en rejseberetning    
  
 
 
 
 

 
 

Velkommen til familien Fredslund Toft's orlovsrejse

Så skal drømmen realiseres!

Vi tager 3 måneders forældreorlov, hiver pigerne ud af skolen, tager rygsækken på og drager afsted om på den anden side af kloden. Vi skal ud og udfordres og opleve. Et break fra hverdagen og et væld af storslået natur, fremmed kultur, spændende gastronomi, fantastiske strande og ikke mindst FAMILIETID i overflod.

Det bliver en kontrasternes rejse, en rejse for livet og sjælen.

Vi skal opleve:

  • Det tætpakkede og beskidte Indien med sit kaotiske menneskemylder, den krydrede mad og de farvestrålende klædedragter.

  • Det gæstfrie Thailand, med sine mange gadekøkener der indeholder alt hvad hjertet kan begære og lidt til, sin rummelighed i blandede kulturer og religioner, og ikke mindst sin smukke natur. Fra de klassiske turristatraktioner til egne hvor turister er et særsyn.

  • Tropiske strande og et rigt dyreliv undervands på Malaysias billedskønne Perhentian Islands og det skønne Cameron Highlands der byder på et væld af te- og jordbærplantager, sommerfugle- og krypdyrsfarme, samt et noget køligere klima – blot 20 grader om dagen og helt ned til 10 grader om natten.

  • De vilde orangutanger i regnskoven på det nordlige Sumatra, der også byder på primitiv overnatning og smuk natur.

  • Den næsten kliniske storby Singapore med et væld af eminente arkitektoniske bygninger og en af verdens største zoologiske haver.

  • Et yderst moderne og heftigt byliv i Hong Kong, med de vildeste shopping muligheder og store, flotte hoteller på stribe.

  • Den storslåede natur i New Zealand, hvor store dele af landet stadig virker helt uberørt, med sin sprudlende termiske undergrund og de smukke gletchere.



Vi vil undervejs føre dagbog på siden her, hvor I får mulighed for at følge os, samt mulighed for at se nogle af vores billeder. Der vil givetvis være dage, hvor det ikke bliver muligt for os at logge på og dermed opdatere siden, dette vil sandsynligvis gøre sig gældende i bl.a. Indien.