Header image  
rejsedagbog    
  HOME ::
   
 
Dagbog fra Thailand

Se dagbogen for Indien og Malaysia

December 2008

16. december 2008:

Uret påstår det er morgen, Smilla og Thilde skal vækkes i flyet, selerne skal på for nu lander vi i Bangkoks store internationale lufthavn. Et kæmpemæssigt byggeri og gangene med de rullende fortov er umulige at se til enden på. Alt er pænt og rent og der er ingen ubehagelige lugte der nærmer sig vores næsebor - sikke en fryd. Effektivitet vi end ikke havde turdet håbe på viser sig allerede ved baggagebåndet. Mens vi står i kø ved paskontrollen ser vi vores tasker ude på den anden side, nemlig på bagagebåndet. Vi er trætte, for os er det midt om natten og vi to gamle har ikke sovet endnu. Den chauffør, der skal køre os til hotellet er ikke kommet endnu, så vi venter små 5 minutter og så er det afgang. Minibussen lugter som havde den været en tur nede i en riskoger - Basmatiris.

Hotel Narai i Bangkok er vores nye "hjem", her er rigtig flot og de har trådløst internet.

Vi får værelset med det samme, et dejligt varmt bad og så i seng. Vi står op ved middagstid, skal jo kunne sove igen i nat. Vi lister ned i lobbyen og planter os på den lille italienske restaurant, Pizza og pastaretter - ikke særlig thailandsk, men lige det vi trænger til.

Vi smutter op på værelset og finder badetøjet frem, poolen skal aflægges et vådt besøg. Der er rigtig hyggeligt i solgården ved poolen og Smilla og Thilde hopper i vandet sammen med far. Vi hænger lidt på værelset, bare slappe af og ellers ingenting. Vi opdager at vi har glemt det værst tænkelige i Indien - Smillas bamse Nini, når man er så langt væk hjemmefra er det et ekstra stort tab. Hun får lov til at låne Thildes bamse og vi trøster så godt vi kan alle sammen. Vi bliver på hotellet hele dagen og aftenen med, ringer lidt via skype og så er det godnat.

 

Rullende fortov

Meget trætte piger på de lange, rullende fortov.

 

 

Poolen

Så skal der endelig bades.

Bangkok lufthavn

Asiatisk udsmykning i Lufthavnen. Manden i baggrunden er kun få meter væk.

17. december 2008:

I dag skal vi ud og se os lidt omkring, målet er at finde servicekontoret og en ny sovebamse til Smilla. Lige udenfor hotellet står de uautoriserede taxichaufører klar med de bedste tilbud, vi snupper en af dem. Ham kører os til floden, hvorfra vi kan sejle ind til Chinatown. Det er en gammel båd, men vi får den for os selv, turen er også så rigeligt betalt, men pyt. På vejen kommer vi på en slags kanalrundfart og ser det hele lidt fra bagsiden. Det er ret så interessant. Vi stopper ved et slangetempel, ser et af de dødsensfarlige shows og kigger os lidt omkring i deres minizoo. Her er der en lille abe, der sidder helt alene i et forholdsvis lille bur, den er helt tam. kommer straks ned og stikker hånden ud til os nede i bunden af buret, vil bare gerne aes lidt. Vi sidder lidt ved den og går videre. En af de ansatte spørger om vi har set den store krokodille, det har vi ikke og han fortæller at den er flyttet til et andet bur end de andre krokodiller fordi den har ædt 8 andre krokodiller. Hyggelig fætter! Vi møder endnu en ansat med en lille abeunge i favnen og vi får mod betaling naturligvis lov til at holde den, den er sååå søøøød. De siger at den er født her på stedet og ja det er den måske. Inden vi går tilbage til båden skal vi lige over til vores abeven og sige pænt farvel - har virkelig ondt af det lille pus. Ved ikke om det var rigtigt at besøge stedet - i så fald at pengene bruges til at forbedre dyrene vilkår, så er de givet godt ud, men det er desværre nok ret tvivlsomt.

Vi sejler videre og passerer en bådbro hvor en flok skoledrenge på 8-11år er ved at gennemtæve en skolekammerat. Da det går op for mig hvad det er der sker, farer der en djævel i mig. Jeg råber for fulde hals over til drengene og selv vores bådchauffør slipper speederen. Jeg tænker slet ikke, råber bare på dansk at de skal stoppe omgående og hvad i hele hule H de tror de har gang i. Det virker, de stopper og jeg kigger længe efter dem. Var de fortsat havde jeg bedt skipper om at vende om, så vi kunne hente den forurettede dreng. Han er svær at slippe i tankerne, ved jo ikke om overfaldet fortsatte de vi var helt væk, men jeg gjorde da i det mindste noget.

Vi når Chinatown, kigger efter bamser mens vi begynder at gå mod servicekontoret fra Jysk, men vi opgiver både at finde bamse og kontor. Fanger en Tuktuk og 3 gang er lykkens gang, endelig en der ved hvor vi skal hen - New Road Guesthouse. Super vi hopper ind, Thailandsk tuktuk-chauffører og engelsk goddag mand økseskaft. Pludselig holder vi i en eller anden gyde foran New World Guesthouse og vores chauffør smiler stolt og tilfreds. Knap så tilfreds er hans kunder dog og med lidt hjælp fra et par ansatte fra guesthouse'et køres vi til vores rette besemmelsessted. Vores chauffør er dog ret så utilfreds med at vi ikke vil betale en halv gang så meget som aftalt, men sådan bliver det. Kort efter vi ankommer skal der være et informationsmøde og vi springer på - vi bliver lidt kloere, bla. finder vi ud af at vi har ca. 15 minutters gang hjem til Hotel Narai. Vi spiser her på Jysk's gueshouse, får dem til at booke os en ekstra nat på Narai og går så hjem.

Thilde og aben

Thilde holder i hånd med den søde abe. Det er lidt svært at sige farvel.

 

 

Bådtaxi

En nyere udgave af vores båd, på klongerne, (flodnettet omkring Bangkok).

 

Slangebid

En dødfarlig giftslange. Ikke en anbefalelsesværdig leg.

 

 

Slangegab

SMIIIL du er på!!! De er fire grandvoksne mænd om at holde dyret og de har godt ved.

 

 

 

 

 

Abeunge

Det lille pus på 6 måneder.

 

Smilla og aben

Smilla og den lille unge.

18. december 2008:

Efter morgenmaden tager vi en taxi ind til Bangkoks store indkøbscentre. Endelig finder vi den sødeste , hvide kaninbamse til Smilla. Vi får købt et par søde sommerkjoler til pigerne, så er "julekjolen" i hus. Vi falder over en MC-donalds og får frokost her. Næste stop er det gigantiske center der rummer alt indenfor elektronik, så computernørder - tag jer i agt. Her er alt og langt det meste fås i kopier til yderst fornuftige priser. Vi har dog kun et enkelt køb vi skal have gjort og det lykkedes da også at finde det i en original version. Nu skal vi bare ud, men hvordan hulen kommer man det. Her er rulletrapper i massevis, antallet af etager kender vi slet ikke, men mange er der det er sikkert. Kan pludselig se udgangen, så nu er det bare et spørgsmål om at komme dertil, det er en udfordring, men vi kommer ud. Ud i stegende hede, snupper en taxi, vi skal ind på servicekontoret. Chaufføren kan tydeligvis ikke læse engelsk så kortet vi har medbragt hjælper ikke det mindste. Han vil have at vi skal ringe til servicekontoret men vi har ingen mobil, vi får langt om længe ringet op for ham, tror ikke han kan se tasterne - virkelig betryggende. Fremme ved Jysk finder vi ud af at de på servicekontoret ikke kan hjælpe os med at finde et hotel på Koh Chang. Øhhh så er gode råd jo dyre....alt hvad vi kan finde på nettet er tilsyneladende booket. Vi går hjem til Narai.

I går købte vi billetter til et stort show - Siam Niamit i Bangkok, så vi springer i en taxi sidst på eftermiddagen, vi skal derud og spise på den tilhørende restaurant. Sikke en buffet - her er noget for enhver smag. Lige indenfor indgangen står de to flotte elefanter - Knud kommer op og svæve i en snabel. Vi træder ind i teatersalen - hold da op - salen er gigantisk og selv om vi er 2-300 mennesker fylder vi ingenting. Det er ikke tilladt at medbringe kamera eller video, alle bliver tjekket grundigt ved indgangen til salen. Det er virkelig et flot show og vi bliver overraskede gang på gang. Pludselig er der en flod midt på scenen, fyrværkeri og enorme kulisser rejser sig på den gigantiske scene. Det er en stor oplevelse og en enkelt uhyggelig scene sætter sig tilsyneladende også i Thilde - i hvert fald plages hun af et ret voldsomt mareridt om natten. Hun vågner op og skriger, jeg kan næste ikke holde hende, men endelig falder hun igen til ro.

 

 

 

 

 

 

 

Så er der dømt Mc Donald's

 

Før showet kan vi hilse på de tungeste skuespillere. (altså elefanterne)

 

 

Elektronik

Slaraffenland for elektronik-nørder og gadget-afhængige

 

Danser

En danser stiller op til fotografering efter showet

19. december 2008:

Morgenen går med at finde et sted vi kan være på Koh Chang. Vi har bestemt os for at det skal være stedet hvor vi slår rod en uges tid og lader tiden gå i stå. Vi trænger for alvor til at få fordøjet alle de mange indtryg, hovederne snurre og en lang morgensøvn står højt på vores ønskeliste. Vi skal være ude herfra Narai kl. 12.00 så vi er lidt tidspresset, men 11.45 lykkedes det at finde et resort gennem et booking kontor i Bangkok. Vi skal nu til Buhmiyama Resort ved Lonely Beach på Koh Chang. Vi hyrer en taxi ved hotellets limousine service - ikke at de kører limousiner men det lyder da flot. Det er lidt dyere end en taximeter taxi, men så er der også seler til alle og plads til vores baggage, vi orker ikke bus og stress lige nu, så det bliver den lette løsning. Vi bliver sat af ved færgen efter en lille sejltur fra fastlandet til Koh Chang, finder endnu en taxi dvs. to bænke på ladet af en pick up, men det virker. Vi skal betale dobbeltpris fordi vi ikke kan fylde taxien op ellers skal vi vente en time på den næste færge og køreturen tager også en lille time - så frem med tegnedrengen og så er vi dem der er kørt. Fremme ved hotellet er vi trætte og sultne. Værelset er rigtig fint, her er rent og en virkelig god service. Vi smutter ned til stranden hvor vores restaurant ligger, spiser aftensmad og uhmm det er slet ikke så tosset det her. Mens vi sidder her hører vi en anden familie der efter at have talt engelsk nu er slået over i at tale dansk og Thilde tager mod til sig og går derover. Thilde aftaler med deres ældste søn Gabriel at de skal i poolen i morgen, så der ses vi jo nok igen. I morgen tidlig skal vi have en god morgensøvn, svømme og solbade og ellers bare udforske stedet her i fred og ro.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Færgen til Koh Chang

Færgen til Koh Chang

 

Solnedgang

Solen forsvinder bag øen mens vi sejler.

 

 

Fiskerbåd

Fiskerbåd

 

Færgehavnen på Koh Chang

 

Bhumiyama beach resort

Vores værelse på Bhumiyama Beach Resort

20. december 2008:

Vi hopper i poolen efter morgenmaden, hvor er det skønt bare at dase. Vi får snakket en masse med Gabriel og lillebror Arthur og mor, far og farmor. Familien er dansk/brassiliansk og bosiddende i Bangkok, farmor Karin er på et længere besøg. Rosane og Peter er super søde mennesker og vi føler os endnu engang enormt heldige at vores vej igen krydser nogle skønne mennesker. Vi får en masse fif og inden dagen er omme er vi inviteret hjem til dem i Bangkok. Vi taler om at vi måske skal holde nytår sammen på en flodpram, hvis der altså er flere pladser på den båd de skal sejle med, men det vil Rosane lige undersøge.

Børnene bader på livet løs og vi nyder livet, får frokost ved poolen. Stranden skal også lige aflægges et besøg og ungerne går i gang med projekt badekar i sandet. De leger rigtig godt - er faldet i hak og det kører bare derudaf, tiden flyver og pludselig er solnedgangen ikke mange timer væk længere. Peter og Rosane hører os til, om vi ikke har lyst til at komme ned på stranden og se solnedgangen sammen med dem, de har en flaske hvidvin vi i så fald kunne gøre kål på, og så er det aftale. Det er virkelig idyl og tropestrand for alle pengene det her - absolut noget man godt kunne blive forfalden til.

Vi slutter dagen af med at tøffe hen på en naborestaurant for at indtage endnu et dejligt måltid til lyden og synet af den smukke strand med de små bølgeskvulp der langsomt men sikkert hvisker fodspor væk - nye bliver sat når de forelskede par drysser afsted langs vandkanten og når børn fra forskellige himmelstrøg smutter ned og leger tagfat med det lune vand.

En dejlig dag slutter og vi glæder os til endnu en dag i morgen.

 

Karina, Peter, Rosane og farmor Karin

 

 

Palmer i haven foran vores værelse.

 

 

 

Thilde leger i sandet om aftenen.

 

Smilla nyder poolen

 

Far bliver lidt i skyggen, og får læst lidt i en bog.

 

Solnedgang

En smuk solnedgang ved Lonely Beach

 

21. december 2008:

Í dag skal vi sige farvel og på gensyn til Peter, Rosane, Karin og drengene. Vi hænger ud ved stranden og springer i poolen et par gange, ellers laver vi ingen verdens ting og ihh hvor er det skønt. De andre bliver og hænger ud sammen med os og kører først afsted hen på eftermiddagen. Planen var at vi skulle have købt lidt julegaver, men det er så varmt at vi ikke orker at gå ud, så vi tilbringer lidt tid på hotelværelset om eftermiddagen og først da solen er gået ned bevæger vi os atter ud. Der er stadig varmt, men nu er det dejligt, solen brænder sig ikke længere ind i huden på os og vi går derfor til den nærmeste lille by. Vi finder ikke rigtig nogle julegavekøb her, men lidt snolder får vi da købt med hjem til juleaften. Vi finder en delvis dansk restaurant og hvad mon vi så bestiller............Pizza!!! Tjaa vi ved det godt selv, du behøver ikke sige noget.

Klokken er blevet halv mange og det er helt mørkt da vi bevæger os hjemad. Vi har ikke fået en lygte med, så vi går i blinde og signalerer, til de få biler og scootere der passerer, med blitzen fra kameraet. Det virker fint og vi kommer helskindet hjem. Godnat og sov godt!

 

 

Værelseshygge

Så slappes der af med Nintendo

 

Badenymfe

Thilde er blevet en rigtig vandhund.

 

 

 

 

 

Ved vejen foran Bhumiyana Beach Resort

22. december 2008:

Vi sover længe, drysser ned til endnu en dejlig morgenmadsbuffet, solcreme i litervis og tshirts med skuldre i og så er det med en taxi til White Sand for at shoppe julegaver. Vi får shoppet lidt og finder så en restaurant, hvor det viser sig at de har wireless internet, så vi får lige tjekket mails, svarer på et par af dem og hænger ellers bare lidt ud. Smilla og Thilde er blevet rigtig modige, det er ikke længere en hindring at de ikke kan tale med nogen, så de går selv op og bestiller is til desert. Det er ulideligt varmt i dag og vi bider af samme grund på den første taxi vi møder - nu vil vi hjem. Vi låner en tegnefilm nede i receptionen til pigerne, det er svært at vælge men valget falder på en skive med ikke mindre end 8 kendte tegnefilm på. Op på værelset, se tegnefilm, læse og ordne lidt på hjemmesiden. Til aften bevæger vi os ned på stranden - gider ikke at slæbe kameraet med, men hvor er der smukt, et ensomt sejlskib ligger ude mellem et par af de små øer ud for stranden. En enkelt stjerne kan ses på himlen og de små insekter spiller op til dans. Vi går hen langs stranden og lytter stille til de små bølgers skvulpen ind mod stranden. Beslutter os for at prøve en restaurant længere henne ad stranden, men hvilket skidt valg. Vi venter nærmest i en uendelighed og da pigerne for længst har fået deres mad og tilmed er blevet færdige med at spise, slipper vores tålmodighed op. Vi vælger at betale for det vi har fået og så går vi hjem til Buhmiyama Resort. Her kan vi få service af høj kvalitet og vi bestiller hurtigt noget aftensmad til Knud og undertegnede. De leverer det på værelset når det er færdigt, så vi smutter op til os selv. Smilla og Thilde vil lige spille lidt nintendo, vores mad kommer og uhmm, det var godt. Vi får pigerne gjort sengeklar, ordner lidt hjemmeside og så er det ellers godnat.

Dejlig pool med havudsigt og palme-skygge. Behøver vi sige mere?

Buhmiyama Resort

Buhmiyama Resort set ude fra vandet. Et skønt lille paradis.

 

23. december 2008:

Vi sover så længe vi kan, nyder at vi ikke skal nå noget. Efter morgenmaden går Knud en tur til nabobyen, han skal have fat i noget godt snorkleudstyr til julegaver. Os piger bliver på værelset, laver egentlig ikke alverden, men tiden går og pludselig står knud igen i døren. Han er helt våd ned ad ryggen, temperaturen er steget og luften virker varm og kompakt. Smilla og Thilde får lokket far med ned til poolen. Da de er smuttet giver jeg mig til at ordne hjemmeside, jeg er lidt bagud, for de sidste dage har stået på ren familieidyl og fuldtids afslapning.

Smutter ned til poolen, kan høre latteren da jeg nærmer mig. Nu da jeg har fået skrevet dagbogen færdig kan jeg mærke at jeg nok var ved at blive lidt småpresset over manglerne. Glæder mig over at jeg med god samvittighed kan hoppe i poolen og lege med min familie, ligge mig på liggestolen og læse i min bog. Vi spiser igen frokost ved poolen, nyder synet, lydene og duften her i paradis. Smilla og jeg går op i lejligheden, de to andre går på stranden. Pigerne har en plan om at eftermiddagen skal bruges på at se endnu en tegnefilm fra receptionens udlån, så de smutter selv derned og får forklaret hvad de vil, låner en film og kommer stolte tilbage.

Mens pigerne ser film, drysser vi to gamle en tur ned på stranden for at se solnedgangen og holde lidt i hånd. Vi køber et par drinks og sætter os i sandet. Her er bare så smukt, aftenbrisen melder sin ankomst og vi sidder sammen og nyder at roen langsomt sænker sig over stranden. Vi prøver at nå frem til hvad vi vil i morgen aften, tager en beslutning og går op for at hente tøserne. I aften skal vi ned på stranden og spise, har bestemt at vi igen går 20 meter hen ad stranden for at spise. Det var her vi spiste i søndags, og de laver rigtig god mad. Det er bestemt ikke pga. deres serviceniveau at man kommer igen, men maden opvajer det helt bestemt. Uhmm dejlig mad og så er det hjem i seng, vi har en lang og oplevelsesrig dag foran os.

 

Solnedgang og fine drinks, det er livet.

Ser vi ikke søde ud?

 

 

 

 

 

 

Og der dyrkes vandsport.

 

Smilla og Thilde elsker de små søde katte på resortet.

 

24. december 2008:

GLÆDELIG JUL. ØV så blev det heller ikke hvid jul i år, nu havde vi lige håbet. Vi har bestilt vores julegave fra Oldemor og Olde-Knud, så vi skal ud af lagenerne. Vi skal nå at spise morgenmad inden motorbåden henter os på stranden for at bringe os ud til det skib vi skal sejle med hele dagen. Da Thilde går udenfor vores dør ligger der to julegaver. Alt tyder på at julemanden har fundet pigerne her. Sikke en dejlig overraskelse.

Sejlturen er fantastisk, personalet på skibet er topprofessionelle og sikkerheden er i top. Der er snorkeludstyr af en rigtig god kvallitet til fri afbenyttelse og maden ombord er ikke mindre en fantastisk. Pigerne har begge to fået et snorkelsæt i morges i julegave, så de glæder sig til at få det prøvet. Vi kaster anker ud for en smuk palmestrand og pigerne og jeg bliver sejlet med motorbåden ind til stranden. Her får de øvet sig lidt inde på lave vand. Næste stop er ude ved et koralrev. Her er 12meter dybt og vandet er så klart at vi kan se bunden fra skibets reling. Vi hopper i, vandet er varmere end hjemme i svømmehallen, så det er nemt nok at komme i. Vi snorkler alle 4. WOW WOW WOW, det er et sand paradis undervand vi er kommet til. Fisk i alle regnbuens farver og lidt mere til svømmer rundt om vores ben og de smukkeste koraller fyldser havbunden. Der er tusindvis af fisk og de er så flotte at man næsten føler sig helt paralyseret. Hvor er det her fedt. Vi sejler videre og kommer forbi en øde ø hvor de vilde aber lever i hobetal, vi sejler helt tæt på og kaster en masse frugt ind til dem. Det får dem til at blive hængene så vi kan skyde løs med vores kameraer. Hjemme igen på resortet ca. 16.30, et dejligt og tiltrængt bad og så i juletøjet. Vi har besluttet at gå til den nærmeste lille by, en god kilometer er der, så det er ikke noget vi ikke kan klare. Her ved vi der ligger en dansk/thai ejet restaurant,og vigtigst af alt at de servere flæskesteg med rødkål, kartofler og brun sovs i aften. Vi skal lige have hævet nogle penge, men da der har været strømsvigt et par timer i dag, virker ingen af de to ATM automater der er i byen og vi har ikke kontanter nok til at spise for. Intet problem i betaler bare i morgen lyder svaret. Vi skal jo desværre bare videre i morgen og det er den stik modsate vej, jamen så låner i da bare lige en scooter af os og så kan i hæve penge i den næste by. Sikke en service, de kunne jo i princippet være fløjtendes ligeglade med os, men næ nej her hjælper vi hinanden. Vi bliver hængende længe, de ar nemlig også trådløs internet, så vi kan lige få ringet hjem til noget familie. Glædelig jul og god arbejdslyst med at pluke ænder, kan vi sige trætte og mætte fra den anden side af jorden eller lige deromkring. Parret der ejer stedet her har en lille søn på 4 år, Aske. Han er en rigtig charmetrold og pigerne falder helt pladask for hans fire små kattekillinger. En skøn juleaften synes de og jeg er vist den der savner min juleand mest.

Hjemme i seng er vi trætte ovenpå en dejlig og oplevelsesrig dag og juleaften. Tak for julegaver og Godnat Koh Chang for denne gang.

 

Thaifun

Thaifun - Skibet vi har været med hele Juleafetensdag

 

Aftenens hit for pigerne var vist de 4 kattekillinger.

 

 

"julemad"

En fantastisk buffet, ombord på båden.

 

Paradis

En af de smukke strande vi sejler forbi.

 

Springet

Knud i frit fald - udspring fra båden, ca. 6 meter.

 

SÅDAN!!!

Og op til overfladen igen.

 

Steg

Karina smowser i flæskesteg og rødkål.

 

 

 

Familien Snork-el

Sikke et kønt syn - altså det under vand.

 

Europæiske sild

Det er godt med en livline, der er lidt søgang og 12 meter dybt.

 

Snorkle-dyr

Far og Smilla er blandt de størte vanddyr.

 

Karinas Familie

Her kan man se hvor Karina har sin begejstring for frisk frugt fra.

 

 

25. december 2008:

Godmorgen paradis for sidste gang i denne runde. Vi pakker vores grej, sidder og nyder synes af palmerne og lader lyden af havets sagte brusen fylde vores øregange. Det er næsten lidt vemodigt at tage herfra, men nye eventyr og nye eksotiske steder venter på vores besøg. Vi har et par julegaver vi lige skal have byttet - det ordner vi på vejen. Vi hyrer en såkaldt taxi da vi igen står på fastlandet, køreturen går til Trat. Her satser vi på at det er muligt at leje en bil som vi kan aflevere i Bangkok om en uges tid, men nix. Øhh hvad så nu, køber noget halvkedeligt frokost og en hulens masse frugt. Vi ringer til Peter og Rosane i Bangkok, holder et lille familiemøde og beslutter så at hyre en minibus til Bangkok. Vi skal give 3000 bath, bussen kan gøre det billigere, men så ender vi på en busstation og kan ikke holde tissepause når vi trænger til det. Vi kører afsted, det tegner ok, efter en halv time svinger vi ind på en tankstation, tænker at vi jo nok skal tanke, men nix. Døren går op og vi får at vide at vi skal af, hmm hvad er det her. Så falder tiøren også for os, vi skal bare skifte minibus og chauffør, ikke noget hokus pokus der. Vores nye chauffør forstår ikke et ord engelsk, så vi satser på at han er godt informeret om hvor vi skal hen. Vi har kontaktet Jysk servicekontor og de har plads så vi kan godt få et værelse. Vi når frem ved 21.00 tiden, trætte og sultne, men pludselig glemmer vi det for en stund. Ud af øjenkrogen ser jeg at Smilla taler med en dansker og ved nærmere eftersyn viser det sig at være en af mine gamle efterskolelærere (Kirsten og Hans). Hans har både haft Knud og mig, så det er temmelig morsomt at rende i hinanden her, skulle jo mene at sansynligheden havde været større hjemme i Vestjylland, men verden synes ikke altid så stor. Vi får vores værelse og så er det tid til noget aftensmad. F... de har lukket køkkenet for i dag, så vi må ud i byen, finder en Indisk restaurant men har sjovt nok ikke den store trang til chiken curry og nan, så vi søger videre. Snupper en taxi til den nærmeste MC Donalds, fylder lidt junk food i hovedet, sludrer lidt med en sejlendes beruset englænder der tydeligvis savner nogle katolikker at fejre jul med, finder den næste taxi og så er det ellers hjem og i seng. Tøserne falder omkuld og vi andre snupper lige et hurtigt bad.

 

 

Taxi

En næsten fuld taxi. Fra Koh Chang-Færgen til Trat

 

Bus

Minibus til Bangkok

 

 

 

 

 

 

Spisepause

Frokostpause og krisemøde på busstationen i Trat.

 

Familien Pedersen

Familien Pedersen på New Road Guesthouse i Bangkok

 

26. december 2008:

Så er det igen blevet flyttedag. vi har vores hyr med at finde ud af hvor vi skal bo. Vi kontakter Rosane og får nogle tip til et godt resort i nærheden af Erawan-vandfaldet, vi får også nogle oplysninger om et biludlejningsfirma de selv har benyttet. Det viser sig at de desværre også har alle biler udlejet, så vi må finde på en anden måde at komme frem på. Vi ender med at booke overnatning på Pung Wann Resort de næste 4 nætter. Inden vi forlader Jysk i Bangkok reserverer vi et værelse fra d. 30/12 - 1/1. Vi spiser vores frokost og så er vi klar til afgang, så langt så godt. Taskerne på ryggen ud på gaden og den første taxi ruller frem, vi bliver kørt til stationen eller rettere Victory monument. Tak skæbne at chauføren er thai, der er ikke mange skilte vi kan læse, så vi må satse på at han hjælper os på rette vej. Og man kan sige meget om thaierne, men generelt er de meget hjælpsomme og ærlige. Vi skal med minibus til Kanchanaburi, præcis som de lokale gør det. De fylder en bus op og når der ikke er plads til flere kører den. Godt 2½ time senere er vi i Kanchanaburi og vi trænger ærlig talt til at komme ud. 12 mennesker i en lille minibus, der lugter af sure tæer og bussen er langt fra lavet til mennesker over 150 cm. Det er lidt mærkværdigt at sidde så mange og så tæt i 2½ time uden der er så meget som en, der væksler et ord med en anden passager. Vi sludrer en lille smule internt, men stilheden smitter, pigerne falder i søvn og tiden går.

Nå men nu står vi så her i Kanchanaburi og skal bare lige hyre en taxi hen til vores destination, have noget aftensmad og i seng. Eller det vil sige, det troede vi. Det viser sig nemlig at vi befinder os ikke mindre end 60 km. fra vores resort og nu koster det at blive kørt dertil. Nu er vi kun os til at betale og taxien skal også have betaling for at køre retur til Kanchanaburi. Det er da altid noget at vi overhovedet kan blive kørt dertil. Ind i minibussen med alt vores grej igen og så afsted. Fremme ved resortet før kl. 20.00 og nu er vi saft susme kommet ud på landet. Godt nok er det mørkt nu så det er svært at se det hele, men vi har en fornemmelse af at have kørt langt væk fra selve cevilisationen. Satser på at det betyder afslapning, fred og idyl. Selve idyllen om ikke andet så da i hvert fald familieidyllen får en lille ridse i lakken, da det viser sig at køkkenet er lukket for idag, så farvel aftensmad. Vi får vores værelse, tømmer en pakke småkager og et par flasker vand, godt det er sengetid nu, så er morgenmaden da ikke så langt væk. Endnu en flyttedag er slut og vi ser frem til 3 hyggelige dage her - cikadernes sang trænger ind gennem de lukkede vinduer og vi kravler i seng.

 

 

 

 

27. december 2008:

Planen var i dag at tage til Erawan vandfaldet og nationalparken. Men herude et sted midt imellem flod, jungle og ingenting vælter det ikke just med taxi'er. Så hvis vi vil derud så kan vi bestille en taxi i receptionen for, hold fast 1500 bath, det er pænt meget hernede og så det er kun for kørsel. Udlejning af scootere er ikke noget man gør noget i her, men dyre transporter til de indfangede turister er der såmen nok af. Øv, det er surt. Vi går til værelset og holder et mindre krisemøde, for hvad vil vi så lige. Vi beslutter af tage på en sejltur på floden i longtailboat op til en drypstensgrotte og videre ud til en mindre bambus-landsby.

Sidder stille på floden, lader vinden taget fat i håret og det smukke landskab af kraftige bambus og høje, stejle klipper passere, mens vores ører fyldes af motorens massive larm. En smuk blå isfugl krydser floden lige foran os og de forbipasserende hilser høfligt. Og bedst som vi befinder os i dette smukke scenarie går batteriet til kameraet dødt. Det skulle jo sikkeret ske en eller anden dag, men det behøver da ikke at være i dag hvor vi ikke har taget det lille kamera med. Vi har den ene mobil med og det er heldigvis den med kamera i, ikke at det helt fjerner ærgelsen, men vi kan da trods alt få et par billeder omend i en noget ringere kvalitet. Øv øv og så er vi videre. Vi har tidligere besøgt en drypstenshule i Kroatien og vi kommer i tanke om, hvor koldt det var. Ups vi har ikke fået trøjer med, står her med bare arme og ben, men vi må jo bare vende om hvis det bliver for koldt inde i grotten. Op ad trapperne, der er mange og vi mister helt pusten. Kan pludselig ikke mærke at jeg har trænet intensivt de sidste måneder inden vi rejste. Pyha pyha, tager et par pauser på vej op, drikker lidt vand og så er vi på den igen, flere trin op og op. Vi sidder lidt udenfor indgangen til grotten, genvinder et normalt åndedræt og får hældt lidt mere væske på. Indgangen til grotten er lav men inde udspiller der sig et fanstastisk scenarie. Ærger os lidt mere over kameraet og nyder så synet. vi ser en enkelt flagermus der tager flugten ind i de mørke og snævre gange, hvor ingen andre kommer. Luftfugtigheden er høj og jo længere ind i grotten vi kommer jo mere hagler sveden af os. Her er varmt som i en bageovn og vi føler os næsten som grillkyllinger. Her er virkelig smukt og grotten er kæmpestor, men ikke noget med at forlade de afmærkede stier. Ude igen virker luften næsten kølig, luftfugtigheden er i hvert fald en hel anden og vi kan igen lukke rigelige mængder af ilt ned i lungerne. Sejlturen videre og tilbage til resortet er en fryd for sanserne. Her er virkelig smukt og vi kan bare sidde her og nyde det. Båden hopper lidt over de små bølger en forbipasserende longtailboat sender afsted. Vi er kravlet helt frem i båden for at komme så langt væk fra bådens motor som muligt. En dejlig oplevelse at se floden på denne måde.

Desværre sker det der ikke måtte ske, vi opdager at det ikke er batteriet på kameraet der er gået dødt, men selve kameraet. Vi må nu nøjes med det lille indtil vi kan få det nye fikset. Det kan betyde at vi tager en ekstra nat i Bangkok, for vi rejser ikke videre før det virker igen. Det er godt at vi skal til Bangkok herfra. I dag har vi aftalt med Peter og Rosane at vi holder nytår sammen med dem i Bangkok, det glæder vi os rigtig meget til. Det bliver helt sikkert et dejligt gensyn og farmor Karin er heller ikke rejst hjem endnu, så vi får endnu en chance for at sige farvel.

Efter en huritg og let frokost hjemme på resortet er det blevet pooltid. Vi bader en god times tid, hjem og slappe lidt af og så over i restauranten for at få noget aftensmad. Service er en by i et meget fjernt land her. Engelsk er ganske vist et sprog, men bare ikke et der er ret mange her der taler eller forstår. Og det var ikke fordi vi bad om et Meatroom whit a towel (citat: Gamle mænd i nye biler) Maden bliver serveret lidt spredt og da min suppe kommer tror jeg min sidste time er nær - HOLD K... hvor er den stærk, og af menukortet fremgik det at den var mediumspicy - Ih tak!!! Lige nu er vi lidt trætte af restauranter, ventetid og langsommelig og upersonlig service, så hellere indkøb og opvask. Det var nok ikke lige det jeg troede jeg ville savne, men der kan man blive så overrasket. Det var så den dag, i morgen vil vi til Erawan vandfaldet.

Longtailboat

"Vores" longtailboat på turen til Lawacave og Mon-village.

 

 

Rafting

En af de mange forbipasserende bambus-tømmerflåder.

 

 

 

Riwer Kwai Jungle Resort, et flydende hotel midt i floden.

 

 

En flok køer på bredden.

 

 

 

 

 

 

 

Riwer Kwai Jungle Resort

Broen fra fastlandet til Riwer Kwai Jungle Resort

28. december 2008:

Sikke en nat, Thilde havde mareridt og skreg i vilden sky ikke mindre end 11 gange i nat og Knud fik for alvor rejsesyge. Han startede lige ved sengetid med at rende i pendulfart mellem seng og toilet, for så at tage en hurtig beslutning om hvilken ende han skulle vende til selve kummen. Hold da op, vi føler os helt udkørte.

Nå men ud af sengene og i gang med en ny dag. Pigerne og jeg beslutter at vi bliver her på resortet i dag, så må vi se om vi ike alle er klar til at køre til Erawan i morgen. Knud er med ovre i restauranten til morgenmad og det var så den dag for ham. Hjem på værelset og sove, kaste op og sove. Vi andre smutter til poolen, der er overskyet i dag, men det gør ingenting, vi kan godt klare endnu en dag uden at blive grillet. Smilla er begyndt at skalle og jeg har fulgt trop. Vandet virker koldere i dag, men vi nyder vandet og tøserne griner og pjatter - der bliver virkelig brændt noget krudt af.

Vi smutter tilbage til Knud, går ned og får frokost og efter møje og besvær lykkes det for mig at få personalet på restauranten til at forstå at jeg skal have noget mad med til Knud og at det ikke skal være Thildes rester. Tålmodighed er en dyd - husk det nu Karina. Lidt senere går vi 3 tøser på legepladsen og Smilla og Thilde hopper i poolen endnu en gang, en lille times tid, inden vi igen går hjem til Knud. Den stakkels mand, han er helt flad. I dag ved vi helt sikkert hvor vi har ham.

Pigerne har fundet en god ven her på resortet, en firbenet en af slagsen og de kalder ham for Sikki. Hunden forstår helt sikkert ikke en lyd, men pigerne er helt eninge om at han forstår når de siger sit, han har tilfældigvis sat sig to gange i forbindelse med deres lille ordre. Men sød det er han helt sikkert og hver gang han viser sig forsvinder pigerne sammen med ham. De møder ham igen ved poolen inden vi går hjem og løber derfor hurtigt afsted igen ud for at finde ham og hans lille hundekæreste. Det lykkedes lidt nemmere til aften at få noget mad med op til Knud. Og så en tur under bruseren og i seng. Smilla og mor skulle da bare lige læse en lille times tid inden vi blev helt udkørte og så godnat.

 

Syge Knud

Den stakkels patient, i et kort øjeblik i vågen tilstand.

 

Legepladsen

Thilde leger på legepladsen inden det er pooltid.

 

 

 

Pooltid

De to dejlige søparpegøjer.

 

Smilla og hunden

Smilla og hundevennen "Sikki".

 

29. december 2008:

Så blev det sidste dag her og det gør faktisk ikke så meget. I dag er vi alle 4 klar igen, i hvert fald nok til at vi alle tager afsted til Erawan vandfaldet og nationalparken. Vi har booket en airconditionbil dertil, da det eneste billigere alternativ er en åben advogn og turen er på ca. 60 km. og vi skal jo også retur igen. På vej til Erawan stopper vi ved en dæmning, vi finder det ikke specielt, men kan se at der er en del turister og også en del thaier. Vi snupper en is og så er vi på vej igen. Fremme ved nationalparken starter vores opstigning. Hold fast hvor er det varmt og hårdt. Ikke at benene syrer til, men varmen gør det rigtig hårdt. Sveden hagler af os og pigerne glæder sig rigtig meget til at bade i vandfaldene og de små søer, men ak. Der er massevis af fisk og de er ikke helt små alle sammen. Fiskene kommer hen og sutter på tæerne, så Smilla og Thilde mister pludselig badelysten. Smilla, Thilde og jeg når til det 5. ud af 7 vandfald og så giver vi op. Det er helt sikkert smukt, men som Smilla så rigtigt siger så har vi set det der gjorde større indtryk. Det her kan ikke måle sig med Plitvice og Krka nationalparkerne i Kroatien. Knud derimod skal lige have det sidste med, så han kæmper sig op til det syvende og sidste vandfald i et temmelig kuperet terræn. Det er ikke uden grund at en flok soldater/rangers på omkring 30 mand, er herude for at træne. Vi bevæger os tilbage mod parkeringen og så er der også gået næsten 3 timer og vi har ikke holdt mange lange pauser. Vi finder en lille udendørs restaurant og bestiller noget forgrillet kylling. Man skal ikke tænke så meget over at det ligger der i solen og hygger sig, imens noget der mest af alt ligner fire gamle flaskebørster der er dyppet i tjærer lystigt snurrer rundt ovenover. En lille Storm P. opfindelse der skal holde de værste indsækter væk. Og når vi så sætter tankerne om køkkenhygiejne, smilies og levnedsmiddelkontroller helt over styr, så smager det fantastisk. Pigerne spiser med stor velbehag og det samme gør vi to andre. Så må vi håbe på at vi kan tåle det. Tilbage til resortet og så er det pooltid, pigerne skal have revance, når nu vi ikke fik badet ved Erawan og i poolen er der næppe nogen der kommer og sutter os på fødderne.

Åhh hvor er det skønt at hoppe i poolen og plaske rundt med udsigt til bjerge og palmer. Her er en vandrutchebane, den er ikke voldsom høj men den slutter en meter over vandoverfladen og den har et knæk der sender folk langt ud i poolen. Smilla vil egentlig gerne prøve men ved ikke helt om hun tør. Da Knud og Thilde er gået hjem tager hun mod til sig, for som hun siger så er det jo sidste chance nu, i morgen skal vi videre. Hun springer op til toppen og med baderingen om maven sætter hun af. I fuld fart går det, nedad og så bliver hun sendt afsted som en lille raket ud i poolen. Et kæmpesmil og så er hun klar til endnu en tur. Efter en hel del ture tøffer vi hjem, et dejligt bad og så kalder aftensmaden. Vi fejrer at vi tager herfra i morgen med en dessert, til lyden af den phillipinske sanger, der bliver afløst af et par små turister der forsøger sig med et par Abba sange. Vi slår os ned et øjeblik, betragter de små sangerinder og falder i snak med deres lillebror, far og mor. Nå men selv om det egentlig var ret så hyggeligt at slure lidt, så må vi hjem på værelset, vi skal afsted i morgen efter morgenmaden, så vi skal have pakket inden da. Vi har valgt at tage bussen til Bangkok, vi bliver nødt til at spare et sted og alternativet er ret dyrt. Men hvad er også lige problemet, hvis thaierne kan tage med bussen herfra til Bangkok, så kan vi jo også. Og det var jo også sådan vi kom hertil - næsten uden problemer. Vi er klar til at vende tilbage til Bangkok og glæder os til af komme tilbage til civilisationen og ikke mindst til et sted, hvor man kan gøre sig forståelig på engelsk.

 

buddha

På vej ud til Erawan, var vi oppe ved en stor dæmning, hvor denne buddha-figur var opstillet.

Erawan nationalpark

Indgangen ved parkeringspladsen.

 

Vandfald

Et af vandfaldene i Erawan, vandstanden er ikke på sit højeste.

 

Erawan

Familien tager en kort slapper inden næste opstigning.

 

"Restaurant"

Vores middag, læg mærke til de sorte "flaskerensere og cd-rommer der drøner rundt ovenover - velbekomme!!

 

Pool

Tre tøser der nyder en dukkert uden nærgående fisk.

30. december 2008:

Øv øv og atter øv. Smilla startede med at kaste op før vi var faldet i søvn, så det blev til endnu en nat med lidt for meget aktivitet af den mindre fornøjelige slags. Vi skal med en minibus herfra kl 10.00 og så går der en direkte bus fra Sai Yok (den nærmeste by) til Bangkok. Da vi så skal tjekke ud får vi pludselig at vide at vi skal betale kontant for de to ture vi har været på, og at det koster 7% at betale med kort. Vi har kun lige præcis kontanter nok, så nu har vi så ingen til bussen. I behøver ikke at gætte på om Karina var nær det røde felt - det var hun. Vi forlader stedet og så skal vi jo lige nå forbi en ATM (hæveautomat) Der er to i byen og den der ikke er en kø på mindst 6 mennesker er tom og da vi vender tilbage til den første automat er køen vokset med yderligere 5 mennesker. Det er vel unødvendig at fortælle at vi ikke nåede den direkte bus. Sidder så og venter små 10 minutter på den næste bus og spekulerer på hvad det mon kommer til at betyde for vores tur tilbage til civilisationen. Bussen kommer og hold da op, sikke et køretøj. Havde den holdt stille ville vi nok have gættet at det var en antikvitet, der ikke havde kørt i adskillige år. Vi rumler afsted med åbne døre og vinduer, i det gamle spøgelse, men bare det går i den rigitge retning så er vi sådan set glade. Den næste der stiger på kommer slæbende med en sæk med vel nok ti kokosnødder i, den næste har en rygsæk, en riskoger og en sæk med ti kilo ris, den næste besynderlige "madpakke" består af en stor pose med et par kilo 50-80 cm. lange, grønne bønner. Ved siden af os sidder der en munk og lidt længere fremme i bussen sidder der en dame der rejser sammen med en due og alligevel bemærker vi at det trods alt er os der skiller sig mest ud. Vi skal kun med denne bus til Kanchanaburi og så skifte til en anden bus derfra og til Bangkok. Fremme i Kanchanaburi er der ikke mindre end 3 der spørger os hvor vi skal hen og den sidste holder bussen tilbage for os, en hjælpsomhed der er uvuderlig som rejsende med børn og ikke mindst når den ene er syg. Smilla kaster op 1-2 gange i timen og er slet ikke i stand til selv at slæbe noget baggage. Hun har stort set ikke sovet i dag, så vi andre leger pakæsler og sender en kærlig og solvarm tanke til vores skytsengle eller hvem det nu er der søger for at alt ligenu går glat. Bussen til Bangkok minder mest af alt om en dansk turistbus fra først i firserne der så lige er peppet lidt op med nogle fine vinrøde plyssæder og nogle "elegangte" thai-gardiner. Men det kører og vi snupper bagsædet, hvor vi får lov til at brede os hele vejen "Hjem" til Bangkok. Smilla får sovet og vi andre slappet af og vendt nogle tanker.

Sidder her i bussen og lader tid være tid, den går jo fint uden min hjælp. Bussen ruller og vi bevæger os stødt og roligt til næste base. Det er lidt pudssigt - danskere og thaier er måske alligevel slet ikke SÅ forskellige. Endnu en passager stiger på, sætter sig på det næste ledige dobbeltsæde - præcis som når vi stiger på et offentligt transportmiddel hjemme i lille Danmark. En thai kan godt kigge lidt på os, men enten smiler de og sender blikket der siger søde børn, eller også bliver de lidt forlegne. Her glor man ikke, det er faktisk muligt at være privat og respekten for hinanden ligner også langt mere noget vi kender. Thailand er meget anderledes og så alligevel ikke. Det er givende for krop og sjæl at få øjnene åbnet langsomt op og det giver en ro at sidde her og få oplevelser, iagtagelser og livet i sin helhed perspektiveret. Verden er stor og på mange måder samtidig så lille. Tilfældigheder i livet beriger det i en grad der til tider er ubeskrivelig. Vi sidder bare her og lader omgivelserne fylde vores sanser og glæder os til at vende "hjem" til Bangkok, hjem til vores nye dejlige venner. Et nyt og spirende venskab, opstået ved en tilfældighed, ubeskriveligt berigende og tilvalgt som noget der skal fortsætte.

Bangkok - 400 bath fattigere og så lige en taxitur, ahhh endelig "hjemme" igen. Værelset er kun et tripleværelse og hvis det ikke var fordi dobbeltsengen kun er en lille trekvart seng og at vi ikke har sovet fornuftigt i 3 nætter, så var det tåleligt. Vi vælger at leje et ekstra dobbeltværelse for hold nu fast 75 danske kroner. UHA nu fråser vi. Tøserne sætter sig og ser en film på værelset efter aftensmaden og vi to gamle smutter nedenunder og deler to ½ liters Changbeer - nu skal vi sove som små engle i nat - godnat.

 

 

Luxusbus

Dette flotte køretøj kørte vi i de første 60 km.

 

 

Smilla kaster op flere gange undervejs.

 

 

 

 

 

 

 

En glimrende tur, selv om loftbeklædningen ikke er hel intakt.

 

 

 

 

 

Læg mærke til de fine ventilatorer i loftet. Dem der virker bliver startet når bussen holder stille.

 

 

 

 

 

 

Superluxusbus

I Kanchanaburi kommer vi over i dette luxuskøretøj med aircondition.

 

 

 

 

31. december 2008:

Byen vågner og det samme gør vi, klar til en ny dag, har sovet fantastisk alle 4. Nu bliver det en dejlig dag. Vi nøler lidt rundt og når ikke rigtig noget, pludselig er klokken blevet 11.00 og vi skal jo ud til Peter og Rosane. Får ringet, sender lige en nytårsmail hjem til venner og familie og så skal vi afsted. Der er rigtig mange chauffører der ikke kan læse og forstå de vejnavne m.m. hvis det ikke står på thai. Men fordi vi har adressen på engelsk og på Thai, så er det den adresse der har været hurtigst at forstå for chaufføren, og det er på trods af at vi skulle 20 km. udenfor centrum.

Vi kommer kun lige indenfor døren så er børnene i fuld gang. de hopper i poolen ude i haven og griner og hygger sig, som havde de kendt hinanden i flere år. Vi andre snakker og hygger os omkap med de yngste, vinderen er endnu ikke kåret. Tiden går og snart skal vi til gøre os klar til aften. Vi snupper et hurtigt bad, temperaturen er lige steget et par grader siden i går, så vi småkoger lidt.

Nede i Klubben/restauranten er der en buffet med alt godt til den internationale gane, et par af peter og Rosanes venner der også oprindelig kommer fra Brasilien tilslutter sig og vi kører lidt rundt i de tre sprog. Børnene derimod finder en fælles melodi og Gabriel fungerer sikkert lidt som oversætter mellem dansk, engelsk og portugisisk. Vi kører til floden, hvor den fine lille festbåd ligger klar. Ombord er der lidt snacks, hatte, bordbomber m.m. og floden er pakket med flotte og udsmykkede både. Vi har levende musik ombord og der udtrækket gevinster på biletnumrene. Vi vinder og heldigvis til Thildes ærgelse ikke en af de kvadratmeter store bamser. En rigtig fin håndlavet trææske med elefanter på, så nu bliver vi snart nødt til at sende noget pakkepost hjem til Danmark.

Fyrværkeriet lader vente på sig, her er det ikke tilladt for private at have fyrværkeri, så først kl. 00.00 går det løs. Vi befinder os på båden sammen med alle de andre, tæt på Bangkok centrum. Vi hopper ind i det nye år og sender så en tanke hjem til lille Danmark hvor vores majestæt Dronning Margrethe II netop har sat sig foran kameratet. Vi er vidne til et enormt show, store flotte serier af gigantiske raketter springer ud og lader den natmørke himmel forandre sig til et farvestrålende kunstværk. Det hele er ovre efter 15 minutter, men det var 15 fantastiske minutter. Vi savner vores kamera, men nyder selvskabet og udsigten i fulde drag. Kl. 01.40 er båden tilbage ved udgangspunktet og vi vælger at tage en taxi herfra hjem til vores guesthouse, selv om vi selvfølgelig er inviteret til at sove hos både Peter og Rosane og ovre hos deres basilianske venner. Gæstfriheden er enestående for os, men meget brasiliansk almindelig siger Rosane. Vi skal tjekke ud af vores værelse inden kl 12.00 i morgen, så vi må hellere tage "hjem." Tusind tak for en fantastik dag, aften og nat.

 

Børnene blev lynhurtigt enige om at poolen skulle afprøves.

 

 

- sammen med en masse andre primært udlændinge.

 

 

Et af de få billeder fra båden inden kamera 2 løb tør for strøm.

 

 

 

 

 

 

 

Nytårsaftensmiddagen indtages på restaurent -

 

 

 

Og ombord i båden kl. ca. 20.30

Januar 2009

1. januar 2009:

Godt nytår.

Vi har ikke de vilde planer i dag, men skal selvfølgelig have købt os et nyt kamera. Smilla har et stort ønske om at se det store Siam Ocian World, så det skal også prøves.

Vi er ved at drukne i vasketøj, har ikke boet et sted siden Koh Chang, hvor vi kunne hænge tøj til tørre, så der er ikke blevet vasket. Det er ved at være svært at finde noget rent tøj, så vi vælger at aflevere vores tøj til vask på vores guesthouse. Der er rigtig meget og så har vi endda undladt næsten alt det hvide og helt lyse tøj, samt en knaldrød og næsten ny t-shirt. Ikke fordi den ikke må blive forvasket, men vi vil ikke risikere at gå i lyserødt tøj fra nu af. Så nu venter vi i spænding.

Vi tvinger os selv igang fra morgenen, er lidt trætte men tiden kan heller ikke rigtig stå stille når nu vi er i Bangkok. Springer i en taxi og så afsted. Taktikken er Siam Ocean World først, så må vi lige måle familietemperaturen efterfølgende. Det er helt sikkert en god oplevelse, det er ret så stort og der er gjort meget ud af de forskellige kulisser. Vanddyr vi aldring har set, end ikke på tv. Her er fotos af endnu ikke klassifiserede fisk/havdyr, store hajer svømmer roligt over vores hoveder side om side med de store rokker. Nemo og hele hans klovnefiskefamilie bor her selvfølgelig også og Thilde prøver at røre ved en levende slange. Vi slutter vores besøg af med at se en 4D film i deres biograf. Filmen bliver fortalt af en gammel skildpadde og starter stille og roligt, men sådan varer det ikke ved. Der er nogle ret vilde effekter og alt imens vi sidder og ser på en masse store, elektriske ål der kommer nærmere, kommer der pludselig luft og plastikstrimler ud under stolene og selve sædet snurrer som om vi får stød. En enorm stor haj kommer direkte imod os og alt imens hajen hurtigt åbner gabet bliver vi kastet forover i stolene. Så nu har vi altså provet at miste hovedet til en haj. Og sådan fortsætter det, Thilde har fundet vej til mit skød og jeg skal da også være den første til at indrømme at jeg indimellem lukkede øjnene og lige fjernede briller et par gange, bare kort men for lige at sikre mig at de kæmpe undervandsdinosauere rent faktisk bare var inde på skærmen og ikke helt oppe i hovedet på mig. Det var lidt voldsomt og pigerne var helt eninge om at det er sjovere i Legoland, der bliver man nemlig ikke spist. En hurtig tur på MC-Donalds og så et kort familiemøde. Pigerne vil helst hjem på hotellet igen og jeg kører med dem hjem. Knud tager en tur i Phanthip Plaza - elektroniknørdernes paradis. Hans mission er at finde et nyt kamera. Hjemme på hotellet ser vi tre tøser en super god dansk film på computeren - Frode og alle de andre rødder. Ringer til Knud, han er stadig ikke kommet ud af centeret, så vi andre smutter ned og spiser alene. Efter tre timer vender han hjem igen, med et nyt kamera. Så nu er vi klar til flere storslåede scenarier og fantastiske oplevelser.

Pantip Plaza

Panthip Plaza, et mekka for elektronik.

 

Et af de få skarpe akvariebilleder.

 

 

Thilde tør godt røre ved en Phyton, i modsætning til mor.

 

Fotobutikken

En af de ca. 15 fotobutikker i Panthip Plaza, derudover er der adskellige småbikse der har et bredt udvalg af elektronik og herunder også lidt fotoudstyr.

 

 

 

 

3 Sild, og en masse andre fisk i baggrunden.

 

 

 

Haj

En haj på ca. 2 m

Bonkok by night

2. januar 2009:

Vi sidder og hænger lidt fra morgenstunden, forsøger at finde ud af hvad vi skal i morgen og de næste dage. Smilla og Thilde snupper hver en computer og får fyldt deres behov fro at spille Y8 op. Det tyder på at vi kan leje en bil ved et firma vi har fået anbefalet af Peter og Rosane, så det er jo rigtig godt. Vi lægger lidt planer og så er det tid til at hente vores tøj. Kl. er blevet 12.30 og tøjet er ikke færdigt får jeg at vide. I går hed det sig at jeg kunne hente det kl. 12.00. Nu skal det ikke lyde som om at jeg bare vil finde noget at brokke mig over, men vi har et problem, fordi vi vil på tempelbesøg og evt. også en tur ud på Grand Palace. På det sidstnævnte sted er der en stram dresscode og den kan vi ikke leve op til før vi får vores tøj retur. Altså kan vi ikke komme nogen steder. Jeg får tøjet, eller dvs. halvdelen og hun ser undrene ud da jeg påstår at det kun er der halvdelen af det. vi har afleveret det i pigernes flybacks og de mangler også, tøjet er kommet retur i en plastpose. Det er næsten alt pigernes tøj der mangler og ud af 16 par underbukser har vi modtaget et par af Knuds thights. Jeg får så vores flybacks og et lærredsbælte der hører til knuds shorts - så må det da være godt. Jeg bliver lidt demonstrativt stående og fylder dermed det halve af skranken i receptionen og lige nu er der egentlig travlt. Det virker åbenbart for nu er der ikke mindre end to der springer rundt for at finde vores tøj. Nu mangler der kun et par cowbobukser til hver af pigerne, de er ikke lige helt tørre endnu. Vedholdenhed og tålmod - Karina du lærer det måske nok.

Vi skifter tøj og finder alt det vi skal have sendt hjem af nyindkøbte ting og sager. Går til posthuset, for så at konstatere at der er lukket frem til den 4. januar, så vi kan ikke sende herfra. ØV tilbage til vores guesthouse, op på 3. sal med poserne igen og så ud i en taxi.

Vi kører til Wat Po - her er den store liggende Buddha. Det er et facinerende syn, den er enorm og ser helt majestætisk ud som den ligger der og troner med sit guldbelagte ydre. Vi donerer lidt til templet og får som tak et bæger hver med småmønter som vi så skal smide i de opstillede kobberskåle langs væggen. At smide en mønt i hver skål bringer selvfølgelig lykke, mon de andre tror på det eller gør det, som os for at prøve at være lidt inde i en fremmed kultur. Resten af templet er meget større end vi havde troet og det indeholder flere forskellige buddhafigurer. Der er en Buddha for hver af ugens syv dage og de er alle at finde her, den liggende er fx. tirsdagens buddha. Vi møder nogle noviser og sidder også sammen med nogle udlærte munke inde i et af templerne. Vi har betalt os til en guide, og vi erfarer at en guide her har samme dobbeltmotiv som en guide i Indien, vi skal nemlig lige med en tur udenfor murerne for at se på en gadebod. Vi afviser at købe noget, betaler guiden og så er næste stop middagsmad.

Vi forlader Wat Po til fods og det tiltrækker, lad os sige en hel del tuktuk chauffører. Vi finder ikke noget sted at spise, så vi ender med at tage en taxi til MBK - et kæmpe center med masser af kopivarer og fornuftige priser. Vi får frokost på restaurant Sumo inde i centeret, en dejlig steak til os og tøserne får pizza. Vi shopper lidt tøj til Smilla og Thilde, lidt makeup til Karina og ellers går vi bare og kigger lidt. Kl. er blevet 19.00 så vi finder en taxi hjem. En lille hurtig gang aftensmad og så finder vi ud af at det ikke er lykkedes for os at leje den bil. Nu går resten af aftenen med at finde en anden løsning, for hvad gør vi ellers. Vi surfer løs på nettet, Karina putter pigerne og til sidst finder vi en løsning, vi får held af at leje en mindre bil, den kan godt nok ikke afleveres i Phuket, som vi gerne ville, men vi forkorter bare lejetiden og afleverer så i Hua Hin. PY HA.....det var godt at finde en løsning.

 

Uhmm hvor er vi tørstige - SKÅL!!!

 

Verdens største liggende Buddha-statue 15 m høj

 

 

 

 

Tøserne powershopper.

 

 

 

Og 46 m lang.

 

 

Her kastes mønter i kobberkrukkerne - Held og lykke.

En bedende Munk i et af templerne.

En Bangkok tuktuk i fin stand.

 

3. januar 2009:

Vi får pakket vores tasker sammen og gør os klar til at tage til lufthavnen for at hente "vores" nye bil. Vi når kun lige udenfor døren og der holder en taxi der netop har smidt sin passager af. Nemmere bliver det ikke. Lufthavnen, det kan de fleste taxichauffører både forstå og finde - og vores er ingen undtagelse. Da vi er fremme ved lufthavnen peger vi over mod ankomsthallerne og chaufføren må have tænkt at vi er helt galt på den, han forsøger endnu en gang at holde mod venstre og dermed mod afgangshallerne og vi insisterer på det modsatte. Vi får vores vilje og han kører sansynligvis derfra med en tro på at vi lige har skabt os selv noget værre bøvl.

Vi tre tøser bliver ude ved vores baggage og Knud render ind for at hente bilen. Det firma vi har lejet en bil af via nettet, kan pludselig ikke levere den personbil vi skal have, i stedet kan vi få en 4-personers ladvogn. Ikke tale om - heldigvis står vi i lufthavnen, så der er flere andre muligheder. Vi lejer en TOYOTA (hvad ellers - der er næsten ikke andet) og held i uheld, så kan vi her aflevere længere mod syd, så vi lejer bilen i 7 dage. Sikke en fantastisk følelse. Nu skal vi ikke længere vente på nogen og vi kan selv bestemme over tid og sted og ikke mindst så giver det os en større mulighed for at gå på oplevelse. Vi vender snuden mod nordøst - rettere Khao yai. Det tager lige et kvarters tid at finde ud af bangkok forstæderne, men så kører det også for os. Vi nyder det i fulde drag, gør et holdt på en tankstation og får nogle yderst besynderlige hotdogs med kolde pølser i, hmm man kan jo blive sulten nok. Videre og vi når Khao Yai ved 16.30 tiden, bruger lige lidt tid på at finde et sted at bo. Vi ender på Juldis resort og spa, nok det dyreste hidtil på vores rejse. Vi har valgt et noget dyrere værelse, ikke noget vi har råd til at gøre ret tit, men alternativet var et værelse med to enkeltsenge og så en ekstra seng. Det virker ikke og vi ved jo at vi kun bliver de to nætter. Ihh hvor er her fint og så er der ingen tissemyrer hverken på værelset eller på vores badeværelse - gad vide om man kommer til at savne de små bæster, næppe.

Der er et steakhouse her inde på hotellets område, så vi vælger at gå derover og spise til aften. Klokken er næsten 20.00, da vi får os snøvlet derned. Levende musik, frøer der taktløst kvækker til og lyskæder i massevis der elegant hænger ned fra de grønne trætoppe. Det er ren idyl og vi får de møreste steaks - importeret kød fra Australien. Musikerne kommer ned til vores bord og vi får mulighed for at vælge hvad de skal spille. De kender desværre ikke Carole King, men Eric Clapton kan de dog spille et nummer med. De er faktisk slet ikke så tossede til at sprede en rigtig dejlig stemning og specielt guitaristen har en rigtig dejlig stemme. Tøserne bliver trætte og vi går op til os selv, finder vores senge og så er det ellers godnat. I morgen venter der nye oplevelser.

 

En stribe Bangkok taxi's ved lufthavnen

 

Nogen kaldte det en hotdog, tjaa.

 

 

Her i Thailand kan de virkelig lave reklamer der er til at få øje på.

 

 

 

 

"Vores" nye fine Toyota Altis

 

Trafikken kører i vores bane, men snegler sig i en lang kø så langt øjet rækker i modkørende side.

 

 

3 af de 4 musikere på restauranten på Juldis resort og spa.

4. januar 2009:

Ligger i sengen, gnider øjnene, har sovet som en engel. Den beroligende lyd af fuglekvidder i en hel farvepalet af toner trænger ind gennem ruden. Det bliver en skøn dag. Vi når ikke ned til morgenmaden før Karina kaster op, hvad skal det nu til for, det gik jo lige så godt. Hun springer måltidet over, hviler sig lidt og så må vi lige se tiden an. Et par timer senere er vi alle klar til nye udfordringer, vi starter med at tage en ½ time på elefantryg. Det er rigtig hyggeligt, ikke at vi kommer helt ind i decideret regnskov, men det er bestemt en god oplevelse alligevel. De har en babyelefant på 3 år, hun er rigtig sød og efter vores ridetur køber vi en pose Majskolber vi kan give til elefanterne. Den lille får to små og de store majs går til de et par af de store elefanter. Herfra kører vi til selve indgangen til nationalparken, taler med en mand i noget der kunne være en reception. Vi laver en aftale her om at blive kørt til den store batcave (flagermusgrotte) kl. 16.30, indtil da vil vi ind i nationalparken. Her er rigtig smukt og vi ser en masse aber, en enkelt antilope og en helikopter bliver det også til. En hutrtig frokost og så må vi videre. Vi parkere et sted og går lidt ind i junglen, bliver på en sti så vi kan finde tilbage igen, kommer til et meget lille vandfald. Det er ret så facinerende så høje og majestætiske træerne står der, man føler sig næsten lille som en mus. Men desværre kun et kort øjeblik, så går virkeligheden atter op for en, når man skal slæbe hele sit korpus op ad den ene trappe, ned af en lille skråning, under et væltet træ og over det næste. Pyha pyha. Vi gør et enkelt stop mere inden vi forlader parken, nemlig ved en hængebro. Pigerne og Knud har ingen kvaler med at komme over, 1 2 3 og løb. jeg vælger den noget mere rolige metode, hold fornuftigt fast i gelænderet og prøv at undgå søsyge. Vi kommer over, med det ene formål at gå tilbage igen, det skulle bare lige prøves og det blev det så.

Det siges at der skal være over en million flagermus der forlader den grotte vi er på vej ud til ved solnedgang, ca. 17.30. Vi når derud lidt før, som de eneste, tænker på om det nu også er her. Chaufføren har haft lidt svært ved at finde det, men så kommer der flere. Vi lytter lidt til hvad der bliver sagt i de andre grupper og følger efter en stor flok. Klokken bliver 18.00 og så sker det. De første flagermus forlader grotten og de sultne rovfugle hænger klar i luften ovenover. Efter et minut er himlen sort og en susen som var det havets bølger der slår ind mod stranden hænger over os. Der er ikke en million der er uden tvivl mange millioner flagermus. det er et fantastisk syn. I en ½ time myldrer det ud med de små flyvende væsner. De har retning mod junglen, her venter deres aftensmad - insekter i massevis. Indimellem skifter de retning, dog forbliver de i deres stime, måske er det for at narre fjenden.

Her ved Khao Yai er der tilsyneladende en eller anden form for cowboykultur, i hvert fald spiser vi aftensmad på et cowboy steakhouse og bagefter går vi over gennem en cowboy festivalplads. Vi kan se på plakaterne at festivalen var fra den 29/12 - 2/1, men det er ikke til at se. Her sælges cowboy boots og alt andet tænkeligt med lidt western over sig, der er levende musik og folk sidder bænket på halmballer og spiser helstegt pattegris. Der er en ok stemning, men vi skiller os noget ud. Vi er helt sikkert meget velkomne, men bare et særsyn lige her. Så vi går bare nysgerrigt igennem og kører derefter hjem. En rigtig dejlig dag, med nogle rigtig gode oplevelser og ikke mindst, så var det et uforglemmeligt syn ude ved flagermusgrotten.

 

 

 

En stime af flagermus i millionvis.

 

 

 

Karina og Smilla på elefantryg.

 

Babyelefanten vi købte majskolber til, trutter pænt tak.

 

Thilde på fotosafari på egen hånd

 

 

Flagermusebjerget ½ time før det går løs.

 

Et familieportræt i solnedgangen ved flagermusegrotten.

 

 

 

Knud og Thilde i floden på elefant.

 

 

 

Her er et af resultaterne.

En lille flok bavianer på hængebroen i Khao Yai nationalpark.

 

En heldig fyr, der har reddet sig en god gang frokost.

5. januar 2009:

Pigerne starter dagen med en dukkert i poolen efter morgenmaden. Vi pakker sammen og så vil vi videre. Vi har taget en beslutning om at køre til Ayutthaya, hovedstad og kongedømme i det tidligere Siam. Et af de største historiske områder i hele Thailand, så det vil vi lige aflægge et besøg. På vejen skal vi ind forbi den store hvide Buddha, den største siddende af sin slags i hele Asien. Efterhånden kan jeg et par enkelte høflighedsfraser på thai, så det kan godt lade sig gøre at spørge om vej og folk her hjælper gerne. Vi gør et holdt ved et af de mange og lange markeder langs hovedvejen. Det er et interessandt og ret så farvestrålende udvalg, så vi går og snuser lidt, køber en enkelt pose thai-slik og så ruller vi igen.

Vi sidder i bilen mens trafikken flyder og vi flyder med. Vi taler om hvad det gør ved os at rejse. At rejse uden noget langsigtet mål, hvis man ser bort fra det mål at leve og opleve. Vi mennesker har en tendens til at slå autopiloten til i hverdagen. Vi tænker ikke over hvad det gør ved os at gå igennem supermarkedet, vi gør det bare fordi vi skal. Vi mærker ikke efter om vi egentlig har lyst til at være lige her lige nu, vi er her fordi vi af en eller anden grund er nødt til det lige nu. Det vi oplever lige nu er en helt ny måde at være til på, vi mærker efter, sanserne får ikke fri. Det giver bestemt mening at sige: "AT REJSE ER AT LEVE".

Fremme ved Buddhaen begynder vi opstigningen af de 625 (+ ca. 50) trappetrin og tro det eller ej, vi når til tops alle 4. Den hvide buddha er virkelig facinerende, og udsigten heroppe fra er virkelig flot. Vi bliver lidt på toppen, tænder lys og røgelse, vi må jo bøje os i støvet for en mastodont som denne. Smuk, dragende og næsten skræmmende stor på en gang. Det var alle trappetrin værd.

Vi finder uden problemer til Ayutthaya, finder et pizzaria og får vores sene frokost. Vi er propmætte da vi slentrer ned af gaden for at finde et sted at bo i nat. I en sidegade finder vi et turistkontor, så vi smutter lige ind for at høre til, hvor vi evt. kan finde et guesthouse eller lignende. Han laver en enkelt opringning og 3 minutter senere står vi på vores 4-sengs værelse med aircondition, eget toilet og bad, kabeltv og køleskab. Pris 600 bath for en nat, det er ca. 90 kr. Møbleringen er ret spartansk, men her er virkelig pænt rent. Vi tjekker ind da vi har hentet bilen og kører så en tur ud for at se på nogle af de gamle tempelruiner i solnedgangen. Vi ser et par stykker inden solen er helt væk og så bliver det rigtig sjovt. Vi kan ikke finde rundt og nu hvor solen er væk kan vi ikke orientere os længere. Stopper ved en 7eleven og henter lidt vand, så vi har noget til tandbørstning og til i morgen. Jeg køber nogle is til aftenskaffe (det er ikke noget vi ellers praktiserer, men lige i dag). Hmm et skidt valg. Vi kører rundt i cirkler og er på vej ud af byen flere gange, aner ganske simpelt ikke hvor vi er. Der går ½ time og så kan Smilla pludselig kende et skilt, vi finder hjem og takket være klimaanlæg i bilen så får vi alligevel is til aftenskaffe. Vi fandt ikke træet med den indgroede Buddha, så den skal vi lige se om vi ikke kan finde i morgen inden vi atter drager til Bangkok.

 

Vejmarked

 

 

Over 600 trin

 

Ayuttaya Guesthouse

 

 

 

 

 

Den Store siddende Buddah

 

 

6. januar 2009:

Vi forlader Ayutthaya guesthouse, et sted vi godt kan anbefale hvis man blot skal have en seng for en nat til en lav pris. Vi begiver os ud i byen, for nu skal vi se tempelruiner. Vi finder ikke indgangen, men et par ret ivrige cykelrichaw- kørere vil cykle os til de to største "parker" for sølle 100 bath per cykel. Vi tager imod tilbuddet og vupti så står vi ved den store historiske park. Her betaler man entre, 50 bath per person, men man bør se stedet her hvis man er i Ayutthaya. Vi får set de mange ruiner, der vidner om en storhedstid, hvor Siam (landets tidligere navn) stolt viste sine religionssymboler frem i hobetal. Nu er der kun de skamferede buddha-statuer og de hærgede ruiner tilbage. Det er på en og samme tid et storslået syn, men også en tragisk historie. Den store hovedløse buddha sidder der så stolt, og skiltet foran vidner om at buddhaen hvad enten den er skamferet eller ej stadig er et religiøst symbol. Her står at man venligst ikke bør stille sig bag ved buddhaen for så at tage et foto med sit eget hoved på buddhaen. Da vi har gået lidt rundt i den bagende sol og fotograferet de mange ruiner forlader vi parken, ser lidt på de små souvenier boder ved parkeringspladsen og køber en buddha med hjem. Vores richaw-chauffører kører os tilden næste indgang, men her betaler vi ikke entre, vi har set det største sted og det er fint nok. Tilbage i bilen, finder os noget frokost på FCK - Chiken, og sætter kurs mod Bangkok. Vi skal ned til vores fantastisk søde venner og sover hos dem i nat. Det er supernemt at finde til Bangkok og at finde Nonchaburi, som den forstad de bor i hedder, det er heller ikke noget problem. I Thailand er der ikke en sjæl der kan læse et kort og da det er en kortbog på thai, så står der ikke vejnavne. Det eneste der er indtegnet på kortet er diverse skoler, politistationer og så videre. Det hjælper os ikke en dyt og vi ender med at preje en taxi. Jeg viser ham adressen på thai og han kører mig dertil. Knud og pigerne følger efter uden problemer. Vi bliver bagefter enige om at vi næppe var fundet derud selv, i hvrt fald ikke fra det sted vi befandt os.

Hjemme ved Peter og Rosane falder børnene i leg lige med det samme, de har glædet sig til gensynet ingen tvivl om det. Peter kommer hjem fra arbejde og vi kan i ro og mag sidde på terressen og sludre imens maiden laver brassiliansk aftensmad til os. Pigerne er kræsne, så de får endnu engang særbehandling, men maden smager faktisk rigtig dejligt. Rosane tilbyder at vi kan låne vaskemaskinen og det tager vi imod med kyshånd. Vi har ikke turde vaske vores hvide tøj, så det ryger i maskinen.

Vi sidder og sludrer, det er rigtig hyggeligt og vi taler bla. om at det er underligt at tænke på at vi for 20 dage siden ikke havde den fjerneste ide om at vi hver især var til. Det føles som om vi har kendt hinanden meget længere tid. Tiden næsten flyver afsted og pludselig er kl. 23.00 og dermed sengetid. Det er almindelig skole- og arbejdsdag for familien Sousa i morgen. Vi føler os utrolig priviligerede over at vi har fået chancen for at lære disse søde mennesker at kende og det er helt sikkert et venskab vi vil holde ved.

Gad vide om det engang har stået i vatter.

 

Morgen i Ayutthaya

Morgenmad på Ayutthaya Guesthouse.

 

cykelrichaw

Så ruller vi alle.....

 

Tempelruin

En af de mange smukke tempelruiner i Ayutthaya.

 

Et sørgeligt levn fra en svunden krigstid.

 

 

 

Cykelrichaw2

Smilla og far Knud i cykelrichaw.

 

Ayutthaya

Skamferede buddha statuer på rad og række.

 

Ayutthaya2

Ayutthaya historiske park.

 

Det verdenskendte buddhahoved.

 

7. januar 2009:

Vi får sagt farvel til drengene fra morgenstunden inden de bliver kørt til skole. Thilde tager med i skole, her er hun med til at synge den thailandske nationalsang mens flaget hejses. Bagefter er hun med til at lave morgengymnastik, de går ind i Gabriels klasse og hun får tilbuddet om at blive hele dagen. Rosane er dog nødt til at tage hende med hjem igen, får vi skal jo videre. Tiden flyver afsted imens vi får loaded nogle billeder hjem, får styr på det nyvaskede tøj, nyder et langt bad og ikke mindst rosanes selvskab. Vi snupper en håndmad og gør os klar til at drage syd på. Det har været et dejligt døgn.

Tusind tak Peter og Rosane.

Vi drøner afsted, motorvej og 110 det er noget der dur. Peter har fortalt at vi kommer til en afkørsel der er lidt kryptisk og ganske rigtig så kommer vi ikke rigtig med, så en lille omvej der tager 20 min. og så er vi igen på rette vej. Vi når frem til Dolphin Bay resort 20 km. syd for Hua Hin ved 18.30 tiden. Vi booker en enkelt overnatning og så er det tid til at få noget at spise. Vi sidder på restaurantens terressen lige op ad swimmingpoolen og nyder et måltid mad imens de kulørte lamper der hænger rundt i palmerne er med til at sprede hygge. Pigerne glæder sig til at hoppe i poolen i morgen, så det er ikke svært at komme i seng.Dolphin Bay Resort

Poolen på Dolphin Bay Resort syd for Hua Hin.

 

 

 

Tuktuk

Endnu et eksempel på en tuktuk model.

 

Rismarker

Et par af de mange rismarker vi passerer.

 

 

 

 

 

 

VAAAND!!!

Og han sagde at det ikke var stærkt!!!! VAAAAND

8. januar 2009:

Efter morgenmaden springer pigerne i deres badetøj og så er de klar til poolen. Der er en vandrutchebane og det er lige sagen. De kaster sig i vandet gang på gang og rutchebanen får topkarakterer. Smilla og Thilde har fundet nogle rigtig fine muslingeskaller i sandet på legepladsen, så de vil gerne ned på stranden i håb om at de der kan finde flere. Vi smutter over gaden og så står vi på stranden, her er massevis af smukke skaller. Vi finder store, små, sorte, hvide, røde, lange, runde, flade, tykke osv. Tilbage til poolen, en kort dukkert og så et hurtigt bad inden vi igen er på farten. Vi håber på at nå til Krabi i dag, men det er en lang tur, så vi har ikke besluttet noget. Vi kører bare mod syd og så må vi se hvor langt vi kommer, overnatning skal vi såmen nok finde.

Det går derudaf og landskabet ændrer sig igen, pludselig skyder de gigantiske kalk- og limstensklipper op langs vejene. Det er et smukt landskab og vi drages længere mod syd. vi vil ud til vandet og vi når Krabi ved 19.00 tiden, men bruger noget tid på at finde ud af hvor vi egentlig vil være. Finder et turistbereau i Ao Nang og Knud går ind for at finde et hotel til os. Jeg bliver i bilen sammen med pigerne og 5 minutter efter kommer Knud tilbage. Så har vi et hotelværelse de næste to nætter på The Verandah bed & breakfast i Ao Nang. Hotellet er et billigt budget hotel, men værelset er stort og rent og vi får udleveret poolbilletter til et resort 50 meter nede af gaden.

Klokken nærmer sig 20.00 og vi skal have fundet noget aftensmad. Smilla og Thilde strejker, de vil ikke med ud og spise. Nu er vi endelig nået frem til et hotel og de vil bare blive på værelset og spille Nintendo. Knud og jeg går selv afsted. Lige over gaden, henter et par pizzaer og en skål salat. Vi er tilbage ved pigerne efter 10 minutter og hvor er det bare hyggeligt at sidde sammen som en helt almindelig familie og spise aftensmad. Vi skal ikke vente på en regning og vi bliver ikke betragtet fra alle sider. Sidder bare i fred og ro og nyder vores "familieidyl". Pigerne er ved at være sengeklar og strandbyens natteliv vågner så småt udenfor vinduerne. Bassen fra et nærliggende diskoteks højtalere buldrer i takt med aircondistionanlæggets konstante susen. Men er man træt nok, så kan man sove næsten lige gyldigt hvad.

 

 

 

_

Et meget smuk statue vi kom forbi, lidt længere syd for Hua Hin.

 

 

Smilla snupper en dukkert i poolen.

 

Et fint lille skib på stranden.

 

Vores lille værelse på Dolphin Bay.

Krabi klipper

Så er Krabi inden for rækkevidde.

 

 

 

Så er det blevet tid til at samle muslingeskaller.

 

Stranden ved Dolphin Bay

Den hvide strand ved Dolphin Bay Resort.

 

 

Flyvende Thilde

Hvem har sagt at det kun er Jesus der kan gå på vandet?

9. januar 2009:

Sidste dag i Thailand. I morgen går turen til Malaysia. Vi nyder nogle timer ved stranden med udsigt til de smukke limstensklipper der stikker op af vandet ud for kysten. En stor del af stranden er optaget af de mange longtailbåde der ligger klar til at bringe rejsende ud til et af de mange øparadis, der gemmer sig bag de mange klipper og længere ude i vandet. Vi overvejer om vi skal sejle en tur til Koh Phi Phi, men vi orker det bare ikke. Vi står også lige på spring til at drage til Perhentian Islands i Malaysia, så vi behøver det egentlig ikke. Vi hopper i bølgen blå og pigerne snorkler lidt. Vi går langt ud og det er som om det bare ikke bliver dybere end til Navlen - Thildes vel at mærke. Sandsagerne vi købte på Koh Chang bliver atter brugt, der kraves et fodbadekar, tuneller og dæmninger, god tid har vi masser af og tiden flyver afsted. Jeg ligger og flader ud, det er faktisk første gang jeg ligger og solbader, det varer ikke så længe men det er skønt. . Solen er skarp, og et diskret vindpust hist og pist får os til at blive lidt længere end sundt er. Vi har ganske vist solcreme og smører flere gange, men ak. Røde skuldre, næser og ben m.m. det er resultatet. Vi snupper en frokost på vej tilbage til hotellet. Vi beslutter at køre en tur rundt i området, for vi kan ikke tåle mere sol og en hel eftermiddag og aften på hotellet, det er vi heller ikke indstillet på. Vi har ikke nogen plan med at køre, andet end at se noget andet end lige stranden der hvor vi bo. Vi finder en anden strand, her er der en del lokale der sidder i skygge af træerne og holder en form for picnic. Vi går ned på stranden og ser et mærkeligt syn. En hel masse små sandkugler, der ligger i nogle mønstrer der minder mest om palmekroner. De dækker næsten hele stranden og vi finder ud af at det er nogle meget små krabber der graver sig ned i sandet, for derefter at komme op med det overskydende sand formet i kugler. En sjov lille opdagelse og Smilla fanger en af de store krabber, med en lille muslingeskal. Den store krabbe er på størrelse med Smillas lillefingernegl. Vi vender tilbage til vores hotel og holder en lille siesta på værelset, snupper et bad og går en tur ud i byen. Vi kigger lidt i nogle af de mange butikker og gadeboder vi passerer og slutter dagen af med at spise aftensmad inden vi vender hjem på hotellet. Det bliver den sidste nat i Thailand. Vi ved at vi skal videre, Malaysia venter forude med nye eventyr, men vi har fået en masse gode dage i Thailand og vi kunne godt fortsætte lidt endnu. Men selv de gode eventyr må slutte et sted - intet varer som bekendt evigt.

 

Smilla

Smilla eller ubåd???

 

De fine mønstrer på stranden.

 

Strandløven og sommersilden

Lækkert klart og varmt badevand, når man altså er kommet under.

 

Så skal der bades og snorkles.

 

Udsigten ved den fremmede strand.

 

 

Krabi

Kan du mon også se dødningehovedet??

 

 

Longtailbåde ved Krabi

De smukke longtailbåde på stranden, klar til afgang.

 

Krabbe

En af de tusindvis af små krabber på stranden.

 

10. januar 2009:

Op og igang, vi skal videre. Ringer til Budget (biludlejningsfirmaet) og aftaler at aflevere i Hat Yai længere mod syd i stedet for i Krabi. Det er ikke noget problem og vi begiver os afsted. Vi har lidt svært ved at finde stationen i Hat yai hvor vi skal aflevere bilen, men langt om længe når vi frem. Vi er næsten ½ time forsinket, men det giver ikke nogen problemer. Bilen skal afleveres med fuld tank, men vi er ikke kommet forbi nogen tankstation, så manden fra udlejningsfirmaet tager Knud med til den nærmeste tank og får bilen fyldt op. Her står vi så, på banegården i Hat Yai og bliver oplyst at vi kun kan komme til Bangkok i dag. Nu vil vi videre, skal bruge tiden i Malaysia og er indstillet på at rykke i dag og så står de her og siger til os at det ikke kan lade sig gøre. Øv for en sur gammel ost. Der er hele tiden 3-4 stykker der står i nærheden af mig og pigerne. Der kommer et par og kvinden er meget interesseret i pigerne, hun bliver ved med at stå og ævle løs med de få gloser hendes engelske ordforråd nu rummer. Pigerne gider ikke at blive begloet og da hun rører ved Smilla er det nok. Jeg giver bestemt kvindemennesket besked på at stoppe omgående og hvis hun ikke respekterer det, er det ikke utænkeligt at Smilla slår hende, jeg undlader ikke at fortælle at jeg i et sådant tilfælde under ingen omstændigheder har tænkt mig at undskylde for Smillas opførsel. Hun undskylder og fortsætter så sit ævlen, det ender med at jeg tager hende i armen og kort og bestemt fortæller hende i hvilken retning hun rent faktisk var på vej og sender hende dermed afsted. Da den næste kvinde bare nærmer sig, får hun besked på at holde sig fra os at de omkringværende thaier. De er en slags passagerhjælpere/taxiturs-sælgere. Men det er ikke helt tilfældigt at de bliver lige i vores nærhed selv om vi ikke skal bruge nogen taxi. Nå men alt tyder altså på at vi ikke kan komme herfra i dag, så vi får togtiderne for i morgen, tager vores ryfsække på og tøffer op af gaden for at finde noget mad og et sted at sove i nat. Det er tydeligt at stedet her ikke er det mest sikre og trygge i verden. Der sidder mere eller mindre bevæbnede vagter overalt. Vi finder et lille guesthouse, der er delvis kinesisk og beslutter at sove her i nat. Det er rimelig billigt og vi er tæt på stationen. Vi vil med toget fra morgenstuden af, så det passer os fint. Går ud i byen, finder noget mad - junk igen. På vej dertil går vi bagom byens shoppingcenter og ser hvordan en vagt bevæbnet med maskingevær undersøger i bil nedenunder inden den får lov til at køre op på parkeringsdækket. Vi går en tur i byens store shoppingcenter Robinson, køber ingenting. Vender ind forbi et supermarked og handler ind til morgenmad og togrejse. Vi aner ikke hvilke muligheder vi får for at spise i morgen, så vi har sørget for at vi kan klare os. Det er ikke supernemt at handle ind, vi kan ikke læse hvad der står på etiketterne og vi har heller ikke noget køleskab på værelset.

Tilbage på værelset er der dømt ren afslapning. Smilla og Thilde med deres nintendo, Knud med en bog og jeg med hjemmesiden. Men hvad Knud ikke ved er, at vi bytter lige om lidt. I morgen er det farvel til Thailand og goddag til Malaysia.

Taxi?

Man kan jo altid få en plads i ladet på en pickup.

 

 

Cykelhandler

Så er grossisten på vej til cykelhandleren.

 

Familietransport.

 

Louise Guesthouse

Vores værelse i Hat Yai, vi kommer næppe til at savne det.

 

 

 

 

Scooter salg

En af de mange forhandlere af scootere. Bemærk de fine sløjfer på styrret, hos naboen er de grønne i stedet.

 

Toilet - Hat Yai

Vores yderst luksuriøse bad, der er mere beskidt end man kan se på billedet.

 

11. januar 2009:

Sikke en dag. Hvor skal vi snart starte. Det giver ikke nogle problemer at tage med toget, men luksus kan det næppe kaldes. 4 timer på en træbænk og til tider er der så propfyldt at vi er tvunget til at sidde tættere end behageligt er. Når toget sætter i gang giver det et voldsomt ryk i hele toget fordi vognene bliver skubbet sammen når vi bræmser. Alle vinduer står åbent på vid gab og de meget blandede lugte udefra trænger dermed problemfrit ind i togkupeen og blander sig med de allerede ombordværende lugte. Sanserne er igen på overarbejde og i takt med at vi nærmer os grænsen bliver der længere og længere mellem kvinder der ikke bære tørklæde. Der er mad nok ombord på toget, hvis man da ellers har lyst til at udsætte mane og smagsløg for det farvestrålende udvalg. Det ville være løgn at sige at noget af det de kommer med dufter, så vi nøjes med toastbrød, nutella, bananer og æbler. Fremme i grænsebyen Sungai Koluk står der flere klar med tilbud om at køre os til grænsen på motorcykel. Vi er pakket op med tasker og vælger en taxi/ladvogn - med sæder ganske vist. De tjæner fedt på os, men vi er lidt ligeglade, skal bare til den grænse og det helst i går. Vi udfylder vores papirer for at udrejse fra Thailand, dernæst en ny stak ved næste grænsepost for at indrejse i Malaysia. Det tager lidt tid men der er ingen problemer i det overhovedet.

 

En af de mange handlende i toget sidder lige og får et hvil.

 

Hovedparten af alle køretøjer i området er pickup'er - her en taxa

Dagbog for Malaysia

 

 

Perron 3

Banegården i Hat Yai

 

Her i sydthailand er der betydelig flere muslimer end nordpå.

 

 

 

 

 

Noget af tiden er der god plads på de fine træbænke -

 

- Andre gange er der fyldt godt op.