig perle bare tre kilometer udenfor den noget hektiske bymidte. Vi tager ind til Pushkar, her ligger Indiens helligste sø, så den skal vi selvfølgelig opleve, men den største oplevelse er de mange turister der myldrer rundt i de små gader. Gulbir har ganskevist advaret os om turistfælderne der er i forbindelse med templet og den hellige sø, og alligevel falder vi lige i med begge ben, men så har vi også både bedt og betalt for vores familie, fremtiden, lykke, helbred og hvad ved jeg. Aldrig har jeg troet at jeg og da slet ikke Knud skulle sidde på en trappe ned til en møjbeskidt sø med en kokosnød i hænderne og bede på hindu, for derefter at smide sukkerperler, sten og blomster i søen, men ikke desto mindre så var det hvad vi gjorde og for at det ikke skal være løgn, så betalte vi for det bagefter. Nu håber vi så at det hjælper ;-)

Hjemme på resortet igen ser pigerne en film, Knud og jeg udnytter tiden til at få læst lidt i de medbragte bøger, det har der ikke været så meget tid til. Vi spiser endnu et indisk måltid på restauranten og i dagens anledning får vi sgu lige en Garlsberg til ;-) Så er det ellers tidligt i seng, for i morgen kører vi til Ranthambhore, der har vi to nætter, så vi glæder os til at få pakket lidt mere ud. Jeg spekulerer lidt på hvordan vi skal have det hele i vores tasker når vi om bare 4 dage skal med flyet til Thailand, men det finder vi jo nok en løsning på.

 

Hellig sø

Pushkars hellige sø

 

Aftenidyl

Fødselaren drikker en Carlsberg

 

 

Cykelsmed

Cykelbutik

 

Handlende langs vejen.

 

 

 

Aftenidyl

Den hyggelige have "by night"

 

 

 

Aber

Aber langs vejen.

 

Blomsterpiger

Thilde plukker blomster til mors fødselsdag.

 

 

Fødselaren

31 år - Ja hvem skulle tro det?

12. december 2008

Vi glæder os over at vores bil er betydeligt mere komfortabel end mange af de finurlige køretøjer vi passerer på vores vej. Vi kører på et tidspunkt bag ved en skolebus, der mildest talt er proppet og så er taget selvfølgelig også pakket med skolebørn, der hænger en stor gruppe drenge fast bag på bussen, mens den kører det den nu kan komme afsted med. I dag vælger Gulbir at køre en omvej på ca. 20 kilometer, så vi kommer endnu engang til Jaipur. Den direkte vej fra Rohet Garh til Ranthambhore er helt støvsuget for restauranter og så er vejen tilmed elendig. Det er umiddelbart svært at forestille sig at vejen er meget dårligere end den vej vi kører, men Gulbir har indtil nu haft ret, når han udtaler sig. Vi er tydeligvis bare for godt vant hjemmefra. Når vi så tilmed betragter hvordan de nogle steder er i færd med at reparere vejene, så er det næsten et mirakel at de overhovedet er til at køre på. Thilde bliver køresyg og kaster igen op, heldigvis er vi fremme i Jaipur da det sker, så vi får en længere pause umiddelbart efter. Vi får frokost på den restaurant vi spiste på da vi kom til Jaipur første gang, men vores lille firben inde på restauranten er gået sin vej - måske kunne den ikke lide lugten i "bageriet". Lidt mad og drikke gør underværker og så er vi klar til endnu tre timer i bilen. Vi ser flere morsomme køretøjer, feks. så har de nogle små lastbiler der forfra ligner Bedstemor Ands og så er de tilmed hjemmebyggede. Fremme på hotellet får vi vores værelse, dvs vores værelser, for her har vi to dobbelværelser med fælles balkon. Pigerne bestemmer sig lynhurtigt for at de vil have deres eget og så må vi to gamle nøjes med det mindste værelse, med det mindste tv og det grimmeste badeværelse, SÅDAN!! Vi låser begge værelser indefra og lader begge altandøre stå ulåst så kan pigerne hurtigt komme ind til os, hvis de får brug for det. Kort efter de er puttet går strømmen, så jeg må lige ind og forsikre pigerne om at der ikke sker noget, nødstrømsgeneratoren bliver startet og så er der igen natlys.

Hele vores Indien-rejse er på turistklasse på nær de to dage her i Ranthambhore, her har vi købt DELUXE-klasse, og tak for kaffe, jeg ville nødigt se budgetklaase her. Aldrig før har vi boet så simpelt og beskidt/slidt. Maden her indtages kun for at overleve og vi har alle 4 frosset i nat. Der er ganskevist en swimmingpool i haven, men den er møgbeskidt, badekaret er krakeleret og beskidt, airconditionanlægget virker ikke, så umiddelbart er det den ene rulle toiletpapir der var på værelset der er LUKSUS. Bemærk dog at toiletruller her er under en cm tykke når de er nye. Det kan lyde som en masse brok og ja skuffelsen er da også til at tage og føle på, det var ikke just det vi havde forventet. Men så er det jo godt at fantasien får vinger på en sådan rejse, så vi er i stand til at grine af det meste. Og da vi erfarer at dynerne foruden et tæppe består af et viskestykke på 2 x 1 meter - så slutter dagen også med en smil.

 

Udrykningskøretøj

Indisk bygget bil.

 

Superlastbil

Hjemmelavet lastbil, meget udbredte på disse kanter

 

Skolebus

En almindelig skolebus.

 

 

 

 

 

Orange

Kvinder i gadebilledet

 

Trængsel

Ca 12 mennesker i en jeep. Bemærk at chaufføren kun har sin ene balle inde i bilen.

 

Brænde

Kvinder henter brænde

13. december 2008

Klokken fire blev vi vækket af den enorme støj fra en nærliggende moske - SÅ HOLD DOG K...

Vi skal tidligt op, vores jeepsafari starter kl. 6.15, så ud af viskestykkerne og i tøjet. Knud har mistet sin jakke - han har glemt den et sted, så vi må deles om det varme tøj vi har. Vi får nogle varme uldtæpper i receptionen og sætter os i Jeepen. Afsted det gik.... inde i nationalparken ser vi to forskellige slags antiloper, vi ser flere hundrede. Der er også vilde langhalede aber, fiskehejre, grønne parakitter og en enkelt blå isfugl ser vi også. Påfugle, vildsvin og en særlig menneskevenlig indisk fugl, der sætter sig på hænderne hvis man rækker dem op i luften, ser vi også i massevis. Knud og jeg ser med sikkerhed en enkelt tiger, den er langt væk og pigerne når ikke at se den, men vi ser alle sammen flere fodspor efter de vilde kattedyr. I eftermiddag får de en chance til. Det er rigtig hårdt at køre i junglen, terrænet er bestemt ikke noget der passer til en svag ryg, så jeg er desværre nødt til at blive hjemme i eftermiddag. Nu ligger jeg så her, efter at have sendt min familie en tur i junglen for at se på krokodiller, tigere og andet vildt, glæder mig til at høre om de har heldet med sig. Det er lykkedes for os at få papirerne ændret, så vores chauffør Gulbir er taget med Knud og pigerne i stedet for mig. Det er ikke nemt at sidde med begge piger, når man også skal fotografere og holde fast i jeepen, når terrænet kræver det. Sidst på eftermiddagen er de stadig ikke vendt hjem - bare de har været heldige. Jeg beslutter mig for at bevæge mig ud i virkeligheden på egen hånd, går en kilometer hen ad gaden, det er stadig lyst og lugten af ko rammer mig som en dyne. Jeg finder et passende tempo og holder det hele vejen, det jeg skal se må jeg se i forbifarten. Hvis jeg stopper herbliver jeg omringet af de mange ivrige sælgere fra de små souvenier-shops. Jeg er ikke utryg, gider bare ikke at købe alt deres tingeltangel. De kalder på mig fra begge sider, men jeg afviser dem alle. En ung mand i starten af 20erne kommer imod mig på cykel, det er tydeligt på måden han diskret fugter læberne at han tager tilløb til at hilse pænt på den blege turist. Good evening kommer det på gebrokkent engelsk med den fineste indiske accent og jeg tager mig selv i bare at svare med et hurtigt og intetsigende Hello. Vil egentlig gerne være høflig, men havde mest af alt bare lyst til at gå en tur i fred og "ro" og der er så mange der hilser, så med tiden bliver man afvisende og temmelig kold. Som Gulbir har sagt til mig så mange gange: "du må gøre dit hjerte koldt" Og han har desværre ret, her duer det bare ikke at være blødsøden. Tilbage på hotellet går det op for mig at det er små fire timer siden de ørte, så nu må de snart være her.

Endelig er de her, og gensynsglæden er stor men nok mest fordi jeg står med nøglen til værelserne og pigerne skal tisse. De har set en sjælden junglekat, krokodiller - endda en ca 3 måneder gammel krokodilleunge, en Blue Bull får de også set - en stor og meget farlig antilopeart der kan løbe op imod 80 kilometer i timen. Men ingen tigere. Lidt ærgeligt, men sådan er det og tøserne tager det ret så pænt. De flyver ind på deres værelse og tænder for Disneychannel. Et bad og en gang aftensmad venter og så er det ellers under viskestykkerne igen (i nat supplerer vi dog med soveposer inde ved pigerne.

 

Krokodilleunge

En lille krokodilleunge på ca. 6 måneder.

 

klar til jeepsafari

Morgentrætte og klar til nogle tigere.

 

En indisk fugl, der er meget menneske-venlig. Denne her sidder på vores jeep mindre end en meter fra os.

Sort antilope

En rigtig flot sort antilope. Her en smuk han vi var ret tæt på. Ca. 10-15 meter.

 

 

Antilope

En af de mange flotte antiloper. En såkaldt summerbuck.

 

Nationalparken

Flot udsigt ud over Ranthambhore nationalpark.

2. jeeptur

Så er det tid til endnu en jepp-safari.

 

Vildsvin

En af de mange vildsvin. En rigtig stor fyr.

 

14. december 2008

Øv for en træls oplevelse at vågne til endnu en indisk morgenmad. Vi skal forlade Ranthambhore fra morgenstunden af og nå helt til Agra. Endnu en laaaaang køretur. Vi skal forlade Rajasthan delstaten og køre ind i Uttar Pradesh. Vi ser ikke længere så meget ud af vinduerne og vi får heller ikke taget helt så mange billeder, men stadig er der ting der får os til at gribe vores CANON og skyde løs. For eksempel sker det kort efter vi har forladt resortet at en stor Bluebull krydser vejen og dermed løber ud foran vores bil. Gulbir har fortalt at de er rigtig farlige, de kan løbe op til 80 km/t. og når de løber ser de altid kun ligeud. De koster menneskeliv hvert år af samme grund. Vi er dog ikke i fare, men bremserne på Toyotaen varmes da lige lidt op.

På vejen stopper vi ved en fabrik med tilhørende salg, hvor de laver sten skulpturer, springvand, stakitter og meget andet. Alt sammen i sten. Vi får lov at se os omkring og for en gang skyld er der ikke en der spørger om vi vil købe noget. Sikke en befrielse. Vi gør endnu et stop ved spøgelsesbyen - Fahstipur Sikri og ser det imponerende gamle slot. Her bliver vi omringet af de mange ivrige sælgere og de er næsten umulige at ryste af igen. De bliver ved med at komme tilbage, som var de alle boomeranger. Vores guide ender også med at få en lettere irriteret opsang (skideballe) af Karina. På trods af, at vi har sagt nej til at aflægge moskeen et besøg og dermed ikke ønsker at betale til velgørenhed for at få hele tre ønsker opfyldt, får han os alligevel ad omveje trukket ind, så Karina pludselig sidder foran en sælger og afviser et såkaldt velgørenhedskøb. Irritationen er til at få øje på og han forstår budskabet. Tilbage med tuktuk og så er det til hotellet.

Vi når til vores hotel og hold da fast. Her er der dørmand der gør honør og åbner bildøren for os. Et dejligt værelse og en god seng at sove i, rent badeværelse og så behøver vi ikke mere. Om aftenen henter Gulbir os for at køre os til en læderbutik. Agra er mest kendt for sine smykker og sine lædervarer, så det skal vi lige se lidt på. Det bliver et dyrt kik, Knud får syet en jakke, vi kan hente i morgen, et bælte og en pung skal han også have og Karina får en taske. Bagefter tager vi på restaurant og i aften har Gulbir lovet at spise sammen med os. Det er rigtig hyggeligt, underligt bliver det at sige farvel i morgen aften - han vil blive husket ingen tvivl om det. Hjem og pakke, for i morgen skal alt være klar til at stoppe i flyet. Godnat og snart farvel til Indien. Meeen i morgen venter Taj Mahal på vores besøg.

 

Hotel Amar

Foran vores hotel i Agra.

 

Bluebull

Vores møde med den store Bluebull, udenfor nationalparken.

 

 

 

stenfabrikken

Et lille udvalg af fabrikkens mindre varer.

 

Fastiphur Sikkri

Fastiphur Sikri

Indisk lastbil

Var der nogen vesteuropæere der sagde effektivisering!!

 

Delstatsporten

Porten der markerer at vi forlader delstaten Rajasthan.

 

Drejebænk

Stenbearbejdning

 

Gadebillede

 

 

15. december 2008

Godmorgen Indien for sidste gang. I dag skal vi se Taj Mahal, vi kører afsted efter morgenmaden og har aftalt med Gulbir at vi vender tilbage til hotellet for at hente vores baggage. Han har skaffet os en guide og vi bliver sat af ved indgangen. Der må ikke kører biler i området, men udbudet af cykelrickshaws og små hestevogne er stort. Vi vælger uden tøven af gå den lille kilometer for en lang køretur og en nat i et fly venter forude. Vi er blevet advaret om at de mange sælgere er meget irige her og at vi skal passe på. De er her det er sandt, men vi har oplevet dem der er værre i går. Vi er ved at blive gode til det her!!

Taj Mahal - WOW WOW det er gudesmukt, virkelig sin titel som et af verdens syv vidundere værd. Vores guide viser sig at have en Mastergrad i historie, så han ved det der er værd at vide og han fortæller på et forståeligt engelsk. Han tilbyder at fotografere os med vores kamera og så skal jeg da lige love for at han går i gang. Han ved alt om hvordan vi skal stå og hvor vi skal stå hvis vi skal holde Taj Mahal - og selvfølgelig skal vi da det. Det er faktisk ret så morsomt at være en af de der lidt fjollede turister.

Tilbage til bilen og så skal vi lige hen for at hente nogle billeder vi har fået fremkaldt som en lille gave til Gulbir. Vores guide er med og hans andet mål skal nu fuldføres, vi skal på det efterhånden så velkendte guideshopping. Jeg siger nej og bliver i bilen, spekulerer lidt over om det mon skaber nogle problemer for Gulbir, men ved samtidig at han højst sansynlig på forhånd har fortalt vores guide at vi er trætte og ikke mindst af shopping. Guiden har dog tilbudt at vise os et sted hvor de laver stenkunst på samme måde som der er brugt på Taj Mahal. Der er selvfølgelig en butik sammen med som vi skal igennem og ikke noget med at gå samme vej ud som vi kom ind, nej vi skal gebnem 1. sal for der ligger Smykkeforretningen og en biks mere. I stenshoppen får tøserne en lille elefant ellers køber vi ikke noget, det er virkelig flot kunsthåndværk, men selve skønhedsværdien er for os ikke så voldsom. Så er det vist pakket pænt ind. Jeg forelsker mig i et smukt armbånd på 1. salen men prisen bliver vi ikke enige om, så vi kører derfra uden.

Hjem på hotellet, spise en god gang frokost og hente vores grej, så er det tid til at finde smykker. Gulbir kører os til en anden smykkeforretning, og her har hver forretning sit eget design, det er ikke som derhjemme. Her finder vi en smuk ring der lige passer til det arnbånd jeg har set og så vil vi hen og prutte om prisen igen. Gulbir sætter os dog af i en monsterstor Smykkebutik. Der er tætte og lukkede jernporte ud til gaden, låste døre og vagter med maskingeværer - OH MY. Aldrig har jeg i mit liv troet at et sted som dette fandtes. Her er ikke en sjæl udover de ansatte og vi følges/serviceres af to ekspedienter selv om det kun er Knud og jeg der er gået ind, tøserne er ude ved Gulbir. De vil ikke handle om prisen og det armbånd jeg godt kan lide er for stort og de kan ikke ændre på størrelsen. Vi kører derfra og sætter kurs mod det første armbånd og for at det ikke skal være løgn så får vi 200 Rubis i rabat fordi vi kom igen. Nu skal vi så have afhentet Knuds nye jakke og se om den passer. Selveste Bill Clinton har fået syet en læderjakke her i butikken, så nu har vi noget til fælles med en af de rigtig store. Jeps den passer og vores kørertur mod Delhi i hæftig trafik kan begynde. Vi får snakket mere end nogensinde med Gulbir, der er så meget vi lige skal spørge om og han fortæller lystigt.

Lufthavnen i Delhi rejser sig foran os og Thailand og et nyt kapitel på vores eventyr er pludselig ikke så langt væk. Et farvel der fra Thildes side bliver et stort og spontant knus til vores søde chauffør Gulbir. Han vil blive savnet og husket som den behagelige og venlige mand han er.

Der går et par timer inden vi kan tjekke ind, og så bliver det igen tydeligt at vi er i Indien. Ud af fem tjekin-skranke er der kun to åbne og her udstedes ingen fartbøder det er helt sikkert. Laaaangt om længe er vi inde på den rigtige side, ingen problemer der, vi finder os noget at spise og så er jagten på en stikkontakt gået ind. Her må da være internet, så vi har mulighed for at kontakte nogen hjemme, meeen vi er jo i Indien. Så her i lufthavnen lukker de for internetforbindelsen kl. 22.00 - men fly afgår og ankommer døgnet rundt. Logikken, spørg mig ikke - svaret må vel bare være Indien.

Pludselig ser vi at der står boarding ved vores fly og vi får lidt småtravlt, det viser sig nemlig at vi sidder i den forkerte ende af lufthavnen, fornemlig pga. noget ombygning. Vi finder kælderen og så skal vi vente igen. Flyet skal afgå kl. 00.05 og kl. 00.08 står vi stadig foran en mand med et ladt maskingevær, så vi gør ingen vrøvl af os. Ser rare og tålmodige ud mens vi venter, pigerne spørg: "er vi kommet fr sent til flyet", "kommer vi ikke med flyet nu", "hvad med vores tasker, er de på flyet". og vi ved ikke en disse. Den bevæbnede sørger for at vi ikke render ud på landingsbanen ikke at det ligefrem trækker i os. Et par ældre herre laver nogle opkald og ser ud som om vi har god tid, de beder os endnu engang om at vente og jeg tænker ved mig selv om det er muligt at gøre andet ligenu. Synes faktisk selv at vi lige præcis står og ligner nogen der venter, intet mindre. Ved ikke hvordan man venter på indisk så vi gør det så godt vi kan på dansk. Og dælme om det ikke virker, der kommer langt om længe en lufthavnsbus og henter os og to andre passagerer, så nu sætter vi kurs mod flyet. Når frem til vores lille fly fra India Airlines og Thailand venter om bare få timer.

FARVEL Indien - Thailand here we come.

 

 

 

Toft og Taj Mahal

Her ses to af verdens syv vidundere. Taj Mahal og OS.

 

Taj Mahal

Fantastisk skønhed. I virkeligheden vender pillerne lidt ud fra bygningen.

 

Gadesalg

Endnu en ihærdig sælger eller rettere to.

 

Stenkunst

Her et lille skrin i hvid marmor med pålimet håndslebne sten. Der er ikke brugt maling her, kun sten der er pålimet.

 

Læderbutik

Ejeren af læderbutikken, en stolt og behagelig herre.

 

 

 

 

 

SuperThilde

Hvem sagde Pippi var den stærkeste pige i verden?

 

Højdespring

Smilla slog rekorden i højdespring!!

 

Soldater

Det er ikke stress, der plager disse vagter i området ved Taj Mahal

 

Stenslibning

Pigerne prøver at slibe sten.

 

 

India airlines

Så er det afgang, 10 minutter for sent - men vi nåede det!!

 Dagbog for Thailand findes her!