Header image  
rejsedagbog    
  HOME ::
   
 
Dagbog fra New Zealand

Se dagbogen for Indien,Thailand og Malaysia

Januar 2009

26. januar 2009:

Vi ankommer til Auckland på nordøen. Lufthavnen virker simpel og af ældre dato end de kæmpe mastodonter vi hidtil har været igennem. Det virker ret omstændigt at komme igennem. Alt baggage scannes og ankomstpapirerne er betydeligt længere og mere detaljeret end alle de andre vi har set. Ingen tvivl om at New Zealænderne værner meget om deres natur og det er måske også en af grundene til den er værd at rejse så langt for at se. Ingen tvivl om at vi i hvert fald glæder os til at tage hul på et overflødighedshorn af smukke udsigter, skønne skove, lækre strande og meget mere.

Uden for ankomsthallen hyrer vi en taxi og bliver kørt til udlejningsfirmaet. Det er voldsomt dyrt at køre med taxi, 160 kr. for en tur på få kilometer. Hmm godt det ikke er rejseformen her. Vi får vores camper og bliver instrueret i hvordan sådan en slæde virker. Den næste måned fylder vi lidt i landskabet, 3,3 meter i højden og hele 7 meter i længden. Vi begiver os ud på vejene, målet er den campingplads der ligger aller nærmest. Knud har ikke lukket et øje i nat, så vi skal ikke køre langt. Vi vender ind omkring et supermarked på vejen og får handlet ind så vi har til de næste dage. Fremme på pladsen bruger vi resten af dagen på at sove og spise. Der er vendt helt op og ned på alt ting, tidsforskelle og jetlag har ramt os.

 

 

 

 

 

flyluksus

Videofilm og sovende børn.

 

Nyt land i syne

Solopgang i 12 km. højde. For os er det stadig nat.

 

Camperen

Vores nye rullende hjem, fin og nyvasket.

 

27. januar 2009:

Det er gråt og overskyet, men vejrudsigten siger at det gode vejr er i nord, så vi køre i den retning. Målet er de store Kaui træer, der er en del af Waipoua Forest. Vi kan se at der skal ligge en camping med simple forhold. Det er de billigste, nogle gange gratis, så vi sætter kursen efter det. Vi kommer til at køre i regn en del af tiden og ruten er noget kuperet undervejs. Smilla og Thilde sover noget af tiden, på den måde føles tiden ikke helt så lang for dem. Selvom det er lidt overskyet og gråt i gråt, så kræver den smukke natur nærmest at vi tager lidt billeder. Det er ingen overdrivelse at New Zealand har en smuk og fotogen natur. Da vi langt om længe kommer frem til vores bestemmelsessted er det blevet ret sent. I farten overser vi et skilt, så vi ender med at køre ind mod skoven af en skovsti, og dermed lige forbi det lille camsite hvor vi skulle have holdt. Knud har flere gode forslag til hvor vi skal campere, men jeg får talt lidt fornuft ind i manden. Vi smider bilen og får lavet noget aftensmad. Nu er det blevet tid til at strække benene, så vi går alle fire en lille tur inden sengetid. Godnat og sov godt.

Godnat

Vores nat i den fri natur, dyller det er det.

 

Chauffør Knud.

Så er vi klar til at indtage landet.

 

Køer

Køer i kø, vi så flere hundrede i løbet af dagen.

 

Landskab med bugtende dyrkede marker.

 

 

 

 

Frokost

Familien nyder en gang frokost tæt på vandet.

 

Natur

Overskyet men stadig med et smukt landskab.

 

 

 

28. januar 2009:

Vi bliver vækket af en mand, der efter hans stemmeleje og ordvalg at bedømme, er mindre begejstret for vores valg af overnatningssted. Det er blevet morgen, endda så godt og vel, så vi skynder os at køre væk. Vi holder ind på parkeringspladsen ved den reception vi skulle have benyttet i aftes, men ikke så. Her får vi vores frokost, vasker op og børster tænder. Så nu kan en god dag vist starte trods lidt morgenstress. Vi kører ud til en af de mange stier ind i Waipoua Forest, parkerer bilen og står ud i varmen. Det er fantastisk vejr i dag, solen står højt på himlen og bager ned gennem træerne. Vi går ind for at se The Four Sisters. Det er fire store Kaui træer der står helt tæt, disse kæmper er på sin helt egen måde betagende. Vi står helt automatisk og kigger op mod trætoppene uden at sige noget. Det varer ganske vist ikke så forfærdelig lang tid og da slet ikke for pigernes vedkommende, men lidt har jo som bekendt også ret. Vi går længere ind i skoven for at hilse på det 2. største Kaui træ og dset er gigantisk stort. Ikke så voldsom højt i forhold til dens brede. Vi vender tilbage til bilen og kører lidt videre, vi skal lige finde et toilet, for vores egen toilettank er fuld. Til vores held ligger det nærmeste toilet lige ved den nærmeste sti ned til det største af alle Kaui træer, så den vil vi da også lige se. Thilde springer dog over, de korte ben orker vist ikke lige at gå. Det er betydeligt højere end det vi lige har set, men også noget slankere. Nu har vi vist set nok at kæmpetræer, så vi ruller syd på igen. man kan sige at det måske nok var lidt langt at køre, i forhold til det vi har oplevet her, men naturen omkring os er virkelig smuk. Vejret i dag gør at det bestemt ikke gør noget at køreturen tilbage er den samme som vi kørte op i går. Målet er at komme til Coromandel halvøen. Klokken bliver mange og vi er slet ikke fremme endnu. De mange hårnålesving og det kuperede terræn tager lang tid at køre igennem. Vi vælger at tage ind forbi en MC Donalds, en hurtig gang aftensmad, vitaminer og mineraler tænker vi os til og så er det ud i bilen igen. Pigerne ligger sig og falder hurtigt i søvn. Vi vælger at overnatte i Thames på den sydlige vestside af Coromandel halvøen. Vi er nødt til at få noget ordentlig søvn alle mand hvis vi skal videre i morgen. Klokken er blevet over 22.30 så Campingfatter undrer sig lidt over vores ankomst. Han mener at det er på tide at der er nogen der fortæller os at New Zealand er meget smukkere at køre rundt i om dagen. Vi er heldige med at vi kan komme ind, det går nemlig op for os at der rent faktisk er mange campingpladser der er lukkede om aftenen med en bom. Man har da heldigvis lov til at være heldig og det er vi så. Da Knud endelig er færdig med at bakke ind i skraldespande og motoren er slukket er det lynhurtigt i seng med os alle fire. En laaaaang køretur er endelig forbi og vi er trætte som alderdomshjem. Godnat.

 

 

Kauitræer

Smilla og Thilde sammen med en af skovens store kæmper.

 

New Zealand byder på mange smukke kulisser.

 

 

 

Største Kauitræ

Dette er det største Kauitræ og det er enormt.

 

Naturligvis

 

 

29. januar 2009:

Vi har ikke fået flyttet rundt på en hel masse i camperen i går, så vi er hurtige klar til at forlade pladsen. Dertil skal da også lige nævnes at vi har snydt lidt og brugt et vækkeur. Vi kører mod Hahei Beach, hvor vi vil overnatte. Turen er ikke så lang og vi beslutter derfor at tage en tur forbi Hot Water Beach, vi går et godt stykke hen ad stranden og vi graver og graver, nu vil vi altså finde det varme vand. Men det eneste lune vand der kommer frem er det der springer fra vores pander, mens solen stråler bager på os. Smilla og Thilde får gravet et ret stort bassin og vand er der såmen nok af, temperaturen er bare en anden end den vi havde forventet. Vi har alle fire taget badetøj på, så vi bader lidt i vandet. Bølgerne er lidt høje og der er da også livreddere på stranden. Vi går ikke så langt ud, for vi skal ikke risikere noget. Det er ret så sjovt at lege med de vilde bølger. Vi finder frem til vores camping, 80 NZ$ for en nat. Hmm ikke helt de priser vi havde kalkuleret med, det må ikke fortsætte på det her niveau. I receptionen kan vi så se hvorfor vandet ikke var så varmt på Hot Water Beach, det er kun ved lavvande og det var det bestemt ikke da vi var der. Det undrer os en smule at der ikke står nogle skilte om det på stranden, men pyt skidt med det. Nu er det tid til at få vasket, vi er næsten ved at drukne i vasketøj og at finde noget at tage på, selv når vi helt og aldeles lukker øjnene for hvad der passer sammen, er temmelig kompliseret efterhånden. Vi vasker fire maskiner og så er vi klar igen. Det tager kun ½ time at få vasket alt tøjet. Det der tager tid er at få det hængt op. Vi kan bare ikke få det hele op at hænge, selv om der er tørrestativer på pladsen, vi mangler klemmer. Da vi er nået så langt vi kan går vi en tur ned på stranden bagefter. Campingpladsen er ikke specielt køn og den ene gamle campingvogn efter den anden står side om side med store villatelte med alt i udstyr. Da vi når stranden og står der på toppen af den lille klit, med vinden i håret og duften af strand og hav kan vi næsten høre vandet kalde på os. Her er rigtig flot. Landskabet minder os lidt om Krabi, vandet her er bare mere aktivt. Vi går hen ad stranden og vi har da heller ike gået ret langt, før jeg pludselig har fået æren af at bære to par sandaler, henholdsvis størrelse 32 og 35. Der skal soppes og løbes i vandkanten. Det er fedt når vi endelig får chancen for at bruge noget energi på en sjov måde. Vi ved at der går en sti til Cathedral Cove her fra stranden, men da vi når skiltet kan vi se at der er over en times gang hver vej, så vi dropper det for nu. Inden længe er det tid til at lave aftensmad, ellers skrider tiden fra os. Uhmm vi skal grille til aften. Vi sidder ude ved vores lille klapbord, det er lidt en kunst at få plads til det vi nu skal have, men vi er efterhånden ved at være ret gode til det mere primitive liv. Maden bliver nydt i den dejlige aftensol. Her er ret så skønt. Hvis det her er livet, så er det lige til at holde til. Da tøserne er puttet skal Knud og jeg lige ned for at hænge det sidste tøj op. Til min store ærgelse har han nemlig håneretten. Han har opdaget at vi har masser af klemmer, jeg kendte bare ikke til Anders And klemmer. Det gør jeg så nu og tøjet kommer op at hænge. Tilbage i camperen er både Smilla og Thilde faldet i søvn, så vi to ældste sætter os udenfor og spiller lidt kort over en enkelt pils. Tjaa det er slet ikke så skidt at holde forældreorlov.

 

En lille øde ø ud for stranden.

 

Vi graver og graver, men finder ingen varme kilder.

 

Sandmanden

Knud har hørt at sandbad er godt for fjerdragten.

 

 

 

 

Karina pjasker lystigt i baljen.

 

 

 

 

 

 

Stillehavet er ikke helt stille, men vandet er klart og

 

Thilde nyder lige en is.

 

Pigerne har fundet en genial bærepind på stranden.

30. januar 2009:

Vækkeuret ringer klokken 07.30. Åhh det føles ukristelig tidligt, nok mest af alt fordi det har været lidt småt med søvn den første halvdel af natten. Vores markise har stået og blafret i vinden. Det må have blæst en del, hvilket resulterede i nogle ryk i camperen. Nattens stilhed blev brudt af de næsten øredøvende smæld fra makisen. Midt på natten var Knud ude og slå markisen ind, så kunne vi endelig sove i fred og ro.

Nå nu er dagen startet og vi får tømt og fyldt de forskellige tanke på vores mobile hjem inden vi forlader pladsen. Vi vil starte med at køre til Cathedral Cove, bare 1 kilometer fra hvor vi har boet i nat. Smider bilen på parkeringen og starter vores lange og fantastisk smukke gåtur ned til klippen og vandet. Smilla og Thilde ærger sig over at vi ikke har fået badetøjet med, for vandet her er virkelig lækkert. Bølgerne er lidt voldsomme, men vandet er klart og blåt. Der bliver soppet og Knud ender med at være den der er mest våd da vi går derfra. Vi tager nogle smukke billeder og begynder vores lange og lidt seje opstigning. Trætte i benene sætter vi os igen i bilen, klar til at sætte kurs mod Mount Manganui mod sydøst. Vi handler ind på vejen og finder os derefter et sted vi lige kan smide bilen. Får noget frokost og spiller lidt kort inden vi igen sætter bilen i gear og ruller derudaf. De mange hårnålesving og kuperede terræn sætter sine spor hos et par stykker af os, så jeg lægger til sidst hovedet tilbage og slutter mig til kredsen af sovende piger. Jeg vågner først da vi er i nabobyen, Smilla og Thilde sover stadig. Knud og jeg finder frem til hvor vi nu kører hen og inden længe er vi fremme ved en campingplads ved foden af Mount Maunganui. Checker ind og får lavet noget aftensmad. Klokken er blevet pænt mange og vores maver kalder på de danske hakkebøffer med løg, salat og nye kartofler som står på menuen. Aftenen går med lidt familiehygge og lidt guf. Det er langt fra blevet overdrevet på turen her, men 3 måneders ferie med usund mad og guf, det holder heller ikke. En dejlig dag i et dejligt vejr og så har vi lært at det ikke er nogen dum ide med et par køresygepiller inden de New Zealandske veje indtages.

 

 

 

Efter et par timers kørsel er kun chauføren vågen.

 

Udsigt over stranden hvor vi badede i går.

 

 

 

 

 

 

 

Cathedral Cove er nogle hulrum i klipperne der er opstået fordi havet har skyllet nogle blødere lag væk.

 

 

 

 

31. januar 2009:

Vi forlader pladsen og bruger en derefter en del tid på at finde en parkering der er i en overskuelig afstand til den gangsti der går op på Mount Maunganui. Endelig, så nu kan vi begynde at gå op, vi når dog ikke så langt. Jeg må erkende at mit stativ ikke helt er til så krævende udfordringer flere dage i træk, så jeg må melde pas. Vi er dog nået så langt at vi har udsigt over en stor del af byen og vandet. Jeg er ikke specielt betaget, måske fordi vi ikke nåede op, men vi har set smukkere steder og ikke mindst her i landet. Pigerne vil ikke gå længere op hvis jeg ikke går med, så vi vender alle fire om igen. Vi tager frokosten i bilen inden vi igen ruller ud i andet. Finder et shoppingcenter med supermarked og får skaffet os et kort til mobilen. Det er rart nok at kunne ringe efter hjælp hvis det skulle blive nødvendigt og så er der også steder hvor det er en god ide at booke i god tid.

Vi kører 10 km mod SØ til Papamoa Beach, smider bilen på parkeringspladsen og skifter til badetøj, for nu skal vi i vandet. Stranden er bred og vandet kommer langsomt langt oppå stranen men ude er bølgerne ret høje. Det er sjovt at lege og hoppe i bølgerne. Der er ikke det der ligner sten i sandet, himlen er blå og de mange glade stemmer blander sig med bølgernes brusen. Smilla holder en lille badepause, hvor hun laver lidt dansk i sandet. Lidt vådt sand og en muslingeskal, mere behøver vi ikke, og hvem vil ikke hellere lave diktat under den blå himmel med disse lækre bademuligheder legeplads i frikvarteret? Godt våde og lettere trætte sætter vi os i bilen, vi har omkring 75 km. til Rotorua, hvor vi nu skal bo. Fremme i byen finder vi en plads, hvor vi får to nætter til den pris vi hidtil har måtte bøde for en enkelt. Pigerne udnytter at der er en legeplads imens jeg laver en gang frikadeller. Det er ved at være længe siden at hele familien har siddet og smovset og smilt over aftensmaden som vi gør nu. Den gode danske frikadelle er måske ikke nogen kulinarisk specialitet, men de smager saft susme godt. I morgen er vi klar til at ateg hul på Rotoruas mange fristelser.

 

Mt. Maunganui er ikke ligefrem noget kæmpebjerg.

 

Papamoa beach - Også en fantastisk bred sandstrand ved stillehavet.

 

 

 

Men vi må alligevel opgive bestigningen på halvvejen.

 

Frikadeller til aftensmad - så er alle glade.

1. februar 2009:

Jeg starter dagen med at vaske en maskinfuld tøj, rene håndklæder er en mangelvare. Da vi har fået os snøvlet færdig kører vi ud til den blå og den grønne sø, den blå finder vi nemt nok og ja den er da blå.

Den Blå Sø

Vi har måske set for meget efterhånden til at blive betaget over en sø, selve området omkring søen er da smukt, men søen er nu altså bare en sø. Vi kommer lidt for langt ud af vejen i vores søgen efter den grønne sø, men finder så til gengæld den store Lake Tarawera i det fantastisk smukke område. Vi besøger tha Buried Village (den beravede landsby), inden vi igen sætter jagten ind på den grønne sø. Der er virkelig hyggeligt inde i frilandsmuseet og specielt det lille vandfald er smukt. Der står i de folderen at man skal regne med 60-90 minutter hvis man går hele ruten. Vi får et kort udleveret ved indgangen, hvorpå de forskellige gamle huse er markeret med et tal. Vi siger at nu gælder det om at finde tallene i rigtig rækkefølge og for en gang skyld går Thilde ikke bagerst og dagdrømmer. Det er bestemt et fint lille sted og selve historien fanger os alle fire, ganske vist på hvert sit niveau, men det betyder intet. Nu er det tid til at finde den grønne sø og nu lykkes det. Vi spiser vores frokost og så går vi ud for at kigge lidt på de to søer. Fra et lille udsigtspunkt er det muligt at se begge søer på en gang, men farveforskellen har vi dog ret svært ved at få øje på. Hmm jamen så er det da også set. Vi beslutter os for at tage en tur ud til Hells gate, et af de mange geotermiske områder i New Zealand. Vi prøver alle fire at dyppe føddernei det naturligt brandvarme fodbad. Det er helt umuligt at vænne sig til temperaturen, ingen af os kommer til skade trods varmen. Her lugter temmelig meget på grund af de mange svovldampende "bade" og Thilde er ikke specielt beejstret. Vi går langs de dampende huller og sydende mudderbade, mens små fugle spankulerer rundt i de skoldhede vandpytter. Et underligt sted, de sorte, kogende "gryder" gør det let at forsstå stedets navn. Det er et spændende fænomen og samtidig lidt skræmmende at jorden koger lige under ens fødder. Vi ruller hjem og smider en kylling i ovnen. Smilla og Thilde er vildt gode til at hjælpe med at lave mad og vaske op, så det hele går næsten som en leg. En god dag med historiske og geologiske oplevelser, godt vejr og masser af tid.

 

En vulkan i ministørelse.

 

Lake Tarawera

Lake Tarawera, med vulkanen af samme navn i baggrunden.

 

Et vandfald nær den begravede by.

 

Av for sevan, hvor er vandet varmt.

 

Thilde synes at det lugter lige rigeligt.

 

 

 

 

 

 

Karina er meget forelsket i denne maoriskulptur.

 

En af de delvis udgravede og restaurerede huse i Buried Village. Mauri landsbyens præst boede her.

 

En kogende mudderpøl

2. februar 2009:

Vi har valgt at tage en ekstra nat her på Redwood Holiday Park. Rotorua har en hel del at byde på og her lugter bestemt ikke så slemt som diverse guidebøger beskriver. I dag vil vi have en dag, hvor det ikke er de store naturoplevelser der er i højsædet, men lidt aktion og underholdning. Vi kører ud til Skyline og tager gondolerne op på toppen. Herfra er der en rigtig flot udsigt udover byen. Oppe på toppe skal der lidt spænding til, så Knud tager en tur i Skyswing, fy for pyffer. Vi tre tøser står trygt og godt på landjorden og betragter hvordan han på bare to sekunder når en hastighed på op imod 150 km/t. og så ovenikøbet ud over bjergskråningen. Knud kommer sikkert og meget glad ned på jorden igen. DET VAR FEDT!!! Hele turen er blevet optaget på video af et kamera der er installeret i selve gynge, den køber vi, for her fremgår det lidt tydeligere hvordan den nok så seje K. Toft lige må puste ud et par gange. Et sikkert adrenalin rush. Det er dog lykkes ham at filme hele oplevelsen med vores lille lommekamera, så han kan dokumentere sit mandsmod.

Nu skal vi andre også vise hvad vi tør. Vi skal ud at køre "LUGE". Vi finder hver især en hjelm, en kort instruktion og så går det eller dernedad.

Det er rigtig skægt, selv om det nu kunne have været rigtig sjovt at køre lidt stærkere. Knud og Smilla følges ned første gang, mens jeg og Thilde følges. Vi har købt et familiepas hvor vi alle får to ture, så anden gang får Knud lov at køre en lidt sværere bane alene, mens vi tre tøser følges ad. Jeg kan dog ikke helt dy mig for at give den lidt gas et par gange og Thilde følger da også pænt med i farten. Vi venter lidt på Smilla på en parkering og så går det løs igen. Det sidste skarpe sving går det lidt galt for Smilla, hun får ikke farten nok af og torpederer stakitten. Der sker ikke nogen større skade, men hun bliver selvfølgelig lidt forskrækket. Vi smider vognen ind i græsset så den ikke står i vejen for nogen og så kommer hun med på min vogn. Det er alligevel ret så skægt at køre stærkt, når bare det er mor der styrer. Op med storeliftene igen og turen op akkompaneres med den skønneste lyd at stille skov og cikadesang. Det her er en fed oplevelse for hele familien. Tilbage i gondolerne og ned til bilen, næste oplevelse venter.

Vi tager til The Lumberjack Show. Da showet starter er vi de eneste tilskuere og sådan bliver det. Det er ret skægt, men ingen tvivl om at det havde været federe hvis der havde været flere. Nå men det er der ikke og vi gør vores til at det alligevel bliver sjovt.

Knud kommer op på scenen for at kaste med økse, senere skal vi konkurrere med hver vores lumberjack mod hinanden i dobbeltsav. Jeg VINDER!!! Bagefter shovet går vi en tur rundt på den lille dyrefarm og fodre de mange søde og sjove dyr. De små geder og det smukke skotske røde hjort er nu de sødeste. Vi bruger en lille time på dyrene og nyder det gode vejr og det gør ikke spor at vi er alene her.

På vej hjem dropper vi ind og handler lidt og så vender vi hjem til campingpladsen. Vi laver en grydefuld popcorn og spiller lidt kort, det er super hygsomt. Smilla og Thilde render på legepladsen imens vi to andre går en tur over i en outdoor butik. Her finder vi et par rigtig gode vandresko til Knud, for ud fra vejrudsigten at dømme så får han brug for andet end de sandaler han har lidt længere mod syd. Aftensmaden tilberedes ved fælles hjælp og mens Vi to voksne står i køkkenet tumler pigerne på trampolinen. Pludselig står der en Thilde med blodtud i køkkendøren, men hun er en sej pige, så vi vasker den fine lille næse og så er hun klar igen. De gode og kæmpestore New Zealandske Rumpsteaks på grill er vildt lækre. Mums hvor er det skønt ikke at leve af restaurantmad mere. Vi får vasket en maskinfuld tøj igen, heriblandt det blotplettede. I morgen forlader vi Rotorua og kører længere syd på, men stedet her er helt sikkert et vi vil huske tilbage på som et godt sted at opleve.

Ligger i sengen og ser lidt tv, jeg falder i søvn, men da der kommer et indslag om flagermus angrebet på vores Lumperjack bliver jeg vækket af Knud. Jeg når lige at vågne nok op til at se mig selv på landsdækkende tv. Der står jeg med et gigantisk smil i et halvt kram fra en Lumberjack. Det er da lidt for pudsigt, men ikke desto mindre sandt.

 

 

 

 

Sådan er udsigten, når man er hejst op.

 

 

 

 

 

 

 

Hug en stamme hurtigst over 3 m oppe er en af de tricks de kan.

 

Til sidst stiller de glad op til fotografering

 

Og når man trækker i udløsersnoren går det stærkt.

 

 

 

 

 

Den ene lumberjack forærer Thilde den stol han lige har lavet.

 

En af disiplinerne går ud på at hugge den stamme over man selv står på!

 

Smilla fodre gederne med græspiller.

 

3. februar 2009:

Endnu engang slår vi øjnene op i den kølige morgenluft i vores nye rullende hjem. Det har regnet i nat, så udsigten til en tøresnor med stadig vådt tøj og små vandpytter er hvad der visewr sig på den anden side af gardinerne. Tørretumbleren er en fantastisk opfindelse i en sådan situation og heldigvis er der også en her på campingpladsen. Tøjet tørre imens vi indtager vores morgenmad og pakker sammen, klar til at rulle videre ud i den New Zealandske natur. Vi vil besøge et geotermisk område lidt længere syd for Rotorua, Wai-O-Tapu hedder stedet. Her står Lady Knox, en gejser med en ret speciel vulkanlignende form i miniformat ganske vist. Stedet har en ret interessandt historie, det fortælles nemlig at der for år tilbage lå et åbent fængsel, det første af sin slags i New Zealand. De indsatte fanger havde ikke adgang til varmt bad, ej heller til at få vasket deres tøj, så de søgte hjælp i naturen. Inde i det skovområde de selv blev beordret at plante fandt de en varm kilde, som de derfor brugte. De fandt med tiden ud af at den varme kilde sprøjtede med vand, når de tilsatte sæbe, så de udnyttede endnu engang nuturen, denne gang til at få lidt sjovt i gaden. De byggede en kegleform op omkring kilden af sten og deraf kommer den specielle form. Formen er med til at hjælpe den varme vandstrøm længere op i luften, hvilket den dag i dag tiltrækker turister i tusindvis. Hver dag klokken 10.15 fyldes der sæbe ned i gejseren,hvorefter den springer i takt med de mange fremmødte kameraer og deres ejere sidder bænket og betragter synet. Naturen er en sjov størrelse og her er den menneskelige hjælpende hånd det afgørende element. Knud og Jeg har set en noget større gejser på Island, nemlig Geysir, som fænomenet er opkaldt efter. Den springer af sig selv med skiftende intervaller og i en højde der langt overgår de små 20 meter Lady Knox kan præstere. Så begejstringen er til at have med at gøre, men for Smilla og Thilde er det første gang de ser en gejser og det ser da specielt ud. Da Lady Knox er ved at beherske sit lille udbrud igen og støvregnen langsomt men sikkert tager til, går vi tilbage til vores camper. Vi vil ind og se resten af Wai-O-Tapu området, men holder lige en lille regnbyge pause i bilen, for regntøj har vi ikke slæbt med hjemmefra. 20 minutters tid, så er bygen drevet væk og vi kan bevæge os ud i området. Her lugter ikke nær så meget som ved Hells Gate i Rotorua, men området her er meget større. Vi ser en imponerende Champagnesø, ikke at indholdet skal forveksles med de dyre dråber på flaske, men det er et fascinerende syn.

Vi går tværs over en sydende svovlholdig sø på en trægangbro helt nede i vandhøjde, ikke noget med at træde ved siden af, for rækværk er der ikke noget af. Ikke så underligt at det ikke er tilladt at løbe i området. Det her sted var aldrig blevet åbnet for befolkningen hvis det havde ligget i Hong Kong, for her er sikkerhedsseler og andre små sikkerheds foranstaltninger alligevel ikke nok. Vi går hele turen rundt, fascineres og imponeres gentagne gange og turen sætter sig lidt dybere spor i Knud end i os andre. Han har nemlig købt sig et par nye gode Eccosko og det ses tydelig på hans ene hæl. Han humper afsted da vi er halvvejs, så måske var det et mindre godt køb. Håber på at de bare skal gåes lidt mere til, ikke at det lige er det han har mest lyst til at give sig i kast med lige nu. Tilbage i bilen, smækker en gang ris og kylling i panden med lidt karry og så er den frokost reddet. Vi vender endnu engang suden mod syd, Huka Falls venter dernede på vores besøg. Huka betyder skum på Maouri og navnet har vandfaldet fået fordi det grundet det meget rene og klare vand får en fantastisk smuk tyrkisblå farve når lyset bryder med overfladen. Den blå farve får det brusende vand til at fremstå helt snehvidt og det i mængder der langt overgår hvad et enkelt fotografi fortæller. Det er ikke det største vandfald her i landet, men det siges at være det smukkeste og faktisk også blandt de mest fotograferede steder i New Zealand. Det må da være et must see. Vi finder det med lethed og det er smukt. 12 meters fald, der ikke syner af så meget, men farven og det brusende vand i de enorme mængder er virkelig et besøg værd. Da vi forlader det smukke Huka Falls kommer dagen udfordring, vi skal finde et sted hvor vi kan tømme vores tanke og fylde nyt vand på bilen og det ender med at vi opgiver, opgaven overføres til i morgen når vi igen er på vejene. Vi har set et lille freecamp sted tæt på Huka Falls og helt ned til floden, der også er den største flod i landet, her vil vi sove i nat. Der ligger egentlig ret mange på pladsen og nogle af gæsterne

 

 

 

 

Der er mange kraftige farver.

 

Gul

 

Pigerne slutter som sædvanligt af med at shoppe souvinirs

 

Haka Falls

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Grøn

 

 

Haka Falls set fra en lille gangbro

4. februar 2009:

Vågner, her er stille, kan høre ænderne der tager mogenbad i New Zealands længste flod. Det foregår lige udenfor vores camper. Vandet er det reneste rene, faktisk står der på skiltene at man må drikke det, men at det tilrådes at koge det først. Knud tager en frisk morgendukkert efter morgenmaden. Så nu er det kun vi andre der smålugter lidt, så vi kører videre ud i det blå. Vi vil besøge The Volcanic Center, et lille museum der fortæller om New Zealands sprudlende undergrund, om vulkaner og gejsere. Jeg må indrømme at jeg ud fra beskrivelsen af stedet i vores lille guidebog er lidt skuffet. Vi bruger ikke mere en ½ times tid der, så har vi set hvad der er at se. Vi kan se på kortet at der lige lidt længere henne ad vejen skal ligge en lille træskærer butik og den vil jeg gerne lige se. Vi finder aldrig stedet, men hvad vi til gengæld finder er det sjoveste vi længe har prøvet. Huka Jet, en overdreven effektiv 11 personers speedbåd der banker afsted ned ad floden og i høj fart laver 360 graders vendinger. FEDT!!! Os der sidder yderst bliver lidt våde, men så er ørene trods alt blevet vasket idag. Sikkerheden er helt i orden, så vi lader os underholde af de hæftige stunts i vandet. Vandet står ind i det der mest af alt ligner støvskyer når vi slår med enden og ænder og sorte svaner giver frivilligt plads. Vores chauffør er en sjov fyr, så da vi nærmer os en tæt gruppe af træer midt i vandet med høj fart slår han okker gokker om hvilken vej vi skal passere. Snydt for mere end en tier, vi tordner lige igennem ad en smal tunnel der naturligt er dannet i træerne. Det er så vildt og vi sidder med de største smil på alle fire og skraldgriner indimellem. WOW DET ER FEDT, bliver der råbt efterfulgt af et: VI SPINNER, HOLD FAST.

Helt høje og kun lettere våde sidder vi igen i vores camper, klokken er allerede 16.00 og vi har endnu ikke fået frokost. Vi kører ned til Moon Craters, endnu et termisk område, for at spise i de interessandte omgivelser. Vi ryster i bogstaveligste forstand en pandekagedej sammen og først der starter udfordringen. Gaskomfur og en pande der aldrig har kunnet prale af at være en sliplet model, det ender med forskellig formede udgaver af bagt pandekagedej. Smagen fejler ikke noget og så kan vi klare os til vi skal have aftensmad. Det koster et beskedet beløb at komme ind og se Moon Craters, men vi vælger det fra, vi har set flere udgaver af termiske områder med kogende mudder, gejsere og svovllugtende søer i alle rengbuens farver (næsten da). Så vi ruller videre, for hvor skal vi sove i nat? Kører mod Tongariro nationalpark, for nu skal vi saft susme se vulkaner. Køreturen kan ikke beskrives i ord. Vi sidder i bilen uden at sige noget og landskabet bliver bare mere og mere bjergtagende. Et WOW hvor er det smukt, kommer over læberne efterfulgt af endnu nogle minutters stilhed. Kun moteren på vores skrummel arbejder lidt for sagen, vi er jo i et terræn der kræver lidt styrke. Vi har vænnet os til dens brummen, så vi disstraheres ikke i vores oplevelse. Nu må det være det smukkeste punkt vi er nået, en tanke der kommer igen og igen, for her bliver det smukkere og mere fascinerende end vi havde fantasi til at forestille os. Her havde vi ikke engang planer om at køre til i første omgang, guderne skal vide at vi er taknemlige for at vi tilfældigvis ændrede planer. Vi vender skrumlet ind forbi Tongariro Family Holiday Park, her skal vi bo i nat. De her pladser er forholdsvis billige og de fleste i en ok stand, her er der ovenikøbet også rent skal det senere vise sig. En detalje der ikke længere er så pokkers væsentlig, men det er da rart nok når nu det er sådan.

Aftensmaden er næsten et kapitel for sig selv værd. Karbonader, en fantastisk spise, Smilla får fyldt sine proteindepoter op igen. Hun har ikke fået så voldsomt meget kød de sidste måneder, men i aften får hun næsten ikke andet. Ved siden af os ligger der et par fra Middelfart, så vi deler lige fire øl og veksler lidt erfaringer i landet her, inden det igen er blevet sengetid.

 

 

Badefaciliteterne er i orden, selvom det er freecamp.

 

 

Huka Jet - en Jetbåd med noget godaw i.

 

 

Og vi får lejlighed til at fotografere Huka Falls fra en anden vinkel.

 

 

 

 

Vulkan centret er ikke overvældende.

 

 

Vi får alle vind og en smule vand i håret.

Udsigten over Lake Taupo fra syd

5. februar 2009:

Vinden er kold, ikke så den bider men nok til at kinderne skifter kulør og føles friske. Det sorte grus ruller under fødderne og sneen er kun få meter væk, pulsen stiger. Føj hvor er grundformen da elendig, luften bliver tyndere jo højere vi kommer og lårene syrer langsomt til imens åndedrættet snart stiger til noget der minder mest om et damplokomotiv af ældre dato. Smilla og Thilde er længere fremme, "KOMMER I ELLER HVAD?" ej hvor skulle de skamme sig, her knokler man løs og så siger de dælme at vi er langsomme. Hævnen er sød, for pludselig er deres korte ben trætte. Det er hårdt at bestige vulkaner. Udsigten, det er vildt og vi ved at billeder ikke kan beskrive det, men ord er heller ikke gangbare her. Vi har set det med vores egne øjne og mærket pulsen banke i kampen for at nå op i det nederst skylag og vi nåede det. Da vi står med skyer i hovedet er vi endelig klar til at vende om og gå tilbage. Det er svært ikke at løbe ned og pigerne er igen løbet i forvejen, de løber forkert en enkelt gang, men det lykkes for os at råbe dem op og få dem til at vende om. Det er jo ikke helt ufarligt at bestige vulkaner selv om den ikke lige er aktiv i øjeblikket. Skoene skrider lidt i sneen mens vi arbejder os ned af vulkanen igen. Vi skal ned til stoleliften. En to tre og så er vi dem der er fløjet. Det er i hvert fald næsten sådan det føles at hænge der, flere meter oppe over klippestykker i variende størrelse og vulkans jord, støv og grus. Jeg lukker øjnene og håber at vi snart er nede. Fast grund under fødderne for en kort bemærkning, næste lift skal bringe os helt ned. Endelig nede og det med en dejlig ansigtskulør. Vi kører et kort stykke ned ad bjergsiden inden vi smider skrumlet ind på en lille resteplads, nu skal vi lige fyldes op igen. Vi har et brød fra i går, der ligner rugbrød, men vi aner ikke om det smager sådan. Det gør det og glæden er ikke til at tage fejl af, åhh det er godt.

Med fyldte maver er vi klar til endnu et vulkan eventyr. Vi drejer ind på en lille bitte flyveplads, vi vil op og se vulkanerne fra oven. De har kun en lille 4 personers cesna, så vi må tage op to og to. Der er ret skyet omkring Mount Ruapehu, så der er kun 50% chance for at vi kan se noget oppefra. Da det er den vulkan vi lige har været oppe på til fods, vælger vi en lidt billigere flyvetur der "kun" flyver omkring de to andre vulkaner og kratersøer samt det røde krater. En flyvetur på 25 minutter og et syn der aldrig helt vil forlade vores erindring igen. Den største af vulkanerne er også kendt som Mount Doom i Ringenes Herre og det er rent faktisk den man forventer det næste udbrud fra. Den har et interval der siger ca. hvert 25 år og sidste udbrud var engang i 70'erne. Vi flyver rundt om den og får et kig ned i krateret, det er fascinernede og skræmmende på en og samme tid. Tænk at vi ikke engang havde planer om at se det her sted. En kæmpe fejl vi heldigvis aldrig begik.

Nede på jorden igen er der lige et par stykker der har lidt problemer med at trygudligne og ørerne driller resten af dagen. Jeg sidder her med ørepine og sætter min lid til at det er ovre i morgen. Vi ved ikke helt hvad vi egentlig skal nu, ikke at det som sådan er noget nyt, men vi er nok mere uforberedte i forhold til vores muligheder end vi hidtil har været. Vi vender snuden mod syd og smider skrumlet ind på en top10 camping 37 kilometer syd for nationalparken. Vi køber os til 5 timers internet. Vi har ikke været på nettet og dermed heller ikke haft kontakt til nogen derhjemme i mere end to uger, så nu er det vist på høje tid. Det betyder jo også at vi ikke får opdateret vores hjemmeside og der er sket en del på to uger. Godt nok har vi fri, men vi ligger ikke på den lade side ret længe ad gangen. Får ringet hjem, vi er 12 timer foran her, så vi kan jo fortælle at det er en dejlig dag de går i møde. Rart at høre lidt hjemmefra og ikke mindst at dele bare en lille bitte bid af det vi oplever med nogen. Sikke en dag, i et landskab der kun hører hjemme i rigtige eventyr.

 

   

6. februar 2009:

Det har regnet en lille smule i nat, men græsset er allerede tørt da vi sætter tæerne udenfor camperen. Vi ved ikke rigtig hvad vi skal og hvor vi nu skal hen, så vi beslutter at blive her en ekstra dag. Købte 5 timers internetadgang i går og det er helt brugt op, så vi køber 5 nye timer og en ekstra overnatning. En dag som praktiske gris og det er faktisk helt rart. Får vasket lidt tøj, Knud stander et par defekte skabe i camperen imens campingfatter svinger en støjende motorsav for at studse en mindre busk eller tre. Smilla og Thilde nyder legepladsen, der hermed er kåret som den bedste vi har været ved siden vi tog hjemmefra. Planer for i dag er der egentlig ikke, hvis man lige ser bort fra en tur omkring det lokale supermarked. Vi trænger til at få fyldt lidt op i diverse mad og væskedepoter, så vi igen kan trille ud i landet i morgen. Vi går alle fire ned for at handle og poserne er vi heldigvis fælles om at slæbe hjem, for det bliver jo altid til noget når vi endelig får muligheden. Aftensmaden skal til pigernes store glæde stå på lasagne. Smilla og Thilde har hver fået et sjippetov i supermarkedet, så de bliver indviet med det samme. Det er ikke altid de store ting der gør størst glæde. Vi har også lovet at de hver må få en ½ time på internettet, så de kan spille og det gør virkelig lykke. De savner indimellem deres værelser, venner og muligheden for at kunne gå ind til sig selv. Vi andre kan nu også godt sende en længselsfuld tanke hjem til de stille aftner i sofaen med en god bog eller lidt tidsrøvende tv efter ungerne er gået i seng. Men livet i vores rullende hjem fungerer faktisk ganske godt. Pladsen er ikke så trang som jeg havde frygtet og vi er jo efterhånden blevet hærdet. Det har ikke været noget problem at pakke rygsække næsten hver morgen, men det er godt nok slet ikke så tosset at slippe for. Her er alt lige ved hånden når vi skal bruge det, nemmere bliver det vist ikke. Det har ikke været en løsning til foræringspris, men for os er det det værd og ikke mindst efter 2 måneders backpackerliv. Inden der skal laves aftensmad, går alle os tøser i bad, et dejligt varmt bad i nogle virkelig pæne badefaciliteter, her er der kun spindelvæv i vinduet i overskuelige mængder, så det er ret så godt. Vi får opdateret dagbogen/hjemmesiden og Knud knokler for at komme med med billederne. Der bliver ringet til den nærmeste familie og et par venner, så nu er alle igen overbeviste om at vi er i live og at vi ovenikøbet har det strålende. Næserne er lige holdt op med at skalle og myggestikkene klør som bare pokker, solen skinner og vi nyder livet.

 

 

Indkøb

Tøserne slæber.

 

7. februar 2009:

Tilbagelænet med fødderne smækket op og for nedrullede vinduer lader vi det imponerende landskab glide forbi. Vi har atter sat kursen mod syd, næste stop Wellington. Det ene skarpe hårnålesving afløser det næste og vi passerer flere steder hvor der til hverdag arbejdes på at rette et par sving ud. Det er lørdag og alt står derfor stille, selv trafikken er begrænset. Lyden af cikader i hobetal trænger uden problemer ind gennem de åbne bilruder og overdøver skrumlets motorstøj. Vi stopper ved en udsigtsplatform. Herfra er der frit udsyn til Raukawa falls. Vandfaldet indeholder ikke enorme mængder af vand, men det er smukt og syner bestemt også noget højere end Huka Falls, hvilket det sikkert også er. Smilla og Thilde går glip af synet da der lige er et par baner i et Nintendo spil der er vigtigere at tage sig af. Sådan er det, indimellem må man jo træffe nogle valg og som Thilde så fornuftigt siger " Det skal altså også være sådan at man nogle gange kan sige nej, ellers er det ikke sjovt.!"

Dagen startede ret så kaotisk, Knud skulle af stadig uvisse årsager lige kigge i vores store og efterhånden meget tykke, rejsemappe lige som vi skulle til at dække morgenbord. Og hvad opdager manden, det er i dag vi skal sejle og for at det ikke skal være løgn, så er det om bare et par timer. Vi har ikke en jordisk chance for at nå det til tiden. Det vil kræve at vi får kontakt til julemanden og låner hans kane med rensdyr, men hvordan i himlens navn får vi så lige vores rullende hjem med. Ideen bliver droppet og vi indser at vi må ringe til færgeselvskabet og høre om vi skulle ske at være så heldige at der er plads til os og skrumlet på færgen i morgen. Heldigvis er den New Zealandske skoleferie slut, så det øger vores chance for at komme med i dagslys. Og endnu engang er vi svineheldige, ingen problemer vi er hermed ført på passagerlisten til i morgen samme tid. Pyha, men hvordan hulen kan det lige være at vi pludselig har fået datoen ændret inde i vores hoveder begge to. Hmm der må have været et par telepatiske tanker eller noget hjernevask inde i billedet. Nu kan vi så sætte kursen mod Wellington og hvis alt går vel også nå at se lidt af byen.

Vi ankommer til Wellington hen på efter middagen og beslutter at besøge Te Papa, New Zealandsnationalmuseum. Det er gratis at komme ind og ifølge vores fælles vurdering heller ikke så imponerende og tidskrævende som diverse rejsebøger beskriver det. Vi bruger vel 1½ times tid og så er vi klar til at komme ud og se på sjove udklædninger. Da vi kørte ind i Wellington så vi det ene bemærkelsesværdige outfit efter det andet. Årsagen har vi ikke lige fundet endnu, men sjovt ser det ud. Vi bevæger os ud blandt vandrende spejlæg, soldaterbabes, gående hummere, tyrolerkvinder, superhelte og alt hvad fatasien eller kan rumme. En rød hummer passerer os og i næste sekund kommer en anden hummer op på siden af os og straks er vi velindformerede om hvad der foregår. Rugby the 7th. Den store årlige rugbykamp mellem England og New Zealand finder sted i Wellington i aften og i den anledning er det altså fast kotume at klæde sig ud i grupper. Der er præmier til de bedst udklædte og det er ikke opfindsomhed der mangler. Der er virkelig mange der har gjort rigtig meget ud af det og gaderne vrimler med feststemte og lettere berusede folk i alle regnbuens farver. Vi forlader det farvestrålende menneskemylder for at gå ud i byen og finde os en pizza. Wellington er ganskevist hovedstaden, men restauranter og pizzariaer vrimler det ikke med. Vi ender med at gå på Subway og få os en sandwich, for nu orker vi bare ikke at vade mere rundt i de halvvejs øde gader. Tilbage til bilen og så ud på campingpladsen. Vi skal egentlig ikke rigtig bruge nogle af de facilliteter der er på en campingplads, men det er ikke tilladt at freecampe i byen og vi skal ikke langt væk fra færgelejet. Godnat til nordøen for sidste gang, vi sejler til syd i mogen formiddag.

 

 

 

Kirke

En stor kirke vi kører forbi.

Landskab

Det smukke og varierende landskab.

 

Rugby 7th.

De sjove og feststemte mennesker fylder havnekajen.

 

Wellingtons vartegn.

Wellingtons vartegn, hænger over tagene i midtbyen.

 

 

 

 

Raukawa falls.

Raukawa falls.

 

Hvalskelet

Et hval skelet på Te Papa, Nationalmuseet i Wellington.

Drømmebil

Fars drømmebil, faktisk har den kørt på vejene.

 

Superhelte

Superhelte og sygeplejersker på havnekajen.

 

Gammel bil.

Vores nabo for en nat. En ældre hjemmelavet model.

 

8. februar 2009:

Dagen startede ikke helt så rolig og tilbagelænet som ønsket, eller det vil sige at det gjorde den i og for sig. Men så var det lige at jeg kom til at se på den voucher som Knud havde gennemlæst op til flere gange, at vi faktisk skulle checke ind ved færgen senest 3 kvarter før afgang. Det kan nok være at familen Fredslund Toft fik travlt. Springer ud af bilen river stikket fra og så er vi dem der er kørt. Nu kan det kun gå for langsomt. Jeg ringer til færgekontoret og får fat i en meget sympatisk mand, der kan oplyse mig at vi kan gøre et forsøg på at komme med og ellers så vil vi blive overført til den næste færge om godt 4 timer. Vi sender en tak til vores skytsengel, for vi nåede det med et minut. Det var den besked vi fik ved check ind. Ombord og så er vi blandt dem der nu lægger fra kaj. Vi tre tøser har fået en søsygetablet, så ingen problemer i den retning. Sejlturen er fantastisk smuk og det er ikke uden grund at den beskrives som verdens smukkeste af sin slags. Vi får taget en hel del billeder og vi er bestemt ikke alene om at skyde løs i jagten på det flote foto. Turen tager omkring 4 timer, så frokosten indtages om bord. Nemt og bekvemt og så smager det ovenikøbet også ret godt. Så kalder de over højtelerne og vi følger strømmen af passagerer tilbage til bildækket og så er det sydøen der skal indtages i vores rullende bolig. Vi starter med at finde frem til et supermarked, ikke altid det letteste, men de har stort set altid åben. Vi finder ikke nogen i Picton, så vi ruller videre. Vi vil til Nelson og overnatte, så vi kører ad Queen Charlotte Rd. hvorfra et trak af sammen navn udgår. Det er den korteste vej til Nelson, men turen tager afgjort længere tid. Det er den tid værd, det er helt fastlagt. Vi kører langs vandet, hvor de mange lookouts gør det muligt at få det smukke syn ud over sundet. En køretur man bestemt ikke skal snyde sig selv for, hvis man kommer på disse kanter.

Vi kører over Pelorus Bridge, her er der gode bademuligheder i det rene vand, så Knud vender skrumlet og smider den ind på en parkeringsplads. Smilla og Thilde sover, så vi går selv ned til vandet. Der er stegende hedt jo længere ned til vandet vi kommer og vandet er virkelig lækkert. Det her skal pigerne ikke gå glip af og jeg mangler pludselig mit badetøj. Knud springer i og jeg render op og henter pigerne, får selv skiftet til badetøj, skærer lidt frisk frugt til og og griber et par flasker vand. Så er vi klar. Vandet føles ret koldt og måske bliver det ikke mindre af at vi tre tøser er lidt trætte ovenpå de der søsygetabletter. Knud får svømmet en del og vi andre bliver da også lige dyppet, men så heller ikke så meget mere end det. Iført mere eller mindre vådt badetøj triller vi videre ud i det blå. Når frem til Nelson ved 17-tiden og finder endelig et supermarked, får fyldt depoterne op og så er vi klar til nye udfordringer. Knud bemærkede at der var et freecamp site helt nede ved vandet, så der kører vi tilbage til. Vi smider camperen så vi har den smukke udsigt fra spisebordet, her vil vi gerne vågne op i morgen. Bikser nogle hjemmelavede burgere sammen og nyder en smuk solnedgang med den smukke kæde af fjerne bjerge som silluet på den anden side af vandet. Da mørket er faldet på går vi to ældste af de fire unge på tur, eller rettere sagt, vi går udenfor for at se lidt på den fremmede stjernehimmel. Der er helt stjerneklart så vi kan næppe få det bedre. Nå det er tid til at lade batterierne op til i morgen, så dynerne kalder.

 

   

9. februar 2009:

Vi kører fra Nelson mod Abel Tasman Nationalpark. En køretur på 52 kilometer, så det skulle være overkommeligt. Vi når frem til Marahua Beach Camp, her skal vi bo. Det er kun lige blevet frokost, så vi spiser og overvejer hvad vi skal herfra. Vi blev oplyst i receptionen at pigerne er for små til at cykle og de må heller ikke komme med ud og sejle kajak. Vores eneste mulighed ser umiddelbart ud til at være at benytte vandtaxi. Vi kan se at der er en tur, der afgår herfra og vare 3 timer. Hvis jeg ikke tager helt fejl, så sejler den herfra klokken 13.30 og i så fald har vi temmelig travlt hvis vi skal med. Springer over i receptionen, bestiller biletter go så pakker vi lynhurtigt vores tasker. Traktoren holder klar med båden på traileren og vi stiger ombord. Bliver kørt ned til vandet og smidt af, altså båden med os ombord. Vi sejler ud forbi Splitt Apple Rock som det første. Et smukt syn og det er da også den mest fotograferede klippe i hele nationalparken. Vi sejler afsted med fuld fart og indimellem kilder det da også lidt i maven, når vi lige slipper en bølge og lander hårdt ned i bølgen blå igen. Vi læggerind til en strand og smider resten af de ombordværende af, de skal på vandreture i parken. Vi sejler alene videre og overhaler en masse kajakker langs kysten. Længere fremme sejler vi helt ind langs et klippestykke her ligger der sæler og leger i vandoverfladen. Der ligger flere sæler inde på klipperne og vi ser også helt små unger, de er så søde. Imens vi betragter de søde og legesyge dyr kontakter vores skipper en kollega på vandet. Han har lagt mærke til de noget højere bølger længere fremme, så han vil lige høre hvor slemt det er. Han foreligger for os at vi skal over de høje, skummende bølger og at resten af kysten op mest er klipper. Vi bliver tilbudt at blive sejlet ind til stranden, hvor vi så kan bade en times tid og så vil vi atter blive samlet op. Vi vælger den sidste løsning og det er slet ikke så tosset at bade her. Vandet er så rent at det kun kan lyde overdrevet. Vandet med den smukke blå farve og den svært tilgængelige strand er stedet vi bruger en god time. Her er skønt og når man først lige er kommet helt under vandet, så er det fantastisk. En time går hurtigt og vi bliver hentet af båden igen. Skyder løs med kameraet mens vandet sprøjter ind mod båden. Hjemme på stranden er der meget lavvande, traktorerne holder på stribe og venter på de mange vandtaxier der skal ind på land for natten. Vi bliver sat af lige udenfor vores camper, så nemmere kan det ikke blive. Smider en kylling i ovnen og så skal vi i bad. Det går op for os at vi skal betale for bad her, det har vi ikke mødt før. Problemet er at vi ikke har nogle penge, jo 1 enkelt 1$ coin og det er hvad der skal bruges for at få 5 minutters varmt vand og så en minut hvor den varmer op. Vi er tre tøser med langt hår der kræver balsam, det bliver en udfordring, men vi har ikke noget valg. Til vores held er der flere der lige har været i bad, så vandet er varmt fra starten og det gør at vi lige præcis når det på sekundet. Vi sidder ude og spiser mens en rgnbyge lige så stille dannes over os. Den drypper lidt, men ikke noget der skræmmer os indendøre. Så snart vi har ryddet af, tager regnen til og den fremkalder en akut trang til at se en film hos et par småpiger. Knud køber en par dvd-skiver ovre i kiosken og så er den sikret. Til vores held har vi også trådløs internet her, uden betaling. Givetvis ikke noget det er meningen vi skal koble os op på, men det er ikke ulovligt, så vi udnytter det til at få opdateret hjemmesiden og checket vores mails. En hyggelig aften med videofilm og chokolade, det er slet ikke så tosset med lidt regnvejr, når nu det her er udfaldet. Da pigerne sover og der er dømt lidt voksentid, benytter vi os af at vi kan komme på nettet, så vi logger ind på dr.dk og ser et afsnit af den danske krimi "livvagterne", der har været sendt imens vi har været væk. En dejlig afslutning på en lang men dejlig dag.

 

   

10. februar 2009:

Op og i gang, klokken er blevet rigtig mange for vækkeuret har ikke været sat til. Vi skal være ude fra pladsen om 20 minutter, ikke at vi på noget tidspunkt har oplevet at der er nogen der har brokket sig hvis tiden er skredet en smule. Vi får ikke morgenmad men bruger tiden på at pakke bilen sammen, så vi kan køre og så skal vi lige have tømt tanke og fyldt vand på inden vi kører videre. Finder en resteplads ved Hawkes lookout ikke så langt væk. Da vi har fået mogenmaden og alle er lidt mere vågne, går Knud en ensom tur ud for at se lidt på omgivelserne. Et smukt syn og nogle flotte billeder senere kommer han tilbage og så er vi dem der ruller videre. Vi kører få hundrede meter og ser et skilt til Ngarua Caves, der er guidede ture ind gennem grotten hver time og klokken er nu 12.30, så det passer fint nok. Vi kan lige nå at søsætte et par kopper varm kakao og en kop kaffe inden vi med de smukkeste blå plasthjælme bevæger os ind under jordens overflade for at se på de smukke og facinerende klippeformationer skabt gennem årtusinder. Selve klippen består af marmor og de mange drypsten indeholder af samme grund også marmorsubstans. Guiden er meget dygtig, hun ved virkelig meget og er vi tages med på eventyr i hulen. Vi ser de velholdte skelletter fra den uddøde kæmpemoa (en slags struds). Vi får lov at holde en knogle fra den store fugl og selv om det kun er en knogle svarende til vores skinneben er det faktisk lidt tungt. Der er i alt fundet 20 hele skelletter af moaen i grotten her og adskillige knogler spredt rundt i grotten på må og få. De store fugle er faldet ned i grotten gennem det tætte buskads der på klippens yderside har dækket for de store og dybe huller. På et tidspunkt bliver alt lyset slukket nede i grotten og vi får dermed et indblik i hvor mørkt det har været for de store fugle. Det er ikke så sært at de aldrig er kommet ud, når først de er kommet ind. Her er bælgragende mørkt, man fornæmmer absolut ingenting. Så de fugle der ikke er døde eller har brækket ryg eller ben, har løbet forskrækkede rundt i mørket og slået hovedet mod de hårde og lavhængende drypsten og klippestykker. Det har givetvis været en ret ubehagelig død, så det er helt rart at tænke på at de var i familie med strudsen, så ved vi da at hjernekapaciteten ikke har været til at prale af og at de dermed sansynligvis ikke har været i stand til at trække pinen så lang. De er sikkert døde ret hurtigt af de mange slag og knups de har påført sig selv. fremme ved udgangen gravler vi op at den smalle og stejle stige op i lyset og op i varmen. Den næsten slår os i hovedet da vi igen slår oppe på grottens yderside. Af med de ekstra trøjer og på med solbrillerne. Vi ruller videre, vi vil op på den nordlige side af Abel Tasman nationalparken, vender ind forbi Takaka for at handle lidt, finder os bagefter en resteplads og spiser vores frokost her. Vi har en lille plan om at freecampe i nat og det kunne meget vel være helt ude ved XXX, vi er godt på vej og et stykke ude af den sidste 10 kilomters grusvej ser Knud pludselig at vi ikke har meget diesel tilbage. Indikatoeren blinker og vi har ikke den fjerneste ide om hvor længe den har tænkt sig at gøre det inden den går i stå. Hmm, hvad så nu, vi bliver nødt til at vende om og finde frem til den nærmeste tankstation. Får tanket og så vil vi finde et freecampsted i den rigtige retning. I morgen vil vi til Farewell Spit, så vi ender med at sove ved XXX River. Der er ganske vist ikke voldsomme mængder vand da vi camperer, men det er også underordnet. Da pigerne er lagt i seng spiller vi lige lidt kort inden vi også lægger os for at lade op til i morgen.

   

11. februar 2009:

Vækkeuret er sendt på ferie, så vi vågner veludhvilede, friske til at tage hul på endnu en dag med nye oplevelser og hvem ved måske også nye udfordringer. Da vi endelig er klar kører vi mod nord, målet er at komme helt til Farewell Spit og se verdens længste naturlige sandtange. Vi kører så lang, vi kan komme i bil op af østkysten. Vi når frem til informations- og besøgscentret, går en kort tur op til et udsigtspunkt hvorfra vi kan se ud over en del af tangen. Vi er ikke specielt imponerede, nærmere lidt skuffede. De lange traveture er ikke noget for os, tiden, pigerne og min ryg gør det ikke muligt at trave to timer i sandet. Vi vælger derfor at vende snuden mod syd igen. Da vi kørte op var der højvande og det endda i så store mængder at vejen flere steder stod under vand. Nu da vi kører tilbage er der pludselig sandstrande et stykke ud. Vandstanden er i hvert fald faldet med 75 cm. over de sidste 2 to timer. Det er utroligt at så meget vand kan flytte sig på så kort tid og man sidder og tænker hvor hulen bliver det af på så kort tid. Vi passerer en lille bro og strømmen har skiftet retning siden vi kørte over første gang. Lige inden klokken 18.00 ankommer vi til XXX hvor vi bosætter os for en nat. Stedet er bestemt ikke specielt luksuriøst, men en vaskemaskine det er der og det trænger vi alvorligt talt til. Vi har ikke flere rene håndklæder, historien om viskstykker og karklude er den samme, så det er på høje tid. Maskinen sættet i gang og aftensmaden tilberedes af mor og Smilla. Thilde har fundet en lille, også for lille, børnecykel ude på campingpladsens legeplads. Der er kun et enkelt par ud over os på den lille plads, så det er en der er til låns. Hun har savnet sin cykel derhjemme, så det er en sand fornøjelse af få hjulene til at snurre. Hun fræser rundt med et dejligt smil på læberne. Der skal ikke altid så meget til, men glæden er ikke til at tage fejl af. Tøserne render ud og leger lidt, vi to andre udnytter at brusekabinerne ikke er opdelt i herre og dame ;-). En lang dag med en lidt for lang køretur, der nær havde givet lidt køresyge hos Smilla, er slut og vi kan sætte os og spille lidt kort inden det atter er sengetid for familien Fredslund Toft.

   

12. februar 2009:

Vågner tidligt, lyden af de store mængder regn der trommer på skrumlets tag får en tissetrang til at melde sig. Godt det ikke er os der bor i telt lige nu. Tilbage under dynen, forsøger på at fortrænge det våde vasketøj og falder så igen i søvn. Da hele familien så småt får øjne øser det stadig ned. Egentlig er det rart med lidt regn, ovenpå de sidste dages tragiske nyhedsindslag fra Australien. Vi er de seneste to uger kørt gennem utallige skovområder med det ene skilt efter det andet der har varslet ekstrem brandfare i skoven. Græsset i vejkanten vidner da også om en varm og meget solrig sommer her i landet, så regnen er mere end velkommen. Selvfølgelig vil vi gerne ud og opleve landet, når det tager sig bedst ud, men alternativet er ulideligt sore mængder af sandfluer. Det lyder måske harmløst, men de stikker og det klør efterfølgende mere end myggestik. Pigerne er indtil rimelig forskånede for de irriterende stik, men vi to andre har til gengæld fået så rigeligt af dem, en 30-40 styk på fødder og underben hver.

Morgenmaden indtages og så går det op for os at klokken faktisk er blevet over ti. Knud tager sig af alt det indendørs imens jeg iført regntøj går ud i det strålende vejr i ordets bogstaveligste forstand. Vrider hvert eneste stykke tøj og lægger det i kurven, vi må få det tørret senere. Vi kører mod Westport og Cape Foulwin. Vi vil gerne ud og se sælkolonien, så vi håber på at det er det rigtige tidspunkt for det. Vinduesviskerne står ikke stille på noget tidspunkt og da vi kommer til New Zealands længste hængebro, der går tværs over Buller River er det ikke muligt at lokke Smilla og Thilde ud i regnen. Knud må gå over alene, jeg har overskredet mine grænser nok hvad hængebroer angår. Den er egentlig ikke så voldsom lang, i hvert fald ikke når man først har gået over verdens længste, men den her er til gengæld noget mere ustabil. Den består af et stålgitter med nogle få brædder på tværs. Der er frit udsyn ned til den brusende flod og broen er så smal at man er tvunget til at vende siden til når nogen skal passerer. På den anden side er der lavet flere gangstier og muligheden for enten at "flyve" eller tage svævebane tilbage er der også. Der er ikke så voldsom eventyr og actiontrang i det her vejr, men naturen på den anden side er et besøg værd. Mens Knud får set lidt på stedet og naturen smører jeg lige lidt frokost. Et par håndmadder står klar og dermed efterlader vi en opvask bestående af kun 3 ting. Vi kører til Westport og bruger lidt tid på at finde noget regntøj. Vi ved jo at det regner en del her på vestkysten af sydøen og vi er jo kun lige kommet hertil, så regntøj får vi brug for. Da det er ordnet sætter vi kurs mod sælkolonien ved Cape Foulwind. Da vi når frem er regnen stilnet af og vi ender med at tage regnjakkerne af, inden vi overhovedet er kommet helt frem til udkigsplatformen. Vi ser flere af de efterhånden sjældne Weka. De er i familie med Kiwien og tidligere var der 4 slags af dem fordelt over hele landet. I dag er der kun tre slags tilbage og en enkelt af dem lever kun på få fredede øer ved nordøens nordlige kyst. Der er en del af den mest hyppige slags her langs sydøens vestkyst, men de findes til gengæld kun her. Da vi er klar til at køre videre, beslutter vi os for at køre 15 kilometer længere mod syd for at overnatte. Det er et lille bitte sted og facilliteterne er ret beskedne, men vi skal bare bruge en tørretumbler og noget strøm til skrumlet. Så er den i vinkel og vi skal have gang i noget madlavning. Men inden vi når så langt er vi nødt til at få tømt toilettanken. Den er begyndt at lyse pga. fyldt tank. Knud tømmer tanken imens jeg får æren af at ordne det lille toilet. Tanken har præsteret at lave et mindre tilbageløb, så der ligger et knap så behageligt lag af den lugtende væske, hvis indhold man ikke skal tænke mere over. Nu er det konstateret at den er der og det er åbenlyst at den ikke skal være her. Så der er ikke så meget andet at gøre end at iføre sig et par handsker og så ned på knæ. Dagens sure pligt er nu overstået og så skal der laves mad. Knud overtager madlavningen, så jeg kan sidde tilbagelænet med laptop'en i skødet og skrive dagbog, alt imens duften af hvidløg og steaks breder sig i skrumlet. Smilla, Thilde og Knud tager opvaske ovre i køkkenet, så jeg imens kan få lidt ro til at indhente det sidste dagbogs efterslæb. Resten af aftenen går med lidt familiehygge, hvor vi spiller. I morgen skal vi atter mod syd, pandekageklipperne skal opleves.

 

   

13. februar 2009:

Knuds ihærdige forsøg på at få alt tøjet tørret er næsten lykkes for os, vi udnytter alle de minutter tøjet kan hænge ude i vinden med solens stråler bagende, men vi må alligevel hænge en tørresnor op tværs gennem bilen til det sidste tøj. Vi forlader pladsen og drager mod "Pancake Rocks" (pandekage klipperne). Kort efter vi er kørt offentliggør skrumlets chauffør at dieselmåleren lyser. Kortlæseren kan så afsløre at vi har 30 kilometer til næste by og dermed til næste tænkelige tankstation. Tænkelig ja, men en realitet, nix. Da vi når frem til Punakaiki uden at være kørt tør er vi optimistiske lige indtil byens størrelse viser sig at være mindre end almindelig beskeden. På byens campingplads får vi at vide at der er 50 km. til næste tankstation. Hmm, udfordringer er der nok af ellers skaber vi dem bare selv. Vi stopper ved Pancake Rocks, det sted vil vi se og et stop ændrer jo ikke på vores dieselbeholdning eller rettere mangel på samme. Vandet skummer og bruser, de store blowholes bruster som var det en blåhval der tømmer sine lunger. De høje vandsprøjt fylder de små klippehylder med havvand, et pudsigt fænomen at være vidne til. Klipperne er et særsyn og vejret er helt på vores side i dag. Pludselig hører vi vores eget modersmål, en dansk familie. Vi falder i snak og i løbet af kort tid er de fire børn faldet i hak. En større aldersforskel betyder ikke helt så meget, når bare der er nogle børn der taler dansk. Emma mener helt bestemt at man bliver pandekagesulten af at stå der og se på de klippestabler, så vi ender med at spise pandekager sammen i den lille cafe på stedet. Steen og Inge fra Glyngøre tilbyder at køre bag os de næste 50 km. og bringe diesel hvis det bliver nødvendigt. Emma (12) og Christian10) springer med i vores camper, så der bliver snakket på livet løs i skrumlet, hele vejen til Greymouth. Da vi endelig ser et Shellskilt ånder vi lettet op og det skal da også lige nævnes at Knud aldrig før har kørt med så blød hat som de sidste 50 km. Vi får tanket og tilbyder en frokost i det grønne til vores hjælpere. Begge familier har i forvejen påtænkt at besøge Shantytown, også kendt som No name city. Så vi ender med at spise en god gang frokost, bestående af hvad skrumlet nu lige indeholder og følges derefter ind i Shantytown. Stedet er en gammel, uddød guldmine landsby, lidt a la Hjerl Hede, blot med et andet tema. Vi stiger ombord på det gamle veterandamptog og der dukker så den danske familie vi mødte oppe på nordøen ved Lady Knox. Børnene tager straks deres Jeppe med i flokken og så er det tid til at vaske guld. Vi bliver alle beriget med en flaske af de dyre "klumper" som vi selv har vasket. Det er lidt svært, men sjovt og det fedeste er at der er så mange danske børn at dele oplevelsen sammen med. Da vi alle er ved at være klar til at forlade stedet for at sætte kursen længere mod syd udveksler vi mailadresser og så er den dag ved at være gået. Vi kører til Hokitika og finder os en campingplads lige ned til stranden. Thilde, far og mor går en tur på stranden og sikke et syn. Det er ikke ligefrem en badestrand, men det er en virkelig fascinerende strand. Drivtømmer ligger tæt så langt øjet rækker og nu hvor der er lavvande er de tonsvis af smukke og kulørte sten synlige. Thilde og mor fylder lommerne så bukserne næsten hænger nede om hælene på os, men vi kan bare ikke lade være. Vi finder bla. de fineste sten til at spille kryds og bolle med. Far Knud finder til gængæld en stort stykke meget smukt drivtømmer han bare må have med hjem til Danmark, så vi vasker vores nyfundne souveniers og så er det aftensmadstid. Pigerne går på stranden og de kommer tilbage med endnu flere sten. Vi må alle i bad inden sengetid og imens vi tre tøser er under bruseren går Knud på stranden og nyder den smukke solnedgang. Kinderne er røde, solen har været rigtig hård i dag, men dagen har været skøn med skønt på. Vi falder alle til ro med et ønske om at møde familien fra Glyngøre igen og hvem ved hvad dagen i morgen vil bringe.

 

   

14. februar 2009:

Efter morgenmaden går vi tre tøser endnu en gang på stranden, vi skal lige finde nogle flere fine sten. Vi vil lige finde et bedre kryds til vores kryds og bolle spil. Mens vi går der på stranden kommer vi pludselig til at se at det ligner at flere af stenene har bogstaver på. Vi vil samle hele alfabetet og det er godt at mor har en pose med, for nu får vi nok at slæbe på. Tilbage på pladsen ligger vi alfabetet op, det skal være en overraskelse til far. Rigtig ihærdige og stolte over resultatet, fremviser pigerne deres fine alfabet til far Knud. Nu er det tid til at starte skrumlet for at køre til en Glowworm grotte lige i nærheden. Fremme på parkeringspladsen er der nogle venlige turister der oplyser os at det ikke er muligt at se de lysende orm om dagen, så hvis vi ikke vil gå forgæves må vi komme igen i nat. Vi vender om og sætter så kursen ind i centrum. Hokitika siges at være hovedstad for Jadestenen og det kan der nok være noget om. Her ligger den ene smykkebutik efter den anden. Vi har fået anbefalet at tage ind til Bonz n' Stones, her kan man selv lave et smykke i jadesten, ben eller pauiskal. Smilla og Thilde må ikke selv lave smykker, da det er maskiner der skal håndteres på egen hånd, så vi vælger det fra. Går ind i en smykkebutik, køber tre halskæder. Smilla vælger et i jade med fiskekrogen som symbol, Thilde en i ben med cirklen/bølgen som symbol og Karina en i jade med cirklen/bølgen som symbol. Derefter går vi en glaskunstbutik og endnu en gang er det frem med tegnedrengen, vi skal have en kiwifugl med hjem og så et par pingviner. Finder et I-site (informationscenter) for nu skal vi have lidt action. Vi bestiller og betaler for at køre til Greymouth igen (30 km. nord) for at køre Argo. En Argo er et lille sjovt terrængående køretøj, der virker ligesom en Tank eller en Bobcat. Vi skal ud og køre i et varierende terræn, dvs i floden, tæt skov, grusgrav og blandt græssende får i deres indhegning. Området er ikke helt så vådt og mudret som det ofte er, for også her er det tydeligt at regn ikke har præget den seneste tid. Op og ned, hold fast nu drejer vi, mudder sprøjter op fra bilen og de stikkende buske hilser knap så venligt på de bare arme. Turen slutter og vi er blevet en sjov familieoplevelse rigere. Nok havde det været sjovere hvis der havde været knap så tørt, men pigerne synes det var sjovt. Klar til at køre mod syd igen, samme vej som i går og i morges, men her er ikke andre veje at vælge. Her er nu også så smukt at det ikke er nogen skam at køre den samme tur et par gange eller tre. 120 km. længere mod syd holder vi ind på Harihari campsite. Vi har kørt gennem bjergtagende omgivelser bla. regnskov, langs smukke søer, med imponerende udsigt ud over havet og med udsyn over til de skyhøje og meget smukke bjerge. Aftensmaden indtages og et spil kort skal spilles og så er det ellers sengetid.

 

   

15. februar 2009:

Fra Hari Hari - Smuk køretur, Frantz Josef. Vi har ikke booket nogen helikopter tur i forvejen. Dropper ind på det sted vi har fået anbefalet ud fra prisen. Vi kan uden problemer få en flyvetur i dag, så vi skifter til det rigtige tøj og så er vi klar.

   

16. februar 2009:

Vågner i Haast, her er ikke specielt imponerende, så det er kun kulden der gør det svært at komme ud af starthullerne. De 141 km. fra Haast til Wanaka er det den står på af transport i dag, så det skulle være til at overskue. Himlen er høj og smukkere lyseblå end på en børnetegning. Haast pass som vi skal igennem skulle være ret så flot, så det smukke vejr i dag er som passet ind i vores plan. Køreturen tager 3 timer for vi stopper hele tiden for at tage billeder. Her er blændende Scenen skifter hele tiden, vi kører forbi den ene kulisse efter den anden, smukt som bare pokker. Den hidtil smukkeste køretur her i landet.

Vi når til Wanaka og sulten trænger sig for alvor på. Vi har ikke alverden i køleskabet, så vi handler ind og spiser frokost på parkeringspladsen. Vi vil ud til Puzzle World. Et sjovt sted for børn og voksne. Sjove skulpturer hilser velkommen udenfor bygningen. Inde ser vi hologrammer og kommer en tur ind i det skæve rum. Selv om vi ikke er inde i rummet ret længe mister vi fuldstændig balancen og følelsen af at gå så skævt som spejlene fejlagtigt viser er helt ægte. Stedet er ikke kæmpestort, men det er et sjovt besøg værd og ikke mindst pigerne morer sig. Da vi igennem huset sidder vi lidt i cafeen og laver små og ikke mindst svære hjernevridere. Nogle lykkes det at lave, andre må vi opgive og selv far Knud finder en han må kvitte uden at have løst. Ikke lige hans normale stil, men det kan trods alt blive for kryptisk. Bedst som vi sidder der dukker der nogle velkendte hoveder op, familien fra Glyngøre og da de går en tur ind i huset, render Smilla og Thilde med dem. Vi slutter dagen af med at sidde ude i gårdhaven og nye solen og en tår at drikke, mens snakken går. Vi skal lige opdateres med hvordan det er gået for Steen på hans gletsjerjagt på Franz Josef. Han har saft susme fået ram på en gimse, så det brede smil vokser lidt. Tillykke!!!

Vi har fået anbefalet at bo på Wanaka - Lake Outlet camping. Det skulle være rimelig billigt og rigtig flot. Her er smukt som bare pokker. Vi får en plads oppe af skranten, så der er en fantastisk smuk udsigt udover bjergene der omgiver den store blå Lake Wanaka. Vi lejer en grill, som leveres på vores plads, 5 $ det er overkommeligt og rigtig hyggeligt at sidde ude og grille. Internet har de også, endda wifi, så vi koøber et døgn, lidt overdrevet, men det er det billigste når vi alligevel skal bruge nogle timer. Vi ringer til noget af familien hjemme i lille Danmark. Smilla og Thilde har ikke rigtig tid, for de er ifærd med at bygge en genial hule oppe mellem træerne på en skrænt. De finder nogle brædder, et tæppe, lidt tøjklæmmer, pløkker og gamle flasker og hokus pokus så er der en flot hule. Vi får vasket tøj igen igen, det gør altså en forskel at vi selv skal sørge for rene håndklæder. Og vores ret så sommerlige tøj er heller ikke det vi slider allermest på lige nu.

Solen går ned og da det sidste foto af de smukke omgivelser er taget trækker vi ind i skrumlet, klar til at falde til ro. Natten bliver kold og vi pis fryser hele nattet, vågner flere gange og føler sig næsten helt ond da jeg sniger mig over under gemalens side af dynen. Har det næsten som snemand frost, dog knap så bleg og falder atter i søvn.

 

   

17. februar 2009:

Står op, trækker gardinerne fra og byder den smukke natur indenfor. Kold om fødderne som bare pokker, står vi op og varmer pigernes tøj over brødristeren. Efter morgenmaden skal hulen lige besøges og udvides. Der bliver yntet op med blomster og hylder, så den er lidt svær at tage afsked med. Vi går en sidste tur gennem pladsen og spejder ud over det fantastiske sceneri. "Er her ikke bare flot, piger?" Jo lyder svaret klart og Thilde høres mumle bagved: "Her er saftsusme bare pænt, så kan jeg ikke sige det bedre". Og barnet har så evigt ret.

Vores tålmodighed angående bilen og dens fejl er helt og aldeles sluppet op. Vi orker ikke endnu en nat i en pisse kold bil, så vi ringer til udlejningsfirmaet og kører til Queenstown. Vi tanker bilen og forsøger endnu engang at koldstarte fyret, men uden held. Ringer igen og kører så ud i lufthavnen til den afdeling der er her. Herfra bliver vi sendt ud til industriområdet, hvor der er et mindre service/klargøringsværksted og forsøger at få løst problemet med bilen. Det tager en time godt og vel, uden held. Vi bliver dog gjort opmærksomme på at vandpumpen heller ikke virker optimalt. Phill på værkstedet skifter den, men desværre uden nogen ændringer som resultat heraf. Ringer tilbage til udlejningsfirmaet for at høre hvad vi så gør og hun vil kontakte os senere. Vi kører til centrum og gør et forsøg på at få Knud booket på New Zealands højeste bungyjump, hele 134 meter. Der bliver ringet fra Maui firmaet og vi kan komme og bytte bil om 1½ time. Det betyder at vi ikke rigtig kan nå noget som helst i dag. Så vi booker et jump til Knud til i morgen og kører så til Shotover River. Vi bliver presset ind på den Jetboat der netop skal til at sejle, endelig skal der ske noget sjovt i dag. Spænding i førseklasse og et sceneri der er svær at efterligne, men spørger man os, så var vores bådfører fra Hukajet bedre til at få spændingen helt op på et klimaks. Flot er det at sejle imellem de tætte og stejle klippesider i fuld fart og mærke hvordan båden kaster sig smertefrit gennem de skarpe sving på mindre end 20 cm. vand. Vi kan mærke småstenene under os og vandet pisker ind over os når båden kastes rundt i 360 graders vendinger. FEDT!!!

Tilbage til lufthavnen, bilbyttet løser ikke alle problemer. Det vil taget os mindst en time at få vores ting over i den anden bil. En bil der ikke har automatgear, som er anderledes indrettet, med mindre skabe, den er ældre og fyret kræver strøm. Hvis vi bytter kan vi stadig ikke holde varmen, hvis vi vil freecampe, hvilket vi havde planer om at gøre en hel del på sydøen. Det er altså ikke et bytte der ændrer det store for os. Vi vælger derfor at blive i vores skrummel og køber os, på Maui's regning at bemærke, en transportabel elektrisk olieradiator, nu er de kolde nætter slut. Klokken er mange så vi tager på restaurant i midtbyen og for at være helt ærlige så trænger vi virkelig til at blive lidt forkælede. På tilbagevejen til bilen bliver vi grebet af en meget underholdende gadeartist. Han er fra Australien og lever af at underholde folk på gaden, det er næppe en sikker levevej, men han er dygtig, så vi smider selvfølgelig lidt i bøssen. Finder Lakeview-camp og her overnatter vi. Knud er lidt spændt på i morgen, men det er kun de gode sommerfugle i et beskedent antal der har meldt sin ankomst, så ingen problemer med at sove.

 

   

18. februar 2009:

Helt ro på sommerfuglene og natten har ikke budt på nogle mareridt. Alle mand i bad og så er vi klar til den store udfordring. Finder en parkering, det er ikke specielt let her i byen med så stort et skrummel, og slet ikke når vi ved at vi først er tilbage om 3 timer. Det lykkes og vi får checket ind nede i byens Bungy center til tiden. Smider os i de dertil indrettede sækkeflydere på gulvet og ser nogle spring på fladskærmene. For F..... hvor ser det vildt ud. Chaufføren kalder, nu er bussen klar til afgang. Vi har betalt for at Smilla, Thilde og jeg kan tage med ud og se springet fra aller nærmeste sted. Busturen er ca. 35 km. nord og det sidste korte stykke er på privat vej i et fuldstændigt ufremkommeligt terræn for en normal bil. Det føles næsten som om vi kører lodret op ad grusvejen. På toppen ligger Nevis Bungy og den store Sky Swing. Vi udstyres med seler og udstyr hele banden, sikkerheden er i top. Ud på platformen og se de adrenalinsøgende der lystigt kaster sig ud fra den svævende plantform. Fire klik og så er vi spændt fast til kabelkabinen der skal fragte os ud til den svævende platform, der hænger og dingler under de blanke kabler. Vi lukkes ind og stemningen er spændt. Platformen gynger som bare pokker, men efter få sekunder bemærker vi det ikke længere. Vi ser den ene efter den anden kaste sig ud over kanten og smilene er næsten misundelsesværdige når de først er kommet retur til platformen igen. En enkelt fyr melder fra, ærgelsen lyser ud af ham, men han kunne ikke, det var let at se og for mig også let at forstå. For mig var han det mest fornuftige menneske af dem alle. Knud eller KNOT som nogle udtaler det, så skal der springes. Han er så klar, spændt, men glæder sig som et lille barn. Det samme gør jeg, men det er bare til han kommer op igen i levende live. Elastikken om anklerne, "er du klar"? "Yes". Hopper frem til kanten, lader blikket falde en anelse, "5-4-3-2-1 Bungy. Som Knud siger, det er jo bare noget der lige skal gøres og uden tøven springer han ud. Falder og falder, hold da kæft hvor er der langt ned, jeg når at mærke mellemgulvet stramme snøre sig sammen, kom nu op skat. Det føles næsten som om tiden går i stå mens han hænger der 134 meter under de dinglende wirer, i en elastik. Endelig bliver ha trukket op og smilet siger alt. Han er helt høj, ligner en der lige har vundet i lotto eller har røget en ordentlig røvfuld skunk. Vi ser endnu nogle jumpere,inden vi igen spændes fast i kabelvognen og svæver tilbage til fastlandet. Vi køber springet på video og de fotos der er taget fra platformen. Venter en lille time på den næste bus og så er det ellers retur til Queenstown igen.

De skyer der så fint dækkede himlen da vi kørte til Nevis Bungy er nu helt forsvundet. Høj blå himmel, og smuk natur. Vi kommer endnu en gang til at holde i en lang bilkø. En helikopter hænger over os, frem og tilbage suser den med den store vandtank dinglende under sig. De er ved at vaske klipperne ned, inden de store mængder regn falder i april og maj måned. Klipperne skrider og smider store mængder af sten og sand ned over vejen. Det koster alt for mange penge at denne vej bliver lukket, så derfor forebygger man den slags ulykker, ved at skylle klipperne med vand. Så glider trafikken igen og inden længe er vi retur i Queenstown. Finder en p-bøde i forruden, pokkers uheldigt, men rimelig billigt når nu det skal være. Solen skinner fra en skyfri himmel, det er fantastisk.

Pulsen stiger, om det er nervøsitet eller den uhyggelige dårlige form, der protesterer lidt over at gå mod toppen vides ikke. Når toppen, her er smukt, udsigten og det flotte lys driver de sidste rester af nervøsitet væk. Hjælmen spændes og rygsækken spændes, aldrig før har jeg følt mig så meget som en forvokset bænkebider som nu. Vinden vender en anelse og inden vi sætter fra må vi ændre startsposition. Så er vi klar, nu er det nu. Gå 4 skridt og løb så alt hvad du kan, har ikke øjne i nakken, må bare stole på at jeg ikke løber alene. Løb, løb, løb og så er vi lettet. Paragliding, udsigt i verdensklasse, en fantastisk følelse. Det føles som om der kun er gået få minutter siden vi løb ud fra toppen og nu dukker familien op. de står og venter nede på sportspladsen, klar til at tage imod en flyvende mor. Piloten har filmet og fotograferet under turen og jeg køber en skive med det hele på. Det var første gang jeg løb ud fra en klippetop, men det bliver ikke den sidste. På vej op med gondolen inden springet, møder jeg Tom, Ulla og Jeppe, familien vi mødte ved Lady Knox på nordøen og senere i Shantytown på syd. Pigerne er lidt trætte af at det er en dag, hvor kun mor og far skal prøve noget vildt, så mens jeg drager til toppen tager Knud med pigerne hen for at springe elastik. Det er de fedeste elastikker og de hopper vildt højt, det kilder godt i maven og de bliver hurtigt enige om at mor ikke havde turdet gøre det her. Humøret stiger, selvom det havde været sjovt hvis også mor havde set det.

Oppe på Toppentilbyder Ulla at gå med mig op og tage nogle billeder når jeg letter, det er supersødt af hende. TUSIND TAK!!! Helt høj og med rystende hænder lander jeg trygt nede på jorden ved min dejlige familie. Vi kører til Te Anau hvor vi vil overnatte, i morgen skal vi til Milford Sound.

   

19. februar 2009:

Tømmer tankene og klarer opvasken på en og samme tid, så er vi klar til at køre. Vi slår vores egen rekord, afgang 08.35. Bestiller billetter i receptionen på campingpladsen og sætter så kursen mod Milford Sound. Trykket i øerne stiger, forsøger at trygudligne, det hjælper heldigvis. Så er det galt igen, nu går det nedaf og så har vi balladen i øerne igen. Kvalmen stiger og så kalder Thilde. " Jeg har det som om jeg skal kaste op". Griber et tomt kaffekrus og når lige at række den om til hende. Vejen bugter sig og der er inegn mulighed for at trække ind til siden. Af med selen og ind i camperen, papir og poser til det stakkels barn og så eller i gang med at skylle bræk ud. Fantastisk når køresygen også så småt har meldt sin ankomst her.

Vi kører ind i Nationalparken og selv i morgensolen er det nødvendigt med lys på bilen for en tid. Vi kører i tæt skov og solens stråler har svært ved at trænge igennem. Det er lidt skyet foroven, men inden vi når frem til Milford Sound er det tætte skylag forduftet. Tilbage hænger lidt vattotter og dækker for det frie udsyn til de ellers så smukke gletsjere, men vi snydes ikke helt for synet. Vi sejler ud med MV FRIENDSHIP, en mindre båd og faktisk den første der sejlede ruteture på fjorden her. Her er smukt som bare pokker, de 700 meter lodrette klippesider er imponerende, både i størrelsen men så sandelig også pga. udseendet. De kære sæler ligger dovne på de flade klippestykker og "solbader" uden at tage højde for at det rent faktisk er lidt halvskyet. De har fisket hele natten, så energien er temmelig lav. Et af de høje vandfald, der sender vandståler og skyer af støvregn ned af de smukke kulisser, skal vi lige hilse på. Båden sejles helt hen og der er ingen fare for at støde på grund her. Helt inde ved klippesiden er der 240 meter dybt, for det er kun en del af de store kæmper vi kan se, klipperne fortsætter lodret ned i fjorden. Vandet står ind over båden og vi bliver vasket i bogstaveligste forstand. Et ordentligt plask og så er den hårvask i hus. Som Smilla siger: "Nu kan jeg sige at jeg har stået under et vandfald". Turen er virkelig flot og følelsen af at være på et af verdens smukkeste steder er ikke fjern.

Tilbage i skrumlet får vi ryddet det sidste væk efter frokosten og så er vi kørt igen. Stopper ved XXX, Knud går derned alene. Jeg kæmper med en mindre søsyge/køresyge og vælger derfor at sidde over. Pigerne er lidt trætte, så det bliver en singel herretur. Det er et fascinerende syn, der møder ham. Et vandfald der ganske vist ikke falder specielt meget, men som nærmest har banet sig vej ned igennem klippelag og derved dannet nogle smukke og billedskønne formationer. Stedet er mere ned bare svært at gengive på billeder, en udfordring der gælder det meste af landet her. Næste stop er ved Mirror Lakes, jo bjerge, træer og siv spejler sig ganske vist, men måske er der lige vind nok til at det bliver virkelig New Zealand smukt. 5 minutter, så er det set og vi må videre. Sætter kursen mod Mossburn, hvor vi dropper ind på Mossburn Country Park. Her er der masser af dyr, rådyr, geder, får, katte og lamaer. I køkkenet er der foder man må tage af og give til dyrene, så begejstringen er stor. Pigerne springer ud af skrumlet næsten inden vi får parkeret og kommer smilende tilbage. "Mor, far jeg har lige fået en kæmpe fårekrammer" udbryder Smilla "Og jeg har krammet en ged, den ville rigtig gerne og jeg kyssede den faktisk også" bidrager Thilde. Der er ingen tvivl om at der er nogle dyr der skal besøges med noget foder når vi har spist vores pitabrød a la far Knud.

 

   

20. februar 2009:

Det regner endnu ikke da vi vågner, men den grå himmel afslører at meterologerne har talt sandt. regnen er næppe langt væk, så det passer godt ind i vores plan om at køre langt i dag. Godt nok er landet her smukt, men regnen gør at det hele syner lige knap så fantastisk, så vi sænker speederen lidt og så er det derudaf. Vi skal nå fra Mossburn til Duniden og vi vil en tur forbi Curio Bay. Her ligger Petrified Forest" (den forstenede skov) og det vil vi gerne se. Hvad vi ikke er klar over er at stedet her også er hjem for verdens mest sjældne pingvinart, den guløjede pingvin. Pigerne er begge faldet i søvn, så de er ikke til at hive med, vi to andre går derned og selv i regn, blæst og kulde er det et mærkværdigt syn. De flere meter lange træstammer ligger der som dele af de utrolige klipper og tager pænt imod de stærke vandmasser der bruser op mod klippekanterne. Store ophobninger af tang, der ligner enorme blækspruttearme, flyder ind imellem de klippestykker og forstenede træstammer. Vi ser tre af de sjældne pingviner, de små og smukke dyr står med åbne arme og viser stolt deres smukke ydre frem. Her er rigtig koldt og vi må gå tilbage til bilen efter ca. 15 minutter. Vi kører igen og kommer forbi Niagara Falls, det må vi da se. Skiltet er ret så flot og vandfaldet derpå et imponerende. Det er så også det eneste der kan imponere nogen her. Der falder omkring to liter vand i minuttet og faldet er på ca. 30 cm. Hmmm, tænk at nogen har ofret tid på et skildt til det her og hvad endnu mere mærkværdigt er, stedet er mærket af på kortet i den store kortbog vi har købt. Nå vi må videre, har allerede tanket en gang i dag og nu er det ved at være tid igen. Fylder tanken op og inden llænge er vi fremme ved Nugget Point. At nå dertil forudsætter at man tilbagelægger 13 km. grusvej. Parkerer skrumlet og pakker os ind for at gå ud til fyttårnet, hvorfra vi kan se ned over klipperne og de mange vilde dyr. Her vrimler med New Zealandske Fur Seals (sæler). De er svære at få øje på, men sjove og legesyge boltrer de sig i vandkanten og op ad de mindre stejle klippesider. Vi kan ikke få øje på nogle pingviner, søelefanter eller søløver. En kikkert kunne muligvis have gjort en forskel, men sådan en har vi ikke. Vi kører langs kysten et godt stykke nord på. Målet er stadig Duniden og da vi når frem til byen beslutter vi at vi vil overnatte på den campingplads der ligger ude på Otago Peninsula, en halvø ud for Duniden. Her er der en stor albatroskoloni der holder til og dyrelivet er rigt, så det vil vi lige have med inden vi drager længere nordpå igen i morgen. Finder vores camping, checker ind og glæder os over at vi ikke skal til at slå telt op. Klokken er blevet 19.20, så vi kaster lynhurtigt nogle minipizzaer sammen af de sidste pitabrød fra i går og inden der er gået en halv time sidder vi samlet om spisebordet. Sengetid for Smilla og Thilde og vi to andre følger trop inden så længe.

 

   

21. februar 2009:

Vågner op til en våd dag. Har været vågen et par gange i nat, når regnen har taget til i styrke. Faren for store skovbrande må alt andet lige, være nede på et absolut minimum i dag. På med et par regnjakker og så ud i det, bilen skal fyldes op med vand. Vi kører ud på spidsen af Otago Peninsula, hvor den store albatroskoloni holder til. Vi kører langs vandet hele vejen og pludselig får vi øje på et stort dyr ude i vandet. Holder ind til siden (så godt vi nu kan) og vupti så kommer en stor og flot søløve til syne. Den boltrer sig i vandet, det ser næsten ud som om den laver en mindre opvisning for os. Vi følges ad et kort stykke og så forlader vi vores smukke sorte ven. Vi når frem til albatroscenteret, blot for at konstatere at vi skal betale 300 kr. for at komme om på den side af klippen, hvorfra de store fugle kan ses. De vil garantere os at se 3 albatroser, men ingen af deres unger. Det er ikke så højt prioriteret på vores liste, så vi dropper det og kører retur. Vi kører nordpå, mod Moeraki Boulders. Spiser vores frokost inden vi endnu engang iklæder os regntøjet, for at gå ud og se på det interessandte naturfænomen. Smilla har det ikke helt så godt som ønsket, så hun bliver i bilen og hygger sig med an god bog. Måske er det den der trækker, frem for regnvejret. Nede på stranden ligger de store kugler og troner. Vandet bruser ind over stranden og det mørke lettere lerede sand er blødt. Vi synker lidt i og skoene ændrer kulør. De enorme tangtyper fylder op på stranden og indimellem det lykkes det mor og Thilde at finde nogle fine perlemorsfarvede skaller. Vi bliver blæst godt igennem og regnbukser og gummistøvler står lige nu højt på ønskelisten. Tilbage til bilen og af med det våde tøj, inden vi drager længere mod nord. Vi vil helt til Geraldine og overnatte. Vandet fylder de mange floder og vandløb op, markerne sejler og køerne tørster ikke foreløbigt. Vejspærring, trafikken må kun køre i en retning ad gangen, vejen er en fuldstændig oversvømmet og en personbil er druknet i vandmasserne. Den holder inde ved siden af vejen med vandkanten oppe over kofangerne. Vi får vasket undervognen for guderne må vide hvilken gang i dag og så glider trafikken igen lidt lettere. Kørerturen i dag når op på omkring 300 km. ikke så voldsomt, men de første kilometer fra Duniden har taget lidt tid. Vejene svinger og terrænet er ikke det fedeste i det her våde føre. Vi når frem til Geraldine før spisetid, vasker lidt tøj og flækker nogle frikadeller sammen. En kold og ikke mindst sjaskvåd dag, men meterologerne prår bedre vejr til i morgen og det skulle især gælde østkysten, så vi venter spændt.

 

   

22. februar 2009:

Planen er at komme fra Geraldine og i bedste fald helt til Hanmer Springs, men vi vil jo også lige se noget på vejen. Kører ind til et I-site og de anbefaler at vi kører en tur ud til Lake Tekapo og Mount John istedet for en tur ind over Arthurs Pass, ikke mindst pga. vejret, lettere overskyet og lidt regn indimellem. Lake Tekapo er rigtig flot, aldrig før har vi set så blåt vand, og det siges at det skyldes at himlen spejler sig deri, men i dag vil vi vove den påstand at der næppe er ret meget blåt over den smule himmel der måtte spejle sig. Gråt i gråt og vandet er helt tyrkis blåt. Smukt er det, men måske har vi set for meget til at synes at det var køreturen værd. Vi nyder udsigten over søen, imens vi spiser frokost og spiller lidt kort. Vender snuden mod Christchurch og så må vi vurdere hvor langt vi når, når vi er fremme der. Knud kan godt køre videre, så vi griber noget hurtigt mad, der nærmest kasten ned i halsen på parkeringspladsen og så er vi dem der er kørt videre. Vi når frem til Hanmer Springs kvarter i ni og de fleste camping receptioner lukker klokken 21.00, så det er jo perfekt. Top10 ligger ret centralt, så den snupper vi da bare. Snydt, de har lukket for et kvarter siden, så vi må finde et andet sted. På vej ud møder vi Inge, Emma og Christian, så en hurtig smalltalk og så må vi skynde os at finde et sted at bo. Finder frem til en anden camping og får vores plads. Smilla og Thilde er hurtige til at springe op i seng, dagen er slut og vi to andre snupper lige et bad inden sengetid, det er meget tiltrængt. I morgen vil vi ikke køre så meget og gråvejret i dag har egentlig ikke været til så meget andet alligevel, så det passer jo helt godt.

 

   

23. februar 2009:

Vi starter dagen med at lade os sænke ned i de thermiske pools i Hanmer Springs. Stedet er rimelig stort og Smilla og Thilde synes det er fedt med lidt badelandsstemning. Det varmeste bassin vi kravler i er 39 grader varmt, og det er varmt nok til os. Vi går lidt fra den ene varme pool til den anden, men lufttemperaturen er ikke noget at skrive tykke bøger om. I farten har jeg glemt at få håndklæder med til os tøser, så pigerne er de eneste der kommer i et hurtigt bad, vi andre har lidt nemmere ved at komme i bad på campingpladserne, så vi må vente. Efter en times tid skal vi videre, vi har booket en ridetur på en time, så vi må rykke. Vi har svært ved at finde det stedet, ringer dertil og så går det. Vi kommer små 10 minutter for sent og så er en vis herre næsten sluppet løs. Kvinden der står for stedet er i et håbløst humør og da det går op for hende at vores piger ikke taler og forstår engelsk, så kan de i hvert fald ikke ride. Da jeg bookede i morges havde jeg gjort opmærksom på at Thilde ikke havde reddet før og der var ingen der spurgte efter vores sprogkunskaber. Men nu er det altså et stort problem. Vi beslutter ret hurtigt at vi under ingen omstændigheder har lyst til at ride herfra, så vi kører igen. Finder et andet sted lidt længere mod Kaikoura. Holder ind og pigerne får så lov til at ride lidt rundt. Det var ikke helt det de havde håbet på, men det er trods alt bedre end ingen ridetur. Kathy der rider hestene og styrer en del af det daglige omkring hestene, er vildt sød. Og så taler hun dansk: "ja alsker min hest". Smilla og Thilde får begge to lov til at trave, så de er glade. Vi siger tusind tak til Kathy, der har brugt noget af sin fritid på at opfylde vores søde pigers ønske om en ridetur, og betaler frivilligt mere ned hun forlanger.

Minsandten om vi ikke render ind i familien jensen fra Glyngøre igen fra morgenstunden af i dag. De er virkelig nogle behagelige mennesker, så vi koordinerer lige lynhurtigt de næste dage. Vi kører derfor til Top10 camping i Kaikoura, hvor de også skal bo de næste to nætter. Planen er at tage på hvalsafari sammen, og det gør jo ikke noget at børnene også kan hygge sig lidt sammen i aften. Fremme på pladsen og familien Jensen kommer "hjem". Så er børnene rendt sammen og vi "gamle" rotter os sammen om lidt væske på dåse i vores skrummel. Det er ikke muligt at komme på hvalsafari i morgen, med mindre vi vil af sted klokken 06.45, og det er ikke helt så interessandt, når nu vi har fire ferieindstillede børn at tage hensyn til. Vi booker istedet en tur i overmorgen og så må vi se lidt på Kaikoura og omegn i morgen. Børnene bliver færdige med at se en film på vores laptop og så er der pludselig planer om at sove sammen. Hokus pokus og så ser det ud til at vi er barnløse for en nat. Det er skønt at møde nogen der kan udfylde et mindre savn af venner hjemmefra.

 

   

24. februar 2009:

En dag med ganske få og mindre tidskrævende planer. Børnene var faldet ret sent i søvn i går, så vi tager ikke så tidligt fat på dagens oplevelser. Kører først ud mod Fyffe House, det ældste stadig eksisterende hus i New Zealand og det første europæiske hus bygget her i landet. Vi lægger lige vejen ind forbi en brugskunstbutik, men det besøg kan vi rimelig hurtigt gøre færdig. Parkerer ved "stranden" og begiver os ud på de skarpe klippeformationer der fylder op inde ved vandkanten. Tang i mange udgaver breder sig mellem de mange sten, nogle ligner perler trukket på snor eller fugleedderkoppeben. "Se hvad jeg fandt" - Steen har fundet en flot pauaskal og så går der sport i det. Vi går alle 8 med snuden ned og pariseren opad og det lykkes at finde flere. Den sidste der bliver fundet er Thildes eneste fund, men vi kan ikke tage den derfra. Den er beboet, så vi må opgive. Far Knud kommer Thilde til undsætning og bevæbnet med en køkkenkniv, nogle muskler og en hel del stædighed i situationen, lykkes det ham langt om længe at vride skallen fri. Steen er kommet lettere til skade, da han har trådt på en af de skarpe kanter og det kostede så lige lidt af en storetå. Der dukker en stor rød blæksprutte op mellem den megen tang der flyder mellem de to klipper hvor Thildes fund befinder sig. Jeg er lige løbet hen til camperen efter en kniv, da de andre råber at jeg skal tage vores kamera med. Da jeg er tilbage igen er blæksprutten væk. Vi besøger Fyffe house, ikke overdrevet sindsoprivende, men historisk interessandt nok til at udfylde små 20 minutter. Smilla og Thilde gider ike med, så de bliver bare i camperen. En smut ud forbi sælkolonien kan heller ikke trække ungerne ud af bilen, men det er helt ok når nu de har fået valget. Knud og Steen går en tur op på udsigtspunktet. Vi mødes alle lidt senere ved Museet, hvor der skal være udstillet noget af en forstenet havøgle i en sten. En af de ældste fængsler her i landet, er udstillet her på museet, så det lyder jo alt sammen spændende nok. Øhh, det er nok ikke det mest interessandte.

 

   

25. februar 2009:

I dag skal vi på hvalsafari til søs. Da vi slår gardinerne fra er der pludselig udsigt til de smukke grønne bjerge der ligger rundt om Kaikoura. Selv de sneklædte toppe kan vi skimte gennem det lette skylag, flot morgen. Alle kommer op og en tur under bruseren inden vi er klar til at se de store pattedyr. Vi følges med familien Jensen, og skuffelsen er stor, da vi ser at vores sejltur er aflyst. Vi ved at der har været aflyst de sidste to dage pga, dårligt vejr, men det tegnede bare lige så godt. Da vi skimter ud over havet og ikke mindst et kig i Steens kikkert gør det tydeligt at havet viser lidt tænder længere ude. Inde ved stranden ser det ellers så fredeligt ud, men nixen bixen. Vi undersøger lige hvad en helikoptertur ud over havet og de store pattedyr vil koste. Hold da fast, omkring 2500,- pr. familie. Den tanke dropper vi lige så hurtigt som vi fik den, lægger hjernerne i blød og så må vi syd på. Steen har glemt sin tegnebog i Hanmer Springs, så de skal en tur der forbi på vej til Christchurch. Vi tager Emma og Kristian med i vores skrummel, så slipper de for den ekstra tur. Lige syd for Kaikoura får jeg øje på nogle sæler der ligger og hviler sig oven på en nats arbejde. Smider skrumlet ind til siden og så er det pludselig ikke så svært at få alle fire børn ud af bilen. De er ude inden vi har nået at spørge om de vil med. Der ligger 5 søde sæler og småsover, så vi tager nogle fine billeder og så lader vi de skønne pattedyr få frem. Vi sørger for ikke at komme for tæt på, for det er trods alt vilde dyr.

Der bliver hyggesnakket bag i bilen mens vi nærmer os vores bestemmelsessted. Fremme på campingpladsen løber børnene på legepladsen og vi gør klar til at få folket fodret af. Det er så småt ved at være tid til at få tømt ud i diverse maddepoter, så vi søsætter noget pasta og nogle kyllingenuggets. Så er det tid til at køre lidt gocart på campingpladsen. Fra receptionen kan de lejes for et mindre beløb, så alle fire børn får en hver og så går den vilde jagt rundt på pladsen. Jeg sætter mig med dagbogen og Inge, Steen og Knud sludrer lidt over en kop kaffe og lidt væske på grønne dåser. Ren afslapning, når det er bedst. Børnene får indviet den opvarmede og overdækkede swimmingpool. På pladsen bor der mange danskere, så der støder flere legekammerater til. Aftensmaden laver vi i fællesskab ovre i køkkenet og de lækre minpizzaer og salaten får ben at gå på. Ungerne springer i poolen igen, og sidst på aftenen da vi voksne sidder og slurer over lidt frugt og kaffe, har børnene travlt med t spille på maskiner nede i spillerummet. Der kan trækkes slik og bamser, så der bruges lige lidt penge. Energien er brugt op og det er ikke svært at falde i søvn.

 

   

26. februar 2009:

Iført sorte gummi overtrækssko og store varme jakker står vi tæt som kejserpingviner. Tempetaturen er på 8 minusgrader og en antarctisc storm er på vej. Det blæser lidt op og vinden tager til i styrke og før vi når at tænke er windchill effekten på minus 18, vi har heldigvis lange bukser på i dag, men synet af familien Jensens bare ben er nok til at få de små hår til at rejse sig. En særlig oplevelse er det at besøge en lille omend kunstig bid af antarctic. De små blå pingviner, der er verdens mindste pingvin art, lader sig håndfodre af dyrepasseren mens de mange besøgende nysgerrigt ser til. Ingen af børnene er overdrevet begejstret og vi voksne må da også indrømme at vi har oplevet det der var mere interessandt. Man bliver frygtelig kræsen og yderst svær at imponere, jo flere storslåede oplevelser vi får fyldt i baggagen. Snotforkælede og utaknemlige, ja måske. Vi slutter besøget af med at tage en tur i en Hagglund, et lukket køretøj på larvefødder. En rimelig kort tur, men komforten taget i betragtning gør det heller ikke alverden. Sjovt er det og alle griner, på nær Thilde. Hun er vred på sine yderst urimelig forældre der ikke vil købe en halv souvenierbutik til hende. Verden ser på den front ikke anderledes ud på den anden side af kloden. Forældre er stadig irriterende og forstår stadig lige lidt af hvad der er uundværligt her i livet. Vi forlader stedet for at finde ind til centrum, nu skal der shoppes for sidste gang. Familien Jensen afleverede deres bil i går, så vi kører alle 8 i skrumlet. Får shoppet lidt og får ogå lige fornøjelsen af at se og ikke mindst lytte til Christchurchs "landsbytosse". Han står som altid midt på byens torv og taler højt til dem der nu gider at lytte. Et engagement uden lige og det virker næsten som en prædiken i en frikirke. På tilbagevejen til campingpladsen smider vi hr. og fru Jensen af ved supermarkedet, ungerne tager vi med hjem. Vi er knap kommet tilbage før alle fire Smilla, Kristian, Thilde og Emma gør sig klar til at springe i poolen. Ifølge børnene er det her den absolut bedste campingplads vi har været på her i landet.

Vi gik i gang med at pakke fra morgenstunden og det endte med at tage hele formiddagen med, så vi kom først herfra over middag. Rart er det at vide at vi i morgen ikke står med det hele, for lidt ekstra er der kommet til under vejs, og det er lidt af et puzzlespil at få plads til det hele. Noget kan gå i stykker, andet er stort og tungt, men det går som altid. Dagen har været dejlig, vi har det rigtig godt i selvskab med Steen, Inger, Kristian og Emma. Så en aftale om en weekend med badetøj, grill i haven og lidt øl og vin, er allerede lavet. vi glæder os til at besøge jer i det nye hus.

Efter aftensmaden og et dejlig varmt bad i de meget pæne og rene fasciliteter, smutter vi over til familien Jensen. En godnat bajer og en sidste aftenhygge under den fremmede stjernehimmel. Smilla og Thilde synes det er snyd at Emma og Kristian skal være her en ekstra dag, men de har samtidig svært ved at skjule at de også glæder sig til at komme hjem igen.

 

   

27. februar 2009:

Godmorgen smukke land, for sidste gang. Hvor har det været skønt at have æren af at se på alle dine dine imponerende kulisser. Står nu med følelsen af at have haft hovedrollen i en fantastisk film. Familien har nydt at der var højt til himlen, luft omkring os og frihed. Selv at kunne bestemme farten, næste stop og næste oplevelse. Og dog, oplevelserne er kommet væltet ind over os. Bare det at åbne øjnene og se ud over de mest utrolige landskaber har været fantastisk. At beskrive det i ord eller vise det i billeder rækker ikke. Det er luften, lydene eller i nogle tilfælde mangel på lyde, det at stå der selv. Vi vil for altid have vores mange og smukke oplevelser i vel et af verdens smukkeste lande i vores erindring.

Ser frem til en lang og hård rejse. Er spændte på hvordan pigerne vil klare turen. Bilen skal afleveres klokken 10.00 og derefter i lufthavnen. Vi kører ud med bilen som aftalt, vi har haft en del bøvl med den, der har haft en negativ inflydelse på vores ophold. Derfor beder vi om at få noget refusion, udover at vi som aftalt får betalt de campingpladsophold vi har haft de sidste 10 dage og radiatoren. Bilen bliver gennemgået og der er ingen kritik i deres behandling af os. Vi får et kort møde med afdelingschefen og hun skriver en rapport, der herefter sendes videre til hovedkontoret, hvor den skal behandles. Vi har ikke på noget tidspunkt været urimelige og vores krav og noget refusion er det bestemt heller ikke. Hvorvidt vi får medhold eller ikke, så har de i Christchurch afdelingen i hvert fald gjort hvad de kunne og behandlet vores klage ordentligt. Vi afslutter mødet og køres med shuttlebus til lufthavnen, nu er det så bare at vente. Stiller os i kø for at checke ind og smutter bageter op og spiser en gang frokost. Finder endnu en souvenier butik og vi skal da lige se og de ikke har et par uundværlige ting. Det var ikke overdrevet, men lidt bliver det til som så ofte. Slænger os lidt i en sofa og lige pludselig er det ved at være tid, vi stiger ombord og sæter kursen mod Sidney. Tiden går egentlig ret hurtig, det er heller ikke en specielt lang tur, men 2½ time flyver i bogstaveligste forstand afsted. Lige inden vi lander får vi et kig ned over byen og vigtigst af alt operahuset. Nu har vi set det med vores egne øjne, ikke noget jeg før har tænkt over, men det er en helt vild følelse. Nede op jorden og vi skal skifte fly, har ikke ret lang tid på jorden, 2 timer men vi skal som sædvanlig gå ombord i god tid. Vi når lige at se et af verdens største passagerfly, en gigant med vinger. Virker næsten skræmmende stor, når man tager dens kunnen i betragtning. Vi stiller os atter i kø til et sikkerhedstjek og kommer til at vente lidt, da der pludselig dukker over 20 besætningsmedlemmer op der skal ombord. En af de øvrige flypassagerer brokker sig vidt og bredt, nu har hun stået her i kø længe og så kommer de bare og maser sig ind foran, pinligt. Tænker at hun næppe er voldsomt berejst, selv om hun pt. har forvildet sig fra England og om på den enden side af jorden. Vi finder en lille cafe, så knud kan få sig en kop kaffe, pigerne finder lidt at lege med frem fra deres tasker og hygger sig med det. Ombord og så er der 9 timer til vi atter sætter fødderne på jorden. Næste stop Bangkok, her får vi ½ time inden vi igen skal gå ombord og indtage vores pladser fra sidst. Pigerne klarer de 9 timer virkelig godt og tiden føles heldigvis ikke helt så lang som frygtet. Vi ser lidt film, spiser den lidt kedelige flymad og pigerne småsover lidt. Bangkok, endnu et sikkerhedstjek og endnu engang ombord på flyet. Denne gang for at læne os tilbage de næste 12 timer. Knud og jeg har ikke tidligere brugt vores flysokker/støttestrømper, men vi har dem på i dag og godt det samme. Vi sidder langt tilbage i flyet, så jeg går flere gange ned bagerst og strækker lidt ud og holder blodcirkulationen i gang. Jeg møder en yngre kvinde der ikke har flysokker på og der bliver jeg rigtig glad for mine. Hendes ben er godt hævede og de er ret ømme, så hun synes der er frygtelig langt, der er vel omkring 4-6 timer tilbage af turen.

   

28. februar 2009:

Vi ser lidt flere film, spiller til spil og småsover på skift. Spiser og drikker, når der bliver serveret og eller ikke så meget. Vi oplever ikke en masse lufthuller og turbulens, så hvad det angår er det egentlig let nok at sove. Der er en dejlig ro i flyet, trods alt og Smilla og Thilde tager sig nogle gode, lange hvil indimellem. Knud og jeg får ikke rigtig noget brugbart søvn, lidt overflade søvn hist og pist, men det er bedre end ingenting. Alle passagerer vækkes og så er der morgenmad, vi er ikke sultne allesammen, men spiser alligevel og glæder os til at komme af flyet igen. London er nu indenfor en overskuelig afstand og endelig nede på jorden. Landingen er den bedste vi har haft under hele rejsen. Vi mærker næsten ikke engang at flyet får kontakt med landingsbanen, godt gået. En af verdens største lufthavne, ja det tror jeg da på. Hold da helt op, hvor er det her et gigantisk sted. Vi tager med shuttlebus fra ankomstterminalen til vores afgangsterminal, en bustur på 25 minutter og det skal dertil nævnes at vi ikke kørte rundt i cirkler med 5 km/t. Et sidste sikkerhedstjek og vi sidder klar til gå ombord. Et lille fly, med plads til kun 6 passagerer i hver række, ja man bliver jo hurtig forvendt. Endnu engang får vi serveret morgenmad og denne gang er mit forhold til flymad ikke ikke til at tage fejl af. Jeg skal ikke tygge mig igennem flere gummibrød og jeg har da slet ikke lyst til at spise et med kylling og champignoncreme i til morgenmad. Thilde er fladet i søvn næsten inden vi er lettet og da vi 1½ time senere er fremme i København er hun næsten ikke til at vække. Vi slæber tasken for hende og så går det hele. Vi har endnu ikke fået vores baggage, men følger bare duften fra den danke "pølsevogn", åhh en lise for sjælen. Vi styrer direkte til den første af slagsen og køber 4 franske hotdogs til den nette sum af 112 dkk. Velkommen hjem, jo tak. Men de smager himmelsk, meget kan man sige om andre dele af verden, men den danske pølse er der ingen af dem der kan lave. Går ned og henter baggagen, lister ud gennem tolden - har ikke noget at fortolde og det har vi vist heller ikke. Har ikke købt en masse værdifulde ting, ryger ikke og det eneste alkohol vi har med er en tube alko-gel til at spritte hænder af med. Hvor er det godt at være hjemme. Finder frem til billetlugen og køber vores billetter hjem. Falder i snak med en Familie fra Århus, der også har været væk hele vinteren, så snakken går og pigerne sætter sig sammen i toget og hygger sig. Vi vinker farvel i Vejle, der skal vi skifte for sidste gang. Det er hundekoldt på stationen, da vi står og venter på toget, varme vinterjakker er ikke lige det vi har med, så vi må kramme os til varmen. En meget flik herre hjælper os med baggagen, da toget vælger at stoppeet godt stykke fremme ad perronen og vi har svært ved at slæbe det hele selv, for pigerne kan næsten ikke mere nu. Inde i togkupeen rettes opmærksomheden straks mod os, da vi slæber den ene taske efter den anden ind i toget og vores undskyldning gør os ikke mindre interessandte. Vi er trætte, men samtidig lidt høje. Vi er hjemme og vi har klaret det. Det var fedt og nu er det skønt at være hjemme. Landskabet er trist, grå og nøgne står alle træerne, kun en enkelt vintergæk der gemmer sig i et af de mange vindblæste læbælte vidner om at det hele ikke er dødt. Ikke så mærkeligt at vi ikke vælter os i natur/nationalparker her. Klokken bliver 17.30 og om bare 5 minutter ruller vi ind på stationen i Herning. Noget af familien kommer og henter os på banegården, der står de og hopper og vinker med flag, som var vi hoppet ind i rollen som Egon Olsen. Det er skønt at se dem igen og rigtig dejligt at vi lige straks er helt hjemme på vores egen matrikel. Det er mærkeligt at være hjemme, her er så lyst og huset er pludselig kæmpestort. Går en hurtig runde, her er koldt, 15 grader, for naboen har glemt at skrue op for varmen som aftalt. Der går mindst et døgns tid inden vi kan begynde at mærke at vi har skruetop, det er beten ved gulvvarme. Det koster kvajebajer, andet er der ikke at side til det. Familien køber lidt mad ind til os, imens vi pakker lidt ud og kigger lidt til det hele. En lille snak med familien og så siger vi pænt tak og farvel. Thilde har bestilt rugbrød, leverpostej, remoulade og ristede løg. Menuen er slet ikke så dårlig, vi er trætte som hele alderdomshjem, så bagefter er det på hovedet i seng med pigerne. Vi andre springer lige en tur under bruseren inden vi kaster os i dynerne, for mit vedkommende iført uldsokker og pyjamas. Med klaprende tænder falder jeg i søvn og nyder trods alt at være hjemme i min egen seng.